Bolig
24. februar 2025

Kom indenfor hos Christian Degn: "Der er mange, der ikke ved, hvor flot her er. Randers er super undervurderet"

”Nybyggerne”-tovholderen har selv været igennem en renovering og har skabt en skøn perle i Randers til familien, som nu er blevet til fire.
Af: Sara Nørgaard
Christian Degn

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

– Jeg sidder nu og kigger udover Gudenådalen. Det ser virkelig idyllisk her i de kronjyske alper.

Ordene kommer fra Christian Degn, som for snart to år siden byttede lejligheden på Vesterbro ud med en villa i Randers.

Sammen med sin forlovede Trine og deres søn Vagn ville han tættere på deres rødder i Midtjylland.

– Der er mange, der ikke ved, hvor flot her er. Randers er super undervurderet, lyder meldingen fra den glade randrusianer.

Her nyder de ikke kun godt af, at trafikken er roligere og de har egen parkeringsplads i indkørslen. De nyder også, at de har bedsteforældrene lige rundt om hjørnet.

Det er halvandet år siden, at 34-årige Trine Johst Vammen og Christian Degn, 45, overtog huset i Randers. Siden da har de arbejdet hårdt på at få det renoveret.

Foto: Martin Høien

– Vi er flyttet tæt på familien. Jeg troede, jeg ville savne Vesterbro enormt meget, da jeg har boet der i 17 år. Men der sker bare noget andet her, erkender Christian Degn, som igen er spidsen for ”Nybyggerne” på TV2.

– Selvfølgelig spiller Bruce Springsteen ikke lige i Randers – og jeg kan ikke lige suse over til en fodboldlandskamp, men når det er sagt, så er der ølfestival, kæmpe loppemarked og boligmesse og madmarked, forklarer Degn til SE og HØR.

Desuden har de travlt med både børn og ombygning – og med at nyde, at naturen er lige rundt om hjørnet.

– Vi går til gymnastik med Vagn – og så går både Trine og jeg på jagt.

– Før skulle vi bruge en hel weekend på at komme på jagt, nu kan vi bare tage af sted, fortæller Christian Degn.

Midt i renoveringen kunne det virke uoverskueligt. Men ...

Foto: Privat

Det er femte gang, han står i spidsen for ”Nybyggerne”, som denne gang er optaget i Holstebro.

Her dyster fire par om nøglerne til det hus, som de indretter på rekordtid.

Christian Degn har altid været enormt imponeret af ”Nybygger”-parrene, men efter han selv har renoveret sit hus, er benovelsen blevet større.

– Jeg er dybt imponeret over, hvor beslutningsstærke de er. Så skal man være ret stilsikker, roser værten.

Hans eget hus er tæt på at være færdig, men han ved også, at der altid vil dukke noget nyt op.

– Jeg kan godt se, at der snart er et plankeværk, som ikke kan holde til tidens tand. Men i selve huset har vi to store ting tilbage, og dem tror jeg, at vi får klaret meget snart.

– Det er en terrassedør og en yderdør, som er utætte, siger Christian Degn.

På toppen af Kronjylland!

Foto: Privat

I Randers er der også blevet skabt en søn mere, som netop er blevet født.

– Vi har prøvet det før, men jeg bliver lidt nervøs af alle de venner, der har travlt med at fortælle mig, at nu bliver det alvor, siger den kommende far.

Akkurat ligesom mor og far glædede toårige Vagn sig til at møde sin lillebror, hvilket altså nu er sket:

– Jeg tænker, vi er klar. Det praktiske er ordnet – og så beder jeg til, at det ikke er et barn med kolik eller andre alvorlige skavanker, vi får, lød håbet fra tometermanden kort før fødslen.

Han holder fri i hele februar – og som selvstændig tv-vært vil han holde lidt drypvis barsel.

– Mange af mine jobs er ikke planlagt. Jeg ved ikke, om jeg skal optage ”Nybyggerne” igen i sensommeren, så jeg har svært ved at planlægge langt ud i fremtiden.

– Vi tager det lidt, som det kommer.

Bryllup i 2026

Det er ved at være et par år siden, at Christian Degn friede til Trine, men brylluppet har ladet vente på sig.

– Der var også en plan, som vi selv har ødelagt ved at have barn nummer to på vej, siger den gifteklare fyr.

– Trine vil ikke sidde og amme til sit bryllup. Hun vil gerne være nærværende og med god samvittighed kunne drikke både et og to glas vin, forklarer Degn.

Men parret håber, at de i 2026 både kommer på en længe ventet skiferie og bliver til hr. og fru.

Og midt i alle de andre projekter barsler han også med en lille ny baby til hele Randers – nemlig festivalen Blå Sol.

– Jeg har længe gået med en drøm om at være med til at lave noget i den stil. Så jeg tænkte: ”Nu må du gøre noget selv” – og det har heldigvis startet en lavine, erklærer Degn med et smil.

– Nogle gange skal man bare være den første til at sige: ”Skal vi ikke …?” Og så er der mange andre, der er med, forklarer Christian.

Omkring 500 frivillige skal på dagen være med til at styre bar, indgang og alle de andre opgaver. Og forhåbentlig bliver det en tilbagevendede festival.

– Ansvaret for, at den overlever, ligger hos dem, som bor her. Det nytter ikke noget, at folk sidder derhjemme med korslagte arme, siger den initiativrige ”Nybyggerne”-vært.

Du kan se alle før-og-efter billederne af Christians bolig nedenfor:

Sådan så køkkenet ud, da parret overtog huset.

Foto: Privat

Køkkenet er en af de ting, der er blevet skiftet ud i den smukke villa i Randers.

Foto: Privat

Inden børneværelset for alvor tog form, blev det gamle revet ned.

Foto: Privat

I huset har toårige Vagn selvfølgelig fået sit eget værelse, der indbyder til leg.

Foto: Privat

Midt i processen kunne det se overskueligt ud, men nu er parret ved at være ved vejs ende.

Foto: Privat

– I vores gang har vi en panelliste i halvanden meters højde. Den var druknet lidt i savsmuldstapet, og det var hvidt i hvidt. Så det var først anden gang vi så huset, jeg opdagede den, fortæller Christian og afslører, at det var den tidligere dommer i ”Nybyggerne”, Mette Helena, der kom med forslaget til tapetet.

Foto: Privat

– Önder (dommer i ”Nybyggerne”, red) insisterede på, at vi absolut måtte vælge kobber i tagets skotrender, og ikke det noget billigere zink. Jeg vidste godt, at han kunne koste deltagerne i ”Nybyggerne” sved og nattesøvn, men jeg havde aldrig regnet med, at han skulle koste mig 38.000 kr., siger TV2-værten med et smil.

Foto: Privat

Her er herligheden, Christian Degn selv beskriver som en ”ældre dame”, men som nu er shinet op.

Foto: Privat

Denne artikel blev først bragt hos Se og Hør, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også