Bolig
28. juli 2023

Sofie har indrettet det lille sommerhus med 90 procent genbrug. Og farver – masser af farver

Da Sofie og kæresten Rasmus overtog det lille solskinsgule sommerhus på Tuse Næs med fyrretræ på alle indvendige flader, gik de all-in på at forvandle det med farvede vægge, keramik og kulørte fund.
Af: Sarah Bacher Lundtoft
Boligindretning
Sofie arbejder til daglig som journalist, og har gjort sommerhuset i Tuse Næs til sin kreative legeplads.

Foto: Christina Kayser O.

Et fristed, som kunne give græs under fødderne, men som både var økonomisk og praktisk overskueligt. Sådan lød kravet, da Sofie T. Rasmussen og hendes kæreste, Rasmus Junggreen Lassen, som til daglig bor på indre Nørrebro sammen med deres lille søn Viggo, for et par år siden gik på sommerhusjagt.

Kravet blev indfriet i form af et lille gult træhus på en stor grund på Tuse Næs ved Isefjorden. Med blot 37m² er huset småt, men virkelig godt.

Hvem og hvad? 

Sofie T. Rasmussen, journalist, 28 år, sammen med kæresten, Rasmus Junggreen Lassen, 34 år og chefkonsulent, og deres søn, Viggo. Følg Sofie på Instagram @fund_og_farver.

Sommerhus på 37 m² fra 1969 på Tuse Næs ved Isefjorden.

Husets planløsning gjorde det nemlig muligt at få plads til både soveværelse, køkken, spiseplads, sofa og gæsteværelse ved hjælp af kreativ indretning.

Boligindretning

Skabet i sommerhusets opholdsrum er købt brugt på DBA.dk og malet med lidt restmaling og i samme farve som væggen. Gulvmalingen er fra Flügger og hedder Velvet Blue.

Boligindretning

I det lille sommerhus på blot 37m² er funktionerne mange på meget lidt plads, og i direkte forlængelse af spisepladsen, er husets interimistiske køkken. De farverige knive er fra Basic and More, og plakaterne på væggen er fra Kræss.

En bid af stuen er inddraget til et ekstra fleksibelt soveværelse, og derudover har sommerhuset et lille anneks, som også hyppigt fungerer som gæsteværelse.

Sofies tilgang til at transformere sommerhuset til familiens eget var enkel: Jo flere farver des bedre. Derfor er gulvet i dag havblåt, der er sandfarvede vægge, solgule vinduesrammer og et brændt orange spisebord.

Farver, som matcher med landskabet på Tuse Næs. Derudover har Sofie tilsat kulørte genbrugsfund såsom tekstiler, vægkunst og service.

Boligindretning

Der var en del møbler i huset, da parret overtog det, men de er skiftet ud med loppefund og understreger den nostalgiske retrostil.

Boligindretning

Patchwork og tekstiler er det første, Sofie leder efter, når hun træder ind i en genbrugsforretning.

Boligindretning

Sofie arbejder til daglig som journalist, og har gjort sommerhuset i Tuse Næs til sin kreative legeplads.

– Tanken var, at huset skulle proppes med farver og genbrugsfund, og at det hele egentlig mest bare skulle være en kreativ legeplads, hvor der ikke skulle renoveres ud over rent visuelt. Det har været helt perfekt til mit temperament.

– Selv om vi overtog huset med møbler, har vi ret hurtigt byttet langt de fleste ud med farverige og sjove genbrugsfund, forklarer Sofie om den farverige transformation.

90 procent købt brugt

Netop genbrugsfundene er sammen med farver, gammelt glas og keramik grundstenene i indretningen.

– Jeg vil tro, at i hvert fald 80-90 procent af alt i sommerhuset er købt brugt, selv fluesmækkeren! Derfor har ingen stor økonomisk værdi eller affektionsværdi for den sags skyld. Dermed er der heller intet, vi er sarte overfor. Alt må bruges, og alt kan blot erstattes af et andet fund, forklarer Sofie, der i stedet for selve tingene lægger vægt på selve stemningen og indretningen.

Tre tips til stilen

  1. Masser af kulør på alle flader og også gerne på møbler og interiør. Fokusér på pasteller, men tilføj gerne mørkere klatter.
  2. Bevar husets 1960’er-stil, og understreg den med ældre møbler, flet og genbrugsfund.
  3. Fyld skabe og hylder med glas og keramik med farver og mønstre.

– Jeg bliver så glad af alle farverne, men især det blå gulv til det orange bord er jeg vild med at se på. Og så elsker jeg, at det er et hus, alle vores venner også holder meget af at besøge. Det synes jeg er noget af det hyggeligste.

Boligindretning

Når du går på genbrugsjagt i loppe- og vintagebutikker eller på nettet, så gå efter farvet porcelæn, mønstret keramik og glas med farvede fødder, hvis du kan lide Sofies stil.

Boligindretning

Alle de udendørs møbler fulgte med sommerhuset, da parret overtog det. Efterfølgende har Sofie dog malet møblementet her hvidt. Det eneste, Sofie selv har købt, er parasollen, og den er fundet hos Ellos.

Boligindretning

Lyserød, blå og gul er Sofies tre yndlingsfarver, som hun ubevidst tyer til, også da husets større flader skulle males. Dørmåtten er fra Jysk.

Boligindretning

Krogen i stuen bruges til overnattende gæster, og gardinet fungerer som afskærmning, når hjørnet af stuen skal bruges som soveværelse. Sofaen er en sovesofa fundet gratis på Marketplace. Gardinet er fra Ellos, lampen fra Flying Tiger, mens gulvtæppet er fra DBA.

Tip!

Sofie har flere steder malet skabe, hylder og knager i samme farve som væggen. På den måde integreres de ophængte elementer og funktioner rent visuelt i udtrykket.

Boligindretning

Knagerækken hang i huset, da parret overtog sommerhuset. Kurven er fra en genbrugsforretning.

Boligindretning

De blå toner gå igen i det lille anneks, som er indrettet som soveværelse. Senge­tæppet er familiens strandtæppe.

Boligreportagen blev udgivet i femina uge 28, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs mere om:

Læs også