Kan julen være pastelfarvet? Sagtens, hvis du spørger Bettina Færgeman
Foto: Anitta Behrendt
Når julen er vel overstået, og Bettina Færgeman pakker sin nøje udvalgte samling af mundblæste vintagekugler, håndlavede julefigurer, flagkæder og glimmerpynt forsigtigt ned i de store papkasser, begynder hun allerede at overveje, hvordan julen skal se ud til næste år.
Her bor ...
Bettina Færgeman, 51 år, partner og livsstilskommunikatør hos kommunikationsbureauet Réplique og Jakob Færgeman, 49 år, økonom, sammen med deres kat.
Sammen bor de i en lejlighed på 130 m² i et borgerhus fra 1839 i København.
– Jeg elsker jul. Det er den ultimative højtid, og jeg kan simpelthen ikke lade være med at overveje næste års tema allerede, når sidste års jul har sagt farvel. Hvert år går jeg all in på et nyt tema med farver, pynt og glimmer, og selv om jeg elsker julens traditioner og mange af mine juleting bliver taget frem år efter år, sker det altid med et tvist. Julen hos os ser aldrig ud som året før, siger Bettina.
Bettinas julebord emmer af små og store oplevelser, som øjet kan gå på opdagelse i som det broderede juletræ til den bolsjestribede lågkrukke fra Galleri Blås & Knåda i Stockholm. Hver kuvert er dækket op med grønne dækkeservietter fra Nuvole og glas fra Bright August March og Galleri Blås & Knåda.
Foto: Anitta Behrendt
I år har hun kaldt sit juletema for Candy Christmas, hvor temaet er inspireret af den amerikanske Disney-jul.
– Jeg elsker nyfortolkninger, og jeg har en ret legesyg indstilling til julens traditioner. Da jeg skulle lave en adventsdekoration, gik jeg bare i gang med de fire forskelligt farvede mos, jeg havde købt, for at se, hvad det kunne blive til. Jeg endte op med en helt ensfarvet krans i koral, lilla stearinlys og en blå orkidé, siger hun. Den blå orkidé er et element, Bettina også har brugt på sit julebord, hvor den står og shiner midt i en buket af silkegran.
– Blomsten er blevet en feature på bordet, og den stikker lidt af fra det hele i al det traditionelle gran og julepynt. Julen er et fristed, hvor jeg prøver alle mulige idéer af, siger Bettina, der dog også har nogle udvalgte juleitems, der altid er inviteret til jul.
– Min samling af julepynt fylder efterhånden 10 kasser, så jeg køber ikke meget julepynt længere, men når jeg gør, er det altid håndlavet af dygtige kunsthåndværkere eller fine vintagefund. Det giver bare noget helt særligt til vores jul, siger Bettina.
Hvert år udtænker Bettina et nyt tema for sit overdådige julebord, og i år er hun gået all in på pasteller. Stel fra Lyngby Porcelæn og Hanne Bertelsen.
Foto: Anitta Behrendt
Selvgjort er velgjort, og i år har Bettina kreeret en utraditionel adventskrans i pasteller. Det farvede mos fungerer som bund på fadet fra Casa Shop, mens den blå orkidé giver kontrast. Stearinlys fra Ester & Erik.
Foto: Anitta Behrendt
Bettinas juleunivers er en overdådig oplevelse af farver, kunsthåndværk og finurlige detaljer. Puffen er fra Sofacompany og det stribede tapet fra Rue Verte. Gardinerne er fra Arne Axel.
Foto: Anitta Behrendt
Bettinas julebord emmer af små og store oplevelser, som øjet kan gå på opdagelse i som det broderede juletræ til den bolsjestribede lågkrukke fra Galleri Blås & Knåda i Stockholm. Hver kuvert er dækket op med grønne dækkeservietter fra Nuvole og glas fra Bright August March og Galleri Blås & Knåda.
Foto: Anitta Behrendt
Parrets hyggelige stue har fået julestemning med levende lys og en vintageæske fuld af nostalgiske julekugler på sofabordet fra &Tradition. Sofaen er fra Beau Marché og heri puder fra Heim. Over et fotografi af Lauren Hutton fundet hos Privé. Den grønne Muller van Severen-væglampe er fra Beau Marché.
Foto: Anitta Behrendt
Et kig fra stuen ind i hjemmets bibliotek. Guirlanden af katte er fra Shop Dora, og i forgrunden står store keramikvaser fra Rabens Saloner og Kähler.
Foto: Anitta Behrendt
Køkkenets farve er som valgt til julen, og her har Bettina skabt stemning med store granbuketter og levende lys, der spejler sig i bakken fra Casa Shop. Selve køkkenet er fra Ikea, og herefter sprøjtelakeret grønt. Væglamper fra Bestlite, og Swirls-pendel fra MisseMai.
Foto: Anitta Behrendt
Det charmerende konsolbord er iklædt julens pynt i form af kræmmerhuse, levende lys og finurlige figurer indrammet af ferskenfarvede gardiner fra Arne Axel. I forgrunden Dråben-stolen fra Fritz Hansen.
Foto: Anitta Behrendt
Røde detaljer og levende lys – mere skal der ikke til for at skabe julestemning i parrets soveværelse. Sengen er draperet med et broderet tæppe fra Helle Skaarup Studio, mens stolen er fra Særligt Samlet.
Foto: Anitta Behrendt