Christina var ikke kræsen med beliggenheden. Da hun så, hvor sommerhuset lå, blev hun overrasket
Foto: Ditte Capion
Da Christina Schak satte sig for at finde det helt rigtige sommerhus, var hun ikke kræsen med beliggenheden.
Hendes lille familie på fire drømte om landlig idyl som alternativ til deres hverdag på Islands Brygge, så hele Sjælland kom under lup.
Til gengæld var der klare krav til husets udformning. Det skulle helst skille sig ud og være både nyt og moderne. Og for to år siden var der endelig bid.
– En dag poppede det her sommerhus så pludselig op på nettet, og vi kørte den efterfølgende weekend op for at se det. Der var syv fremvisninger den dag, så vi vidste, at vi skulle slå til med det samme, smiler Christina Schak.
Christina faldt især for det sorte køkken fra Epoq, der passer perfekt til hendes minimalistiske stil, og skyndte sig at tilføje en oversize Le Klint-pendel som et skulpturelt blikfang over køkkenøen.
Hov, der er hav
Sommerhuset ligger 80 meter fra stranden med havet som nabo, hvad familien til at starte med slet ikke var klar over, fordi det ikke var nævnt i salgsopstillingen.
– Vi ligger i 2. række til stranden på papiret, men der er ikke bygget på grunden foran os, så vi har kig lige ned til vandet. Det elsker vi, og stranden bruges flittigt, selv om efteråret går min mand og børn ned og dypper sig, forsætter Christina.
For hende var det især vigtigt, at sommerhuset stod indflytningsklart, og med undtagelse af en udvidelse af terrassen, har familien ikke ændret på noget.
– Vi er en travl familie og kunne ikke se os selv bruge weekenderne på istandsættelse og malearbejde. I stedet kan vi nyde tiden sammen og bruge sommerhuset både inde og ude året rundt.
Christina hygger sig også med at indrette sommerhuset. Hun hælder til en minimalistisk stil og elsker, at betongulvene både er smukke og praktiske.
Familien har udvidet den fine træterrasse omkring huset og gjort plads til flere gæster med et langt, specialbygget spisebord, der er malet sort. Bistrostolene er fra Fermob og hængekøjen fra Silvan.
Tip
Lad havens træer stå, når der skal bygges terrasse, og anlæg i stedet terrassen omkring dem, så de kan gro videre.
– Jeg kan godt lide det strømlinede og stringente, og dét at kombinere eksklusive ting med noget, som ikke koster så meget. Særligt hvis noget er hipt og oppe i tiden.
– Så kan jeg skifte det ud efterhånden, som jeg ikke synes, det holder længere. Jeg går dog ikke på kompromis med møbler. De skal være i orden, fastslår hun.
Sommerhuset ligger på Sjællands Odde, og her har familien fundet sig godt til rette. På havnen kan de købe jomfruhummer i spandevis, og den lokale vinproducent, Ørnberg Vin, er kun en kort cykeltur væk.
– Det giver en helt særlig sommerfølelse at stå på toppen og have kig til de her magiske vinstokke med havet i baggrunden og solen bagende ned fra en skyfri himmel. Dét er virkelig sommer for os, slutter Christina.
Hvem
Christina Schak, Senior Solution Architect, med sin mand, Jesper Schak, og børn på fire og ti år.
Hvad
Nybygget sommerhus i træ på 128 m² med 250 m² terrasse til ved Sjællands Odde.
Det rå betongulv får varme fra de brune nuancer, der er blandet i. Lænestolen er arvet, og bladholderen i kraftig rattan er et loppefund.
Den tidligere ejer beklædte stuens endevæg med halverede træstammer, der fremhæver loftets hældning. Sofaen er fra Ikea, og Christina har tilføjet et lyst fåreskind for at understrege den naturlige stil.
Tre tips til stilen
Bring naturen indenfor med lyse naturmaterialer som hør, flet og ubehandlet træ.
Giv øjet ro ved kun at have det mest essentielle stående fremme.
Skab afveksling med en flisevæg i entréen eller andre rum, der trænger til personlighed.
Lyse og cremefarvede tekstiler er med til at skabe et blødt udtryk, der går godt i spænd med de naturlige omgivelser.
En omfangsrig pendel i glas og metal understreger loftshøjden, den har Christina fundet på auktion i Sverige. Vasen er fra Anne Black, mens de tørrede blomster er købt i Bahne.
Værtindegave: 24 geniale og anderledes værtindegaver
Fraværet af overflødige ting og farver skaber en fornemmelse af ro og luftighed, selv om soveværelset er småt. Tæpper, puder og kurv er fra Stilleben og Notre Dame.
I entréen har Christina skabt sommerstemning med strandsten, en stråhat købt på det lokale loppemarked og en skjorte fra Aiayu.