Stil
20. december 20183 kvinders smukke juleborde
For nogle er julen en anledning til at glæde sig over gode fridage og måske især tiden til at dvæle ved det kulinariske. For andre er det også tiden til at kæle for det smukt dækkede julebord. Vi har kigget nogle af de kreative over skulderen for at hente gode idéer og tips til bordet.
Af: Eva-Marie Wilken | mariesverden.dk ·
Foto Martin Sølyst | martinsolyst.dk ·
Kunst og jul
Hos mobbefaglig konsulent og boligstylist Signe Maldubine er julen en varm og dejlig anledning til at samles med venner til gløgg, middage og småfester. Lillejuleaften er det ultimative højdepunkt og fejres altid sammen med bardomsveninden i en traditionel, uformel julefest, der er løbet af stabelen de sidste 25 år. – Jeg ville gerne kunne sige, at der er en højtidelig stemning, når vi samles med kæresterne, men fakta er, at vi spiser godt, danser på bordene og tager det ret lemfældigt med sæder og skikke, fortæller Signe, som er boligstylist under eget navn, Maldubine. Til gengæld går hun op i dekorationen til årets julefest – hun nyder at pynte op og lader sig ofte inspirere af det forhåndenværende, f.eks. den store gren, som sønnen Tor fandt ved stranden i sommer. Væggene er præget af en større samling moderne kunst og skal, ifølge Signe, ikke i konkurrence med et alt for julepyntet hjem. Hun har i år valgt naturen som grundlæggende tema på bordet og tilført sjove detaljer som slik i glas og marmorerede tallerkener. Dugen er tipoldemors damaskdug, og den har fejret adskillige jule i Signes familie. Hun viderefører den minimalistiske stil fra kunstvæggen til bordet og leger med skulpturelle former, hvor vase og grene danner et stilleben, og juletræet i baggrunden står upyntet mere som en skulptur end som klassisk pynt. – Julen skal være æstetisk at kigge på, men gerne lidt mangfoldig og farverig at befinde sig i, slutter Signe.En væsentlig del af karakteren på Signe Maldubines julebord skyldes væggen i baggrunden. Væggen er udsmykket med små og store værker samlet igennem mange år. Her er originale værker af Michael Kvium, tegninger fra venner og gode litografier. Bordet er holdt relativt enkelt og piftet op med små detaljer. Grenen på bordet er samlet op i sommer og har ligget og flydt i Tors værelse i flere måneder, men bruges nu som organisk modstykke til de moderne tallerkener og glas. Stagerne i messing er fra Skultuna, og lampen over bordet er tegnet af Piet Hein.
Den marmorerede tallerken er fra Hay, der også sælger de ovale tallerkener i metallook. Servietten er bundet ind i en gammel kageform og forener på den måde det moderne og det traditionelle. Vasen fra Hay fanger den minimalistiske tænkning, som Signe holder af på julebordet. Signe har brugt pinde fra en skovtur og amaryllis i knop og samlet dem som en underspillet og skulpturel alternativ buket. Billedet i baggrunden er af Michael Kvium. LÆS OGSÅ: Stylistens bedste tips til dit julebord
Ro(e) og renæssance
Louise Roe har i sin designvirksomhed Louise Roe Copenhagen fokus på enkelhed og lækre materialer og nyder, når de gode materialer blander sig med kontraster i et flamboyant malerisk udtryk. Julen for Louise og familien er til gengæld en helt stille og blød sæson, hvor der lukkes ned for omverdenen, og mails og ure er stillet på luk. Familien nyder de stille dage og tuller rundt i sutsko, højst afbrudt af en hund, der vil luftes, eller en film, der skal ses. – Vi prøver at undgå for mange ting i kalenderen og forsøger at få de få ting, vi skal, til at handle om at være sammen uden at være repræsentative, fortæller Louise. Alligevel er julebordet smukt og gennemført og leder tankerne hen på tidligere tiders renæssance-opstillinger. – I virkeligheden ser det mere prætentiøst ud, end det er. Hemmeligheden er nok den store træbakke, der fylder godt, og som er nem at dekorere på. Jeg har brugt den i flere år, og har valgt forskellige samlinger og blomster som fyld. Det er nemt, og jeg tænker næsten på bakken som en slags sættekasse. Farverne på bordet er varme, domineret af de bordeaux-røde toner, og blomsterne i fadet er hentet hos blomster-entusiasten Anne Mette fra Blooming Copenhagen. – Jeg vil gerne have, at det er ting i gode kvaliteter, vi spiser og omgiver os med. Anden må gerne være økologisk, men kan sagtens købes færdigstegt hos en god slagter, ligesom kager og brød også bliver købt hos en god bager. Vi køber ikke ind i dagevis, og vi tager det stille og roligt – også selv om bordet funkler, slutter Louise.Bordet er pyntet med en stor træbakke fra Louises egen kollektion. Selve grundopdækningen er enkel af princip, men bliver flamboyant som et gammelt renæssancemaleri takket være dekorationerne på bakken. Dugen er fra Himla i Magasin, tallerkenerne er fra Royal Copenhagen, mens resten af opdækningen stammer fra Louise Roes egne kollektioner. Stolene er Beedle fra Gubi.
Louise ynder at bruge moderne glasobjekter, men gerne i en kontekst, så de fanger tanken fra tidligere tiders dekorationstænkning. Her har hun anrettet på et kagefad fra Reflections Copenhagen. Skålen er Louises eget mærke. Som kontrast til den rolige dug og det enkle service står det lange fad, der er fyldt med blomster, bær, små vaser og stager. Den store stedsegrønne gran kaldes silkegran grundet den bøjelige struktur. Bærerne er rosa pepper, og alt er hentet hos Blooming Copenhagen.
Poetisk papirklip
Signe og Michael Berntsens juleaftener er sjældent ens og byder altid på forskellige æstetiske og kulinariske oplevelser, afhængig af hvilke af Michaels søskende der lægger hus til højtiden. – Vi har hver vores tilgang til jul i familien, og vi bliver både præsenteret for minimalistisk og fransk jul. På en måde bliver julens udtryk jo en spejling af os, der holder festen, fortæller Signe. Når Signe og Michael selv står for julen, prøver de at holde det enkelt: Gaver til de små, og pakkeleg som et samlende eftermiddags-intermezzo. For parret, der i dagligdagen driver caféen Plateau, er julemaden Michaels område, mens Signe, der er ivrig papirklipper, står for udsmykning og dekoration af både bord og stuer. Klipperiet er for Signe mere end en hobby. – Det at sanse ting i farver og forme blomster og blade med en saks er nærmest blevet en del af min personlighed. Jeg tænker altid i grafiske former og ser sjældent et udtryk, uden at jeg prøver at omdanne det til en klippet form. Både veninder, familie og et stigende antal følgere på Instagram er blevet kunder i hendes ”klippebutik”, og ordrerne hober sig op, mens der klippes. Julepynten bliver tilvirket på ny hvert år og følger farverne i stuen, så et nyt maleri eller en ny vægfarve bliver afgørende for farvevalg. I år er den nye vinterblå vægfarve blevet inspiration til et himmelsk udtryk med hvide snefnug klippet i papir og brugt i flere størrelser både på, over og rundt om bordet.Bordet er dækket med simple virkemidler og enkle former. Kuglerne på bordet er ældre håndpustede flydekugler, oprindelig brugt til fiskeri og her lagt i tilfældig orden sammen med gamle sølvglaskugler. De runde former gentages i snefnuggene fra loftslampen, der er hængt i en urolignende formation. Grenene i vasen fra Louise Roe er eukalyptus og fyrretræ og gran fra haven. Stolene er 7’er-stole i sort skind fra Fritz Hansen, og pendelen er af Vilhelm Lauritzen. Sådan laver du Signes uro Det skal du bruge: Hvidt printerpapir og symaskine Sådan gør du: Klip en mængde cirkler i hvidt printerpapir i forskellige størrelser. Markér en linje midtpå. Sy 4 sammen ad gangen i midterlinjen med symaskine. Når en kugle er syet sammen, løfter du trykfoden og trækker ca. 4 cm over- og undertråd fri uden at klippe tråden over. Du kan nu fortsætte dit syforløb i den næste snebold. Når du synes, ranken har den ønskede længde, trækker du trådene ud og klipper over. Bind en knude. Uroen bliver pænest med store snebolde foroven og færre, mindre snebolde forneden.
Ud over at hun er ejer af caféen Plateau sammen med sin mand, er Signe papirklipper med stort P. Den smukke vinterblå vægfarve hedder Stiffkey Blue og er fra Farrow & Ball. På hver tallerken har Signe lagt en ranke af mini-snebolde, der varierer i farverne lys blå, timian og hvid. Hørservietten er fundet på et loppemarked, og bestikket hedder Vue Paris og er købt i Frankrig i en almindelig dagligvarebutik. De hvide tallerkener er almindelige restaurationstallerkener, og sølv-dækketallerkenerne har Michaels far vundet i sejlsport igennem årene. Dugen er en hvid hørdug fra Beau Marché. LÆS OGSÅ: 6 smukke og nemme juleborde