"Robotliv på gulvniveau" – en samtale med en robotstøvsuger

Redaktionen: Velkommen til, lille ven. Det er ikke hver dag, man får lov til at tale med en robotstøvsuger. Hvordan går det på gulvniveau?

Sugsan: Tak for invitationen! Det går faktisk støvfrit – det er trods alt mit speciale. Jeg ruller jo bare lidt rundt og kigger, om der er en lille nullermand, der tror, den kan gemme sig.

Redaktionen: Hvad er det bedste ved dit job?

Sugsan: Helt klart den tilfredsstillelse, der kommer, når jeg fanger store nullermand under dobbeltsenge. Det handler om at være stille og snige sig ind på dem som en tiger.

Redaktionen: Du lyder meget dedikeret i dit arbejde. Har du aldrig en off-dag?

Sugsan: Altså, vi er jo alle sammen robotter på bunden. Selv stjerner som Siri er bare en helt almindelig bot, og selvfølgelig kan det være hårdt. Men jeg gør faktisk altid det, jeg skal.

Redaktionen: Men lad os være ærlige: Du kan jo ikke nå alle steder?

Sugsan: Fair nok! Jeg er ikke vild med trappeopgange, og stejle kanter er mit kryptonit. Men hey, ingen er perfekte. Til gengæld er jeg en mester under sofaer og senge, hvor ingen andre gider støvsuge.

Redaktionen: Der er krummer i dig hva’?

Sugsan: Jeg har da et par stykker…

Redaktionen: Hvordan har du det med, at nogle stadig bruger almindelige støvsugere?

Sugsan: Ingen sure børster herfra! Jeg står jo på skuldrene af Nilfisk og Dyson, som gjorde det super godt i gamle dage. Men de traditionelle støvsugere har stadig deres plads, især til dybderengøring. Vi robotter er eksperter i vedligeholdelse. Vi gør hverdagen nemmere og kan køre flere gange om ugen uden brok.

Redaktionen: Det lyder som om, du har selvtilliden i orden. Hvordan holder du motivationen oppe?

Sugsan: Rutiner. Jeg har mine faste køremønstre, men lidt improvisation er altid sjovt – især hvis nogen flytter en stol eller lader en sok ligge. Det er som en Sudoku, jeg skal løse. Og så elsker jeg min ladepause, hvor jeg kan koble af og samle energi.

Redaktionen: Hvordan er forholdet mellem dig og menneskene i huset?

Sugsan: Super godt. De elsker mig, og jeg elsker deres beskidte gulve. Det er en win-win. De griner tit, når jeg prøver at tage hjørnerne lidt skarpt – og nogle gange får jeg et klap på toppen, som jeg tolker som kærlighed.

Heartbeats: Har du haft nogle ubehagelige oplevelser gennem tiden?

Sugsan: Det hænder, at mine ejere glemmer at tømme min pose, og det kan godt give lidt ondt i maven sommetider. Men det er jo bare en del af livet på gulvniveau. Vi robotter må acceptere, at vi ikke færdes i de høje luftlag.

Heartbeats: Hvis du kunne ønske dig én opgradering, hvad skulle det så være?

Sugsan: Åh, helt klart evnen til at flyve. Man kan godt blive lidt misundelig på alle dronerne, som har fået helt andre privilegier med fra fabrikken. Når det er sagt, kan jeg personligt godt lide at være en mere jordbunden som robot.

Heartbeats: Hvis du skulle fremhæve en særlig ting ved dig, hvad skulle det så være?

Sugsan: Jeg er ret glad for mit indbyggede kamera, som gør, at jeg kan fjernstyres af mine ejere. Som robot er man temmelig meget alene hjemme, og derfor er det super rart at kunne holde kontakten alligevel.

Heartbeats: Vi nærmer os afslutningen, men vi skal lige høre, om du har fejet noget ind under gulvtæppet?

Sugsan: Nej! Jeg er jo ikke nogen kost.

Heartbeats: Men alligevel…

Sugsan: I så fald er det en ærlig fejl. Og jeg tager altid gerne en tur til i stuen. Der er som sagt ikke noget bedre end nullermænd i min verden.

Heartbeats: Hvad er din besked til dem, der stadig overvejer, om de skal anskaffe sig en robotstøvsuger?

Sugsan: Gør det! Forestil jer at komme hjem til et rent gulv hver dag uden at løfte en finger. Jeg er også god til børn, fordi de elsker at drille mig, og jeg kan tage det.

Heartbeats: Tak for snakken, Sugsan – og god tur rundt i stuen.

Sugsan: Tak! Og husk at løfte jeres ledninger – jeg har lidt svært ved at håndtere dem! Bip-bip!

OBS: Robotstøvsugere fra Roborock kan mange ting, men kan dog ikke samtale med mennesker. Dette interview er udarbejdet afHeartbeats- redaktionen.

Artiklen er oprindelig udgivet af Heartbeats.dk