Stil
16. januar 2025

'Alt godt fra havet' er stikordet for, hvordan din garderobe skal se ud i 2025

'Sea la vie' er den nye indstilling til garderoben, og det betyder maritime striber og kabelstrikkede sweaters.
Af: Vanja Rønjom-Jansen, kk.no
Maritim mode

Foto: Lam Yik/Reuters/Ritzau Scanpix

På det seneste har "fisherman aesthetic" cirkuleret på sociale medier og inden for modeverdenen. Stilen kombinerer en form for maritim mode med skandinavisk æstetik, men ikke alle er enige om lookets appel.

Den årlige trendrapport fra 'Pinterest Predict', der baserer sig på data fra brugernes søgninger, pins og interaktioner på platformen, konkluderer, at den maritime stil vil blive en af årets største trends.

"I 2025 vil Generation Z og Generation X omfavne en afslappet maritim attitude og bringe en 'sea la vie'-indstilling til alt, selv hvis havet er langt væk," står der blandt andet i rapporten.

– Den æstetik er jo ikke så fremmed her i Norden, hvor vi er vant til kabelstrikkede sweaters, huer, jeans og gule regnjakker. Der er desuden noget nostalgisk over det hele, og også noget velkendt og trygt. Det er netop i urolige tider, at vi har tendens til at søge mod den slags mode, siger Ida Elise Eide Einarsdóttir, der er moderedaktør på KK, om trenden.

Hun påpeger, at æstetikken er mere end det; tænk maritime striber og 'fisherman'-sandaler, som vi allerede så antydninger af sidste sommer.

– Men også mere direkte referencer som muslingeskaller og prints, mønstre, motiver og ikke mindst tilbehør inspireret af netop havet.

– Det er på mange måder en tænkt æstetik, mere end det er direkte hentet fra, hvad fiskere har på ude på havet, siger hun.

– Sådan er det jo ofte med mode.

Trenden står ikke kun stærk repræsenteret på sociale medier, eftersom både Chanel, Moschino og Marni har refereret til den i større eller mindre grad på catwalken.

https://imgix.femina.dk/2025-01-15/20241105-103434-6-3666x5500ma.jpg

Foto: Lam Yik/Reuters/Ritzau Scanpix

– Og dermed cementeres den i modebilledet som en trend, der højst sandsynligt er noget mere end blot en flygtig tendens.

– Og så passer den jo ganske godt sammen med sommerklassikere, som har en tendens til altid at vende tilbage år efter år – som for eksempel de maritime striber.

Men modetrenden møder også kritik. Piger, der faktisk fisker, viser deres realistiske outfits frem på TikTok.

"Når fisherman-stilen trender, men det her er, hvad jeg har på, når jeg fisker," skriver de som titel. Her går det i vadestøvler og praktisk tøj. Folk udtrykker forvirring i kommentarfeltet.

"Hvad er fisherman-stil, hvis det ikke er det her?" spørger de.

– Ikke overraskende, men mode handler altså mere om inspirationen end noget andet. Samtidig kan man jo se mode som mere end bare tøj, og her spiller dette med et nik til fortiden og det velkendte en rolle.

– Desuden har vi allerede set æstetikken gøre sig gældende inden for moden i noget tid nu. Tænk bare på sejlerskoen, som for alvor fik et opsving i det forgangne år, slutter Einarsdóttir.

Denne artikel blev først bragt hos kk.no. Dette er en redigeret og oversat version.

Læs mere om:

Læs også