Vil du af med dit sengebord? Så er her et nemt og billigt alternativ
Foto: Tia Borgsmidt, Stine Christiansen, Mia Mortensen, Christina Kayser O., Søren Staun Petersen, Pernille Enoch, Tina Brok Hansen og pr
Småt er godt
Småt kan være en fordel i soveværelset, for små rum er nemme at få til at virke trygge og hyggelige. Undgå for mange møbler, gem rodet væk og vælg rolige, mættede farver som beige, rosa og offwhite for at skabe ro i rummet. Så har du din egen lille afslappende hule.
Luk lyset ind
Har du svært ved at falde i søvn? Og skal du hive dig selv ud af sengen om morgenen? Din hjerne er indrettet til at reagere på lyset omkring dig, så i den mørke årstid kan du hjælpe søvnen på vej ved at lade naturligt lys slippe ind. F.eks. kan du hænge lette gardiner op, så morgenlyset vil vække dig blidt.
Kølige farver giver ro
Vi tilbringer en stor del af livet i soveværelset, hvor vi samler energi til dagen, og det er derfor vigtigt, at indretningen fungerer for dig. Har du svært ved at falde i søvn om aftenen, kan det være en god idé at indrette rummet med kølige og afdæmpede farver såsom blå og grøn, der skaber ro.
Alternativt sengebord
En nem og billig løsning er at hænge en lille hobbykasse på væggen frem for et traditionelt bord. Den fylder mindre, og den lille skuffe er praktisk til f.eks. briller, læbepomade og medicin.
Rolig flade med én farve
Hvis du er heldig at have en hel væg med indbyggede klædeskabe, kan du male lågerne i en skøn afdæmpet farve. Det giver en enkel og ensartet flade. Og hvis du maler væggen over skabet i samme farve, giver det endnu mere sammenhæng og ro i værelset.
Luftige løsninger
Soveværelsets indeklima har stor betydning for din søvn, så hvis du har mulighed for det, er det en god idé at lufte ud i rummet to gange om dagen. Grønne planter gør også godt for indeklimaet, og så pynter de samtidig – så gå gerne på jagt efter et par nye grønne venner.
Siddeplads i skabet
Som regel kræver det en del hiven, trækken og akavet vrikken med hofterne at få strømpebukserne på, men det bliver en del nemmere med en god siddeplads. Det kan du få med en lille skammel, eller du kan gøre mere ud af det og få et indbygget skab med siddeplads. Indret den med en god hynde og puder til ryggen, så har du et helt hyggehjørne.
Udnyt luften under sengen
Er det sidste du ser, når du lukker øjnene om aftenen, rod i dit soveværelse? Så kan det være en idé at tænke i gode opbevaringsløsninger. Udnyt f.eks. pladsen med en seng med indbyggede skuffer med god plads til opbevaring. Hvis du er rigtig sej, kan du kaste dig ud i at bygge din egen seng. Så kan du helt selv styre, hvor mange og hvor store skuffer du vil have.
Sig godnat til telefonen
Du har sikkert hørt det en million gange før. Men den er altså god nok. Det blå lys fra telefoner og tablets er dårligt for søvnen. Det stopper nemlig produktionen af melatonin, så det tager længere tid for dig at falde i søvn. Det bedste er at opbevare al elektronik uden for soveværelset. Men bruger du telefonen som vækkeur, kan du evt. finde et sengebord med en skuffe, hvor du kan gemme telefonen væk.
Denne artikel blev første gang bragt af SØNDAG 35/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.