
Den her type møbler er stort set altid en god idé

Foto: Sif Meincke
En kogeø er for det meste fast forankret på en sokkel, men hvorfor ikke nytænke bordet, så det kan rykkes rundt efter behov? Så snart der kommer hjul under et møbel, bliver hjemmet langt mere dynamisk.
Det er en løsning, der giver dig flere muligheder og er især en god idé, hvis du bor småt og har brug for flere forskellige funktioner i et rum.

Foto: Sif Meincke
Der gemmer sig masser af uudnyttet opbevaringsplads i mange soveværelser. Ved at bygge et sengestel selv og smide en madras ovenpå kan du udnytte tomrummet under den.
Her kan du opbevare alt fra luftmadrasser til sko og støvsuger. Hvis du ikke er fiks med hverken stiksav eller boremaskine, findes der også mange bud på færdiglavede senge med opbevaringsplads, som er klar til at flytte ind i hjemmet, så snart du har kørt dankortet gennem maskinen.

Foto: Yvonne Wilhelmsen
En rummelig puf med opbevaringsplads er både pæn og praktisk, fordi den skjuler de ting, du ikke vil have liggende fremme, men som stadig er rare at have lige ved hånden.
Prop gæstedynen, legoklodserne eller de jakker, der ikke er i sæson, ned i puffen. Luk så for låget, og smæk benene op.

Foto: Pia Winther
I dagligdagen har du måske brug for mere gulv- og mindre bordplads, men når gæsterne kommer fredag aften, er det smart, at bordet kan transformere sig til formålet.
Gode løsninger går tydeligvis aldrig af mode, for allerede i midten af 1500-tallet blev borde med hollandsk udtræk opfundet. Lige siden har udtræksborde været fast inventar i mange hjem og gjort deres pligt til både hverdag og fest.

Foto: Julie Wittrup, Mikkel Dahlstrøm
Bakkebordet er bestemt ikke en ny opfindelse, men det gør ikke idéen mindre god. Løft bakken af og brug den, når du rydder af bordet efter aftensmaden, og sæt den på plads igen, når du er færdig.
Hvis du har et gammelt sidebord med en slidt bordplade, kan du give det nyt liv med en bakke, der passer i målene.

Foto: Pia Winther
Hvis der er noget, man aldrig kan få nok af, er det opbevaringsplads, og derfor er indbyggede løsninger, der passer til hjemmet, stort set altid en god idé.
De minimerer spildplads og kan skabes med blik for lige netop dine behov. Bænken her giver mulighed for at gemme rodet væk, mens den indbyder til både strikke-, lur- og læsetid i rolige omgivelser.

Foto: Mia Mortensen
Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 5/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.
