Stil
15. februar 2016Forårets 10 hotteste tendenser
Nye former og farver, uskyldig renhed, inspiration fra de varme lande og en dejlig tur i sommerhaven – det er essensen af de tendenser, vi tror på her til foråret. Flere er gengangere fra vinteren, så det er nemt at supplere det, du allerede har i skabet.
Af: Christine Sonne-Schmidt
Foto: Jakob Kirk
#1 Orange is the new black Orange-rød er en af forårets vigtigste farver og udstråler i dén grad power! Fungerer både som helt look, med mønster eller som tilbehør. Hvis du ikke er til det massive røde look, så brug et fint print og bland det med hvidt. #2 Ohøj sailor Det maritime look er klassisk og sporty, båret frem af marineblåt, hvidt, rødt og striber – kombineret med dette forårs nye bukser med vidde eller svaj og kridhvide sneakers. Reb og blanke knapper på skrå er fine detaljer, der pynter på turen til søs. #3 Blomsterflor Stilen er ultra feminin og ladylike med et strejf af det tilknappede victorianske. Inspirationen er blandt andet hentet i de engelske rosenhaver, og hvis du vil undgå at ligne et omvandrende blomsterbed, så mix med ensfarvet. Går du all-in, er du hottere end hot. #4 Douce rosa Den nye forårsfarve i din garderobe smager af jordbæris og rabarbersaft. Den er flot til solbrun hud, men brug den allerede nu og tag forskud på de lysere tider. SE OGSÅ: De største modetendenser til sommeren 2016 #5 Jungletrommer Den etniske trend ses stadig overalt på podierne. Mønstrene fra de fjerne egne har længe været inspirationskilde for den franske topdesigner Isabel Marant og er siden fortolket af stort set alle designere. Tænk overdådige mønstre, store smykker, lag på lag og et strejf af ruskind. #6 Jorden kalder 70’erne lever endnu – i særdeleshed farveskalaen. Alle brune, gyldne, orange og rustrøde nuancer hitter lige nu. Kombinér med ruskind, frynser og metalliske elementer. #7 - Paisley Sjalsmønstret er en klassiker, der lige nu er yderst aktuel igen. Det berømte mønster stammer fra forstaden Paisley i Skotland, der blev kendt for sin tekstilproduktion. Paisley er fyldt med farver og kan mixes med kreolersmykker til et luksus-bohemelook. #8 Nye striber De er brede, smalle – eller et mix. De evig aktuelle striber går på alle ledder og kanter og er federe og mere grafiske end nogensinde før. Lad dem fylde hele – eller dele af – kroppen. #9 En ren verden Flæser, plisseringer og blonder. Hvide, creme og pastel nuancer i en verden af renhed. Vi er klar til sommeren – romantikken og uskylden længe leve! #10 Nye former Kodeord til sæsonens nye former er: Asymmetriske toppe, én bar skulder, nederdele med slå om-effekt og kjoler med flagrende haler. Sexet og sommerligt. SE OGSÅ: Her er kjolen, der er guld værd for din figur