Bolig
27. december 2024

Her er årets 5 store trends til nytårsbordet

Lad årets tendenser være inspiration til årets nytårsbord. Her er fem temaer, der henter inspiration fra de mest populære trends i det forgangne år.
Af: Sigrid Glavind
nytårsborde inspiration

Foto: Thao Nhu / corelens

Skal du afholde nytårsaften for venner eller familie? Og skal der ligge andet end knallerter og konfetti på bordet? Med disse nytårsborde kan du sætte prikken over i'et til årets sidste fest.

Vi har samlet fem temaer, der gør det nemt at dække et stilfuldt nytårsbord med nogle af årets store trends. Alle forslag er budgetvenlige, lette at sammensætte og ser festlige ud med minimal indsats. Uanset om du er til det farverige, det klassiske eller det trendy, kan du blive inspireret herunder.

Det farverige bord

Elsker du farver og synes, at de traditionelle nytårsfarver – sølv, guld og sort – er lidt kedelige? Så lad din sprudlende personlighed skinne igennem. Brug farver til servietter, lys og pynt. Køb en buket farvede blomster og fordel i små farverige vaser eller tomme vinflasker.

Det klassiske bord - med et trendy twist

Er sølv, guld og glimmer essensen af nytår for dig? Så gå all-in på et klassisk, men stilrent nytårsbord. Skab en gennemført stemning med enten sølv eller guld – og lad prikken over i’et være diskokugler. Brug enten få store diskokugler i midten eller flere små fordelt over bordet.

Det trendende bord

Det er svært at overse årets store trend: sløjfer. De har indtaget både mode- og indretningsverdenen og passer også perfekt til nytår. Sløjfer er elegante, festlige og nemme at dekorere med. Køb silkebånd eller velourbånd i dine yndlingsfarver (eller genbrug bånd fra årets julegaver), og brug dem til at pynte glas, flasker og lys.

Tip: Brug bånd i forskellige farver rundt om vinglas, så gæsterne altid kan genkende deres eget glas.

Det kreative bord

Er dit mellemnavn Picasso, eller elsker du bare at være kreativ? Så drop de færdigkøbte dekorationer og brug en papirsdug eller en dug dedikeret til nytår, og slip fantasien løs. Tegn rundt om tallerkenerne, mal fine motiver og skriv små hilsener til gæsterne. Det giver et personligt og unikt nytårsbord, som ingen andre har.

Det lysende bord

En af de nemmeste måder at skabe stemning på, er at placere mange, som i rigtig mange, levende lys i midten af bordet. Det er smukt og inviterer til gode snakke og hyggelig stemning.

Læs mere om:

Læs også