Hylde med blikfang
Måske husker du de kiksede metalhyldeknægte fra din barndom, dine forældres hus eller fra din institution? Invitér dem ind i boligen igen, for de er superpraktiske og kan tilpasses både i bredde og længde.
Det skal du bruge:
- Metalhyldeknægte
- Fint sandpapir
- Spraymaling
- Træ- og metalmaling
- Lille filt-malerrulle
- Træhylde
- Skruemaskiner og skruer
Slib hyldeknægtene let. Spraymal dem ad 2-3 omgange i tynde lag. Slib hylden let, og mal den ad 2 omgange. Hæng hyldeknægtene op, og skru træhylden fast.
Grønt look
Du kan nemt forvandle en vitrine eller reol ved at male indersiden i en anden, kraftigere farve end ydersiden. Det blyindfattede glas giver skabet her et retrolook.
Det skal du bruge:
- Sandpapir
- Grundrens
- Reol
- Malertape
- Grundmaling til træ
- Malerrulle og pensel
- Træ- og metalmaling i to nuancer – her er brugt 10430 Dempet Savanne fra Jotun og RAL-farven Pure Green.
Slib og rens skabet. Sæt malertape på glasset. Grundtal, og mal dernæst møblet ad to omgange.
Kulørte loppefund
Skal du ud at ose på sommerens markeder, kan du især gå efter flet, ting med/i metal, glas og vaser med sjove forme. Lidt kiksede loppefund kan få nyt liv og give en poppende effekt i et stilleben, hvis du giver dem en klat maling. Her har en gammel metalboks, en figur og en vase fået en omgang spraymaling.
Kunstnerisk papmaché
Kan man sidde på papmaché-møbler? Sagtens! De skal bare tørre et par døgn. Her er det en almindelig træskammel, der er tryllet om til en kunstnerisk sag.
Det skal du bruge:
- Skammel
- Aviser
- Malertape
- Papmaché-pulp
- Evt. skolelim Træ- og metalmaling
- Pensel
- Evt. lak
Form din skammel ved at krølle avispapir omkring skamlens ben. Fæstn med malertape. Rør pulpblandingen op med vand i målene 3:1, til blandingen har konsistens af let flydende modellervoks. Tilsæt evt. ca. 10 % skolelim. Put små klumper på avispapiret med fingrene, og glat ud. Fortsæt, til hele skamlen er dækket. Lav evt. tykkere steder nogle steder – det er let at arbejde med. Lad tørre. Giv skamlen grøn maling ad 2 omgangen, og lad tørre.
Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG uge 36/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.