Det tog tid. Men nu har de fundet den perfekte kombination
Foto: Lene Samsø
Designer Hans-Christian Bauer husker tydeligt, når der blev pyntet op til jul i hans barndomshjem i Norge.
Alle nisser, julehjerter og kranse havde en helt fast plads, og dér blev de placeret år efter år. Selv sømmene blev siddende i væggen.
– Jeg har mange gode juleminder fra dengang.
– Der var noget hyggeligt over, at vi altid vidste præcis, hvor de forskellige ting skulle være, når vi fandt de mange kasser med julepynt frem, siger Hans-Christian, som til dagligt bliver kaldt HC.
Hvem & Hvad
- Hans-Christian Bauer, selvstændig produktdesigner for blandt andre Kähler, FDB Møbler og Cooee, sammen med Nanna Schelde, journalist hos Zetland, og børnene Siri og Bertil.
- Villalejlighed i Vanløse fra 1929 på 140 m² fordelt på to plan.
Den tradition har designeren dog ikke videreført i sit eget hjem. Tværtimod.
Her er der sjældent noget, der står det samme sted i længere tid.
Møbler, billeder og brugskunst skifter konstant plads, og når julekasserne kommer op fra kælderen, er det meget forskelligt fra år til år, hvad der kommer op.
– Vores hjem er meget lidt statisk. Vi flytter altid rundt på møbler og afprøver forskellige ting. Det giver en god dynamik, siger han.
Når først pynten kommer op, bliver der hurtigt meget for øjet at forholde sig til. Har du kig gennem flere stuer, er det derfor en idé at tænke over farveflowet, så det samlede udtryk bliver harmonisk. Her matcher stearinlysene den lyserøde sofa og den blå pude i den første stue. Spisebordsstolene, der hedder PoSpiSto, har HC designet for FDB Møbler. Trisse-bordene er designet af Nanna Ditzel, og det store billede er fra Anne Aarsland.
Gør borddækningen mere levende ved at bruge lysestager og stearinlys i forskellige højder. Glassene er krystalglas fra Hadeland Glassverk, som HC har arvet fra sine bedsteforældre, og vandglassene er fra Ikea. Lysestagerne er alle HC’s eget design for Kähler og det svenske designbrand Cooee. Lamperne over spisebordet er fra Flos og hedder Splügen Braü.
Eget design på bordet
Både HC og Nanna er glade for farver, og de har kastet deres kærlighed på de blå og rosa nuancer, som går igen i hele huset.
Det har taget tid at finde de helt rigtige toner, men efter at have malet om et par gange, har de nu fundet den perfekte kombination af de to farver, der også er med til at binde de tre stuer en suite sammen.
– Jeg kan godt lide vores opdeling af stuer. Det giver nogle hyggelige kroge og mulighed for at dele os op i forskellige ”zoner”, siger HC, der godt kan lide, når indretningen er et miks af forskellige stilarter og materialer.
En mistelten i en døråbning er en nem måde at få noget pynt lidt op i højden, så alt pynten ikke ender med at være i samme niveau på borde og i vindueskarme. Sofaen og tæppet er fra Hay. Loftslampen er Snowflower designet af Mencke Vagnby for Spring Copenhagen. Den rosa farve i stuen er 2845 Bevegelse fra Jotun, mens den blå i spisestuen er Midsommarnatt 756 fra Beckers.
Det lille bakkebord i træ ved siden af sofaen er en prototype, som HC håber at få sat i produktion på et tidspunkt. Bakken er pyntet med en Hammershøi vase i farven birk og pynt fra ’Hammershøi jul’ – begge designet af HC.
Alle rum har fået et drys jul, som er afstemt med resten af hjemmets farver og indretning, og i kraft af HC’s job som produktdesigner er hjemmet også fyldt med stel, vaser og lysestager, som han selv har designet.
Blandt andet det populære julestel ’Hammershøi jul’, som han har designet for Kähler i samarbejde med Rikke Jacobsen.
– Jeg troede aldrig, jeg selv skulle have et julestel, men vi bruger det faktisk hver dag hele december måned, siger HC. Bortset fra HC’s egne designs er stort set alle møbler og kunst købt brugt.
– Det er en god udfordring at finde ting brugt. Der er selvfølgelig gode penge at spare og et bæredygtigt aspekt i det, men det er nok mest, fordi vi godt kan lide jagten og tilfredsstillelsen, når vi gør et scoop, siger HC.
Ved at folde stofservietterne som et juletræ bliver borddækningen ekstra julet og festlig. Stellet er Hammershøi Jul fra Kähler, som HC har designet sammen med Rikke Jacobsen, der har illustreret motiverne. Stofservietterne er fra Søstrene Grene, og den hvide hørdug er fra Ikea.
I køkkenvinduet pynter en hjemmelavet blomsterranke lavet ud af toiletruller. Lad pappet være urørt for et mere naturligt udtryk, eller mal det din foretrukne farve for et diskret farvestrejf. Skål og vaser er fra Kähler.
Brug grebene til at bringe lidt julestemning ind i køkkenet. Parret har fået lavet nyt køkken og væltet en væg, så køkkenet er mere integreret i lejligheden. Køkkenet er fra Ikea, grebene fra Superfront og bordpladen i stål fra Steel4u.
Tre tips til stilen
- Tænk over farveflowet hele hjemmet igennem, og vælg gerne en eller to farver, som er gennemgående i alle rum.
- Hold pynten relativ simpel med både friske og tørrede elementer fra naturen, og lad i stedet et julestel stjæle fokus i december.
- Brug stearinlys i farver, der matcher den øvrige indretning til at skabe en rød tråd mellem pynt og interiør.
Også i soveværelset går de blå og rose nuancer igen. For at bevare roen i rummet, er pynten holdt simpel i form af en krans med eukalyptus og hortensia. Sengen er fra Auping, og sengebordet er fra Kartell. Sengetøjet er fra Juna, sengetæppe fra Semi Basic og puderne fra Stilleben. Vægfarve er 2845 Bevegelse fra Jotun.
Et bundt lærkegrene i en vase med et par enkelte julekugler på skaber hyggelig julestemning på badeværelset. Elementerne er fra Ikea, og egetræsfronterne er fra Reform. Lamperne er fra amerikanske Cedar & Moss, og spejlet er lavet hos en glarmester. Vandhane fra Vola og Corianbordplade fra DI Design.
Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: