Bolig
13. december 2024

Han har designet populært julestel: "Jeg troede aldrig, jeg skulle have et, men vi bruger det hver dag i december"

I Hans-Christian Bauers barndomshjem havde alting faste pladser. Anderledes står det til i hans og familiens hjem i Vanløse, hvor blå og rosa pynt er drysset ud i hele villalejligheden med en sikker hånd.
Af: Maja Porsgaard Rosasco
Jul

Foto: Lene Samsø

Designer Hans-Christian Bauer husker tydeligt, når der blev pyntet op til jul i hans barndomshjem i Norge. Alle nisser, julehjerter og kranse havde faste pladser, og dér blev de placeret år efter år.

– Jeg har mange gode juleminder fra dengang. Der var noget hyggeligt over, at vi altid vidste præcis, hvor de forskellige ting skulle være, siger Hans-Christian. Den tradition har designeren dog ikke videreført i sit eget hjem. Tværtimod.

– Vores hjem er meget lidt statisk. Vi flytter altid rundt på møbler og afprøver forskellige ting. Det giver en god dynamik, siger han. Det samme gør sig gældende, når julekasserne kommer op fra kælderen, og her er det meget forskelligt fra år til år, hvad der kommer op.

Bolig

Den røde murermestervilla med den gamle, røde dør nærmest oser af julestemning i sig selv. Døren har fået en smuk lille krans og havebordet er pyntet med fund fra haven.

bolig

Ved at folde stofservietterne som et juletræ bliver borddækningen ekstra julet og festlig.

Eget design på bordet

Her bor...

Hans-Christian Bauer, selvstændig produktdesigner for blandt andre Kähler, FDB Møbler og Cooee sammen med Nanna Schelde, journalist hos Zetland og børnene Siri og Bertil.

Villalejlighed i Vanløse fra 1929 på 140 m² fordelt på to plan.

Alle rum har fået et drys jul, som er afstemt med resten af hjemmets farver og indretning, og hjemmet er fyldt med stel, vaser og lysestager, som Hans-Christian selv har designet. Bl.a. det populære julestel ’Hammershøi jul’, som han har designet for Kähler i samarbejde med Rikke Jacobsen.

– Jeg troede aldrig, jeg selv skulle have et julestel, men vi bruger det faktisk hver dag hele december måned, siger Hans-Christian.

bolig

De tre stuer en suite var noget af det, parret faldt for ved villalejligheden. For at skabe sammenhæng har de valgt at lade nuancer af rosa og blå gå igen i alle tre rum.

Bolig

Borddækningen er holdt klassisk i hvid og mørkegrøn, mens høje stearinlys, pynt og tørrede blomster skaber blikfang på midten af bordet.

Julestemning i køkkenet

Gør som Hans-Christian og Nanna, og brug grebene til at bringe lidt julestemning ind i køkkenet ved at hænge lidt simpel pynt.

bolig

Et lille træ i en fin potte bringer på diskret vis julestemningen ud i køkkenet.

bolig

Da parret ikke skal holde juleaften hjemme, har de valgt et cedertræ, som børnene har fået lov at pynte. Fordelen ved et cedertræ er, at det ikke drysser, så det kan nydes hele december måned.

bolig

Er du tidligt ude med julegaverne, kan de indpakkede gaver med fordel lægges under træet eller i små bunker, der kan pynte hele julen.

bolig

Parret har fået lavet nyt køkken og væltet en væg, så køkkenet er mere integreret i lejligheden.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 48/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også