5 store boligtrends i 2017
foto: Broste, Bloomingville, Coop, Dyrup m.fl.
Før vi tager hul på boligindretningen i 2017, kan vi konstatere, at 2016 for alvor blev året, hvor farverne igen kom på banen i boligindretningen. Både de stærke farver, men især de dramatiske tunge farver, der både pyntede vores sofaer, puder og gardiner i boligen. En anden stor trend - som mange af os nok ikke havde forestillet os ville blive moderne igen - blev velour, som vi for alvor tog til os. Både i boligen, men sørme også på modefronten.
Men det hele blev nu ikke helt mørkt og tungt og dramatisk, for 2016 blev også året, hvor friske blomster og i særdeleshed de store stueplanter for alvor fik lov til at spille en fremtrædende rolle i boligindretningen igen - ja, nogle havde nok endda svoret, at der aldrig ville komme en "Svigermors skarpe tunge" eller en "Fredslilje" indenfor døren igen!
Vi har bedt boligredaktør Signe Munk Lund om at komme med sine bud på de største tendenser for 2017 i boligindretningen.
5 boligtrends, vi kommer til at se meget mere til i 2017
#TREND 1
Glam og dekadence
- Velour, lange gardiner, tykke gulvtæpper, spejle, krystalglas. Det dekadente og eksklusive. Og det gælder også selv om det bliver forår. Vi skal indrette os med tunge gardiner, tykke sengetæpper, masser af puder. Eksklusivt og lidt hotelagtigt. Og meget hyggeligt.
LÆS OGSÅ: Det er ikke kun nye boligtrends, der kendetegner 2017. Se trenden på skønhedsfronten her
#TREND 2
Farver
- Farverne er allerede flyttet ind i vores hjem i form af en masse mørke og støvede varianter. Til foråret kommer der lidt mere knald på farverne, og de mørke og varme juvelfarver suppleres af mere klare farver.
#TREND 3
Planter
- Den botaniske bølger forsætter ufortrødent derudaf. Stadig masser af levende planter og desuden plantemotiver på alt fra puder til tapeter.
#TREND 4
Sølv, krom og blanke metaller
- Tendensen med metallerne startede oprindeligt med kobber. Så blev det messing, og nu er det det smukke skinnende krom, der er i fokus.
#TREND 5
Håndværket i fokus, kvalitet og den ægte vare
- Off line-tendensen har bredt sig til boligen også. En ny form for luksus. Det bevidste valg af det gode og gedigne produkt. Det skal være hyggeligt og ægte.