Her er kalenderlyset, der holder i en evighed - og fem andre sløjfetips
Foto: Mia Mortensen
Sløjf borddækningen
Det bliver ikke mere julet, end når bordet dækkes i traditionsrige julefarver. På en bolsjestribet rød/hvid dug har simple cocktailglas fået bundet en lille bordeaux sløjfe af silkebånd omkring sig, mens der på tallerkenen ligger stofsløjfer til hver en gæst.
Dug, Self Made. Lys, Ester & Erik. Kræmmerhuse, Mette Frank Design. Vase, Studio Hafnia. Cocktailglas, Iittala. Vandglas, Holmegaard. Tallerkener, Royal Copenhagen og Iittala. Skål, Atelier Maree. Bestik, lampefod og lysestage, Vintage.
Indpakning med organza
Pak dine julegaver ind i et materiale, der kan genbruges år efter år. Her er et stykke rød organza bundet om en papiræske. De kvadratiske organzatørklæder, der er beregnet til sanseleg og jonglering, har allerede en pæn kantafslutning, der gør det nemt at lave fine gaveindpakninger. Ovenpå æsken er organzastoffet bundet som midten på en flettet julestjerne.
Papirklip, Kristine Hellesøe. Bånd, Self Made. Sidebord, Raawii.
En sløjfe om puden
En simpel måde at tilføre et ekstra drys julestemning til hverdagsindretningen er ved at binde et bredt bånd om en pude og afslutte med en fyldig sløjfe.
Puder, Mette Frank Design og AH Curated. Kalenderlys, Lou Folia. Lysestage, Cooee. Kop, Royal Copenhagen. Skål, Iittala. Ske, Sakura Copenhagen. Stofserviet, FDB Møbler. Lampe, Pink Rose. Værk, @by_malene_broberg.
Blød adventskrans
Tekst I de senere år har vi set mange fine bud på adventsdekorationer, hvor både krans og lys er lavet i stof. At lysene også er i stof, sætter nogle begrænsninger i forhold til nedtællingen, så med en stofadventskrans med lysholdere til ægte hånddyppede stearinlys kan du bevare magien ved levende lys i juletiden.
Sådan gør du:
Lav en krans af gammelt, kraftigt pakkepapir, og vikl malertape stramt om kransen. Kom derefter et lag pladevat på, inden du vikler stoffet omkring. Fastgør stoffet på undersiden med dobbeltklæbende tape eller tekstillim. Stik fire lysholdere ned i kransen, og bind fire store julesløjfer omkring.
Lys og lysholdere, Ester & Erik. Stof til stofkrans, Hobby-gaarden.dk. Bånd til sløjfer, vintage. Sidebord, Nooma.
Gavemærker af tapetrester
Gør lidt ekstra ud af julegaverne, med genbrug for øje, ved at klippe hjemmelavede gavemærker af tapetrester eller andet smukt papir, du har liggende i skabet. Sæt en fin guldsnor i, og bind det på pakken.
Tapet, Ellos. Bånd, Søstrene Grene og vintage. Stof, Self Made og Hobbygaarden.dk. Kræmmerhus, Notre Nom. Tallerken, Iittala. Saks, Vintage.
Pift lyset op
Et kalenderlys med sirligt broderede tal fra 1 til 24 kan holde i al evighed. Giv det fine kalenderlys selskab af en hjemmesyet sløjfe.
Sådan gør du:
Sløjfen består af tre dele. En top, en bund og et samlestykke. Klip et rektangulært stykke stof til toppen, og sy det sammen på vrangsiden. Der skal være en lille åbning på midten, så retsiden kan vendes udad. Klip endnu et rektangulært stykke stof til bunden, det skal være lidt smallere og længere end toppen. Fold det først på langs og bagefter på tværs. Klip et skråt stykke af, så de to spidser dannes, når stoffet foldes ud, og så det kun er foldet på langs. Sy stoffet sammen på vrangsiden og igen skal der være en åbning på midten, så retsiden kan vendes udad. Saml de to sløjfedele ved at lægge et stykke foldet stof omkring eller et pænt bånd.
Kalenderlys, Lou Folia. Lysestage, Cooee. Skål, Iittala. Lampe, Pink Rose. Værk, @by_malene_broberg.
Tip
Brug en lille knappenål til at tælle ned til s. 24. december på dit evighedslys.
Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 44/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.