Stil
5. oktober 2021

Da Tor-Arne blev far, begyndte han at strikke til sin datter. Så kom de negative kommentarer

Da 29-årige Tor-Arne blev far, besluttede han sig for at lære at strikke. Det har resulteret i en hel garderobe af strik til datteren Olivia. Men ikke alle er vilde med Tor-Arnes strikkeevner.
Af: Anette Snarby, kk.no
https://imgix.femina.dk/2021-10-01/tor_arne_strikker.jpg

Foto: Privat

Smukke babysweatre i blødt silkegarn, pecanbukser med hulmønster og strømpebukser i håndfarvet bomuldsgarn.

Det er bare nogle af de mange ting, den 29-årige Tor-Arne har strikket til sin to-årige datter Olivia det seneste år.

Under navnet Strikktilbabyen deler han sine mange kreationer med andre strikkeentusiaster på Instagram.

– Jeg synes, det er en fantastisk platform, hvor folk er søde mod hinanden og løfter hinanden konstant. Jeg anbefaler alle, ikke kun mænd, at finde sin kreative side frem, uanset om det er strik, klatring eller stjernekiggeri.

– Det er let at blive inspireret af andre, og det er vigtigt at vise, at alle kan have deres egne interesser, siger han.

Tor-Arnes interesse for strik begyndte, da han og hans kone 31-årige Hawre ventede deres første barn – deres datter Olivia.

Udover at de begge arbejder som lærere, designer Hawre strikkeopskrifter under navnet Studio Gyth.

– Jeg begyndte at strikke i januar 2019, og Hawre hjalp mig med at lave en lille hat til vores kommende datter. Idéen var, at jeg også kunne bidrage med lækkert hjemmelavet tøj til vores barn samtidigt med, at min kone og jeg kunne have en hyggelig hobby sammen, mens vi glædede os til at blive forældre, siger han.

Tester gerne forskellige strikketeknikker

Tor-Arne har altid et projekt på pindene og ofte også flere på samme tid. Men med en aktiv to-årig er der blevet mindre tid til at strikke.

Hvis han formår at strikke ti timer i løbet af ugen, er han glad og tilfreds.

– Jeg skifter mellem store og små projekter samt mere enkle og komplicerede. Jeg synes nok bedst om at kunne strikke til min datter nu, hvor hun er begyndt at vise interesse for det, hun har på.

– Lige nu er hun interesseret i kjoler, og hun spørger ofte, om hun kan få en kjole fra mig. Det motiverer mig til at strikke noget, hun vil have, og som hun bruger.

– Både min kone og jeg går meget op i bæredygtighed, og derfor er det vigtigt, at den beklædningsgenstand, jeg laver, bruges korrekt, er af god kvalitet og fremstillet af bæredygtige og etisk korrekte materialer.

– Ellers er jeg meget glad for at strikke ting, hvor ”der sker noget”, at der er et mønster og nye spændende teknikker.

https://imgix.femina.dk/2021-10-01/olivia_2_aar.jpg

Blev kaldt bitch og bøsse

Strikning ses stadig ofte som en kvindeaktivitet. Og selvom Tor-Arne får en masse sød og god respons, får han også kommentarer fra folk, der mener, at strikning kun er noget, kvinder bør gøre.

En af grundene til, at Tor-Arne har valgt at dele sin hobby på sociale medier, er netop for at bekæmpe sådanne fordomme.

– Enhver, der vil, burde jo kunne prøve at strikke eller kaste sig ud i andre hobbyer uden at skulle få at vide, at man har det forkerte køn eller den forkerte seksuelle orientering.

– Jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg er homoseksuel. Og jeg har modtaget kommentarer som, at jeg er en bitch eller bøsse.

– Heldigvis påvirker det mig ikke, men det viser, at der stadig er et job, der skal udføres med henblik på at bekæmpe fordomme generelt.

– Jeg er måske engageret i en lille og snæver kamp mod fordomme, men jeg håber, at jeg også kan være med til at belyse det større billede.

– Men det er også lidt svært, for jeg har jo netop fået så meget opmærksomhed på min strikning, fordi jeg er en mand. Så det er også ret paradoksalt, siger han.

Denne artikel blev oprindelig bragt på KK.no.

Læs også