Har du aldrig strikket før? Så skal du begynde med femina-sweateren
Foto: Thea Rytter
femina-sweateren er for dig, som aldrig har strikket en sweater før – selv om de garvede bestemt også må være med, for hvem kan ikke bruge en blød strik i samlingen her til vinter?
For at strikke vores femina-sweater skal du kunne de mest basale strikketeknikker.
Vi har listet op, hvilke teknikker der er brugt, og guider dig undervejs. Der er heldigvis også masser af hjælp at hente på YouTube, i Kimmie Munkholms app og helt sikkert også i din lokale garnbutik, hvor de ofte er meget hjælpsomme, hvis man kommer og ser tilpas opgivende ud.
Strikkelingo
En ny hobby kræver et nyt ordforråd. Er der ord, du ikke forstår, så prøv at google dem eller teknikken, så dukker der et væld af videoer og blogs frem.
En strikkeopskrift kan godt være ren latin til at starte med. Derfor har vi skrevet denne opskrift helt uden de ellers meget berygtede forkortelser, så du i hvert fald ikke skal bakse med det som det første.
Garn, pinde og strikkefasthed. Alt det skal man have styr på, når man træder ind i strikke-rækkerne.
I din lokale garnbutik kan de hjælpe dig med et egnet garn, hvis du ikke kan få det, der er opgivet her i opskriften.
Det vigtigste at orientere sig efter er strikkefastheden. Den siger noget om, hvor mange masker du skal have på 10 cm. Har du flere masker på 10 cm, end opskriften foreskriver, så bliver din trøje for lille. Har du for få, så bliver din trøje for stor.
Derfor er de pinde, der står, kun vejledende, for hvis du ikke kan opnå den angivne strikkefasthed med de vejledende pinde, så må du justere pindetykkelsen.
Har du for mange masker på 10 cm, så skal du gå op i pindetykkelse, så dine masker kommer til at fylde mere. Har du for få masker på 10 cm, så skal du gå ned i pindetykkelse, så dine masker kommer til at fylde mindre.
Sådan læser du opskriften
Start med at orientere dig efter, hvilken størrelse du skal bruge. Alle størrelserne står adskilt af parenteser.
Når du har fundet din størrelse, skal du efterfølgende orientere dig efter den samme parentes resten af opskriften.
Husk at tjekke, at den størrelse, du har valgt, også matcher den overvidde, der er angivet, så du er sikker på, at den passer dig. Overvidden er sweaterens brystmål.
Denne sweater er tænkt som at have et lidt tæt fit, og det betyder, at sweaterens overvidde gerne må være cirka 5 cm større end dit eget brystmål.
Trøjen strikkes oppefra og ned med raglanudtagninger. Ordet ”raglan” henviser til selve konstruktionen ved ærmerne. Raglanen kan ses som den stribe, du kan se på hver side af trøjen.
Der er i alt 4 raglaninddelinger på trøjen, og du tager ud på hver side af dem, så du laver 8 udtagninger pr. omgang. Herved bliver trøjen bredere fra halsen og ned, til du til sidst har til både ærmer og krop.
Der står angivet, at du skal bruge maskemarkører, når du skal strikke. En maskemarkør bruges til at vise, hvornår i arbejdet du skal gøre hvad. Her bruges maskemarkørerne til at vise, hvor raglanen laves.
Du kan lave dine egne maskemarkører af eksempelvis garn i en kontrastfarve eller købe færdige maskemarkører i en garnbutik.
Du kan prøve trøjen på undervejs, for at tjekke om den passer. Det er let at tilføje ekstra udtagninger, hvis du ønsker trøjen bredere, eller at strikke den både længere og kortere end angivet.
Det er en god ide at læse hele opskriften, inden du går i gang med at strikke. Dermed ved du, hvad der sker, og får ikke overset noget, før det er for sent.
Størrelser: XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL (4XL)
Sweaterens overvidde: 86 (92) 98 (106) 116 (124) 130 (138) cm
Garn: Happy fra Fraya Yarn (forhandles af Stof og Stil/Selfmade). 50 g = 110 meter
Garnmængde: 300 (350) 400 (400) 450 (450) 500 (500) g
Vejledende pinde: Rundpind eller strømpepinde 5 mm til kanter, rundpind 6,5 mm til resten, evt. strømpepinde til ærmer
Strikkefasthed: 13 masker x 20 omgange = 10 x 10 cm
Teknikker brugt i opskriften
Slå masker op
Strikke rundt
Ret
Vrang
Udtagning mod højre: Før din venstre pind ind i lænken mellem de to masker bagfra, og strik lænken ret.
Udtagning mod venstre: Før din venstre pind ind i lænken forfra, og strik lænken drejet ret.
Strikke 2 ret sammen
Aflukning
Hals
Slå 58 (58) 62 (62) 62 (66) 66 (68) m op på rundpind 5 mm. Sæt en maskemarkør i starten af omgangen, og strik rundt i rib ved at strikke skiftevis 1 ret, 1 vrang.
Strik 6 cm rib. og skift til pind 6,5 mm.
Strik 9 (9) 9 (9) 9 (10) 10 (10) ret (disse masker bliver til højre ærme), sæt en maskemarkør, 20 (20) 22 (22) 22 (23) 23 (24) ret (disse masker bliver til forstykket), sæt en maskemarkør, strik 9 (9) 9 (9) 9 (10) 10 (10) ret (disse masker bliver til venstre ærme), sæt en maskemarkør, strik 20 (20) 22 (22) 22 (23) 23 (24) ret (disse masker bliver til bagstykke).
Nu har du strikket hele omgangen rundt og er ved den markør, du satte til at starte med, som markerede omgangens begyndelse. Du har dermed 4 maskemarkører i alt.
Fra næste omgang starter du med at tage ud omkring hver markør.
Tag ud omkring markørerne 1 maske før og 1 maske efter hver markør = 8 udtagninger på en omgang.
Når du tager ud før en markør, laver du en ”Udtagning mod højre”, og når du tager ud efter en markør, laver du en ”Udtagning mod venstre”.
Tag ud på hver omgang i alt 3 (3) 4 (4) 4 (5) 5 (6) gange. Du har nu i alt 82 (82) 94 (94) 94 (106) 106 (116) masker på pinden.
Tag herefter ud på hver 2. omgang i alt 7 (7) 6 (8) 10 (10) 12 (13) gange. Du har nu 138 (138) 142 (156) 174 (186) 202 (220) masker på pinden.
Tag herefter ud på hver 3. omgang i alt 6 (8) 9 (10) 11 (12) 12 (12) gange. Du har nu 186 (202) 214 (236) 262 (282) 298 (316) masker på pinden fordelt som 41 (45) 47 (53) 59 (64) 68 (72) masker til hvert ærme og 52 (56) 60 (65) 72 (77) 81 (86) masker til hvert af for- og bagstykket.
Deling af krop og ærmer
Krop og ærmer skal nu adskilles. Ærmerne sættes til hvile, mens du strikker kroppen. Tag en tyk nål og tråd med et stykke garn i en kontrastfarve. Strik hen over de første 41 (45) 47 (53) 59 (64) 68 (72) masker (højre ærme), og før dem herefter over på tråden med nålen. Bind en knude på tråden, så den danner en ring, så maskerne ikke falder af.
Strik herefter hen over de næste 52 (56) 60 (65) 72 (77) 81 (86) masker (forstykket), og strik så de næste 41 (45) 47 (53) 59 (64) 68 (72) masker (venstre ærme), og sæt også disse masker på en tråd. Strik færdig over bagstykkets masker.
Nu har du adskilt ærmerne fra kroppen, og herfra strikkes rundt over for- og bagstykkets masker.
På første omgang rundt starter du med at slå 4 masker op i hver side, hvor for- og bagstykke mødes. Dette gøres ved at starte omgangen med at slå 4 masker op, strik hen over forstykkets masker, slå 4 masker op i forlængelse, og strik hen over bagstykkets masker. Nu hænger for- og bagstykke sammen. Du har nu 112 (120) 128 (138) 152 (162) 170 (180) masker på omgangen.
Strik rundt i glatstrik, til arbejdet måler i alt 50 (52) 54 (56) 58 (60) 60 (60) cm målt fra opslagskanten og lige ned.
Skift til pind 5 mm, og strik herefter rundt i rib ved skiftevis at strikke 1 ret, 1 vrang i alt 5 cm, og luk af med ret over ret, vrang over vrang.
Ærme
Sæt maskerne til det ene ærme tilbage enten på en lille rundpind 6,5 mm eller på strømpepinde. Slå 4 masker op i starten af omgangen, og placer en maskemarkør i midten af de nye masker, her starter omgangen. Du har nu 45 (49) 51 (57) 63 (68) 72 (76) masker på omgangen.
Strik rundt i glatstrik, til ærmet måler 54 (56) 56 (58) 58 (59) 59 (59) cm målt fra halskanten og ned målt på ærmets overside. Skift til pind 5 mm, og tag ind jævnt fordelt ved at strikke 2 ret sammen, til du har 30 (32) 33 (34) 36 (36) 38 (38) masker tilbage.
Strik rundt i rib ved skiftevis at strikke 1 ret, 1 vrang i alt 5 cm, og luk af med ret over ret, vrang over vrang. Strik det andet ærme på samme måde.
Montering
Tillykke – du har lavet din helt egen hjemmestrikkede trøje!
Når du er færdig med at strikke, skal du hæfte alle ender. Du skal også sy hullet under hvert ærme sammen.
Herefter er det en god ide at skylle trøjen op efter vejledningen på banderolen. Derved vil eventuelle spindeolierester i garnet, og hvad end der måtte være drysset i af snacks undervejs, blive skyllet ud, men endnu vigtigere, så vil garnet folde sig smukt ud og lægge sig jævnt.
Lad trøjen tørre liggende fladt på et håndklæde – træk den gerne lidt i form, når du lægger den til tørre.
Herefter er det bare at hive din nye yndlingstrøje over hovedet og nyde efterårsvejret iført den.
Del gerne dit resultat på de sociale medier under hashtagget #feminasweater