De her film og serier giver den perfekte garderobe-inspiration
Foto: Discovery Networks Danmark
Du behøver ikke abonnere på Vogue eller andre modemagasiner for at blive inspireret til, hvad du kan fylde dit klædeskab op med af tidløse godis.
Faktisk kan du nøjes med at tænde for fjernsynet, for mange film og tv-serier er en regulær opvisning i god stil.
Redaktionen har budt ind med deres forskellige favoritter, og på den måde har vi forsøgt at ramme hele stil-paletten. Der er altså ikke kun høje hæle og tyl at hente fra Sex and the City, men også ruskind og motorcykler, denim-kærlighed og italiensk 1950’er-nostalgi.
Se hele listen her, find din favorit og få inspiration til garderoben fra Tom Cruise, Sidse Babett-Knudsen og Diane Keaton. For bare at nævne et par stykker.
‘The Bear’
Begrebet ‘chef core’ blev en ting, efter tv-serien ‘The Bear’ tog verden med storm. Med perfekte, sprøde hvide t-shirts, straight denimbukser og Birkenstock-modellen ‘Boston’ ligner karaktererne i Carmen Berzattos (Jeremy Allen White) køkken nogen, der snildt kunne gå på en runway til Copenhagen Fashion Week. Seriens outfits er en vidunderlig potpourri af tøjklassikere, der nok aldrig rigtig går af mode. Og den slags er utvivlsomt rare at have i sit repetoire i en tid, hvor modesæsoner og mikrotrends skifter, som vinden blæser. Chef Sydney (Ayo Edibiri) smider også nogle uimodståelige dynejakker, overalls, bandanaer og forede denimjakker ind i billedet. Der findes naturligvis en hel Instagram-profil, der har helliget sig at samle alle seriens gode outfits.
‘Cocktail’
De fleste ville nok tænke på ‘Top Gun’ (1986) som det første, hvis de skulle nævne en film, hvor Tom Cruise bare ser ræddi godt ud. Og ja, der er da også noget med pilotjakkerne med overdimensionerede skulderpuder for ikke at tale om aviator-solbrillerne. Men i Tom Cruise-sammenhænge er ‘Cocktail’ en glemt, måske endda overset, perle. Her kører Brian Flanagan (Tom Cruise), der er bartender i New York, nemlig et tårnhøjt skjorte-game. Skjorterne er luftige, ærmerne er smøget op, de er let oversized i pasformen, og så har de det helt rette antal knapper stående åbne. I filmen er Flanagan både på arbejde på en bar i New York i hvide og sorte skjorter, sommetider tilsat et løst slips, men jobbet fører ham også til Jamaica, hvor han afslører et arsenal af loose skjorter med print – og endnu flere åbne knapper. ‘Cocktail’ giver dig lyst til at putte skjorten ned i bukserne igen – og til at føntørre dit hår med en rundbørste.
‘La Dolce Vita’
Kæmpestore solbriller, cocktailkjoler med bare skuldre og lange slæb, skræddersyede jakkesæt, kraftig eyeliner og bølgede frisurer. Ej, men mit hjerte, hvad mere vil du have? I den legendariske italienske film ‘La Dolce Vita’ (1960) spiller svenske Anita Ekberg og italienske Marcello Mastroianni over for hinanden, og de emmer af klasse og fordums elegance.
‘Den eneste ene’
1990’erne får ikke altid nok anerkendelse for årtiets bidrag til fashion. ‘Den eneste ene’ er imidlertid en af de film, som – i min optik – står tilbage som et regulært flagskib med alt det allerbedste fra 90’erne. Sus (Sidse Babett Knudsen) har de smukkeste højhælede mule-sandaler, satinkjoler med spaghettistropper, mørkerød, mat læbestift og opsatte frisurer, og Stella (Paprika Sten) sporter ligeledes en drøm af en lyserød t-shirt med pels på ærmerne. Filmen er fra 1999 og står altså på tærsklen til 00’erne, og det kan man godt se. Den leverer imidlertid chiffon og fjer på en mere afdæmpet måde, end da det kammede totalt over for bannerførere for dén stil, såsom Venga Boyz og Toybox.
‘First Wives Club’
Det er efterår i New York, og det er virkelig pænt. I ‘First Wives Club’ (1996) er der trenchcoats i brune camel-nuancer, rullekrave-bluser, figursyede skjorter og blazere, smalle solbriller, lange støvler, nederdele og perlekæder galore. Goldie Hawn, Bette Midler og Diane Keaton giver hver deres versionering af efterårsstilen, og de er alle indbegrebet city chic. Deres outfits er tidløse, og så er historien om de tre veninder, der på én gang vil frigøre sig fra og hævne sig på deres utro eksmænd, bare virkelig sjov og rørende.
‘Pulp Fiction’
Quentin Tarantinos ‘Pulp Fiction’ (1994) er en regulær must see af et væld af årsager. Behøver jeg sige mere end ‘Royale with cheese’? Nå, men udover gyldne replikker og legendariske scener er ‘Pulp Fiction’ også leveringsdygtig i virkelig god stil. Særligt Butch, der spilles af selveste Bruce Willis, optræder i et outfit, som jeg godt tør sige, aldrig kommer til at gå af mode. I gummisko, hvid t-shirt, lyse jeans med det helt perfekte slid og en drøm af en kort ruskindsjakke kører han rundt på sin lowrider og ordner business. Hvis du skal bruge alle dine penge på ét sæt i god kvali, så er det her et virkelig godt bud. Og det helt uanset køn, alder og alt derimellem.
‘Sex and the City’
Det ville være aldeles blasfemisk at lave den her liste uden at nævne ‘Sex and the City’. Serien, der vitterligt har skrevet sig ind i modehistorien. Kostumedesigner, Patricia Field, er blevet et ikon, og det er et væld af seriens outfits også. Tænk bare på Carries (Sarah Jessica Parker) tutu i åbningsscenen, ‘the naked dress’ eller pelsfrakken og paillethuen, nytårs-outfittet, som hun krydser Manhattans gader i en snefyldt nat. ‘Sex and the City’ blev vist første gang i 1998, og seriens fire hovedpersoner Carrie (Sarah Jessica Parker), Miranda (Cynthia Nixon), Charlotte (Kristin Davis) og Samantha (Kim Cattrall) flauntede deres attributter og det i en legesyg og vidunderlig flamboyant stil. Det er umuligt at se serien uden at blive inspireret til at spiffe ens egen garderobe lidt ekstra op. More glitter, less bitter, som man siger. Der findes selvfølgelig også en Instagram-profil, der har samlet alle de blændende sæt fra serien.