Stil
9. december 2011

Julefrokoster, juleaften og nytårsaften: Hvad skal du tage på?

Få stylistens bedste tips til en ufejlbarlig garderobe
Af: Annette Aggerbeck
https://imgix.femina.dk/media/339d3f670a5346e3a1026b877b1ad396.jpg

Illustration: Istock Photo

Tøjet ligger spredt overalt, og du er ved at gå i panik. Kan du nikke genkendende til situationen? Verden er fuld af desperate kvinder med overfyldte klædeskabe. Selvom du har et af de populære walk-in closets, som vi ser i TVserier som "Sex & The City", kan det være svært at finde det rette tøj.

Det skyldes blandt andet, at mange kvinder har svært ved at finde deres identitet i forhold til tøj. De ved ikke, hvad de gerne vil udstråle. Det betyder, at de holder sig tilbage i stedet for at give den gas. De vælger de sikre cowboybukser i stedet for den farverige kjole for at være sikker på at blive taget alvorligt. Det er også stylist Tini Owilds erfaring.

- Kvinder er ofte bange for at skille sig for meget ud, og derfor har de en tendens til at klæde sig for kedeligt. Vi satser på det sikre, når vi er usikre. Så vælger vi basisfarer som sort, hvid, beige, grå og brun. Hvis du har lyst til friske farver, så start i det små - pift din tøjstil op med farver i et tørklæde, et bælte, en top, en T-shirt, så der er en chance for, at du får det brugt, siger hun.

Lækker på din egen måde
Stylist Tini Owild mener, at vi kvinder hver især kan blive lækre på vores måde. Hun er indehaver af firmaet Stylewise, der blandt andet hjælper kvinder med at finde deres personlige tøjstil.

Det er et spørgsmål om at ville det nok og være indstillet på at investere tid i det i starten.

- Find ud af, hvad der skal til, for at du kan blive lækker. Du beskæftiger dig jo med tøj hver eneste dag, så hvorfor ikke bruge mere tid på at være bevidst om det. Det er en investering på sigt, så du hver dag får en god følelse, når du kigger i skabet. Det kan også have en afsmittende positiv effekt på andre områder af dit liv, som du ikke lige har regnet med, siger Tini Owild.

8 trin til din perfekte garderobe:
1.
Få overblik over dit tøj. Tænk over, hvad det er for en følelse, du ønsker, når du åbner skabet. Vær konsekvent og skil dig af med tøj, du ikke har haft på det sidste års tid, tøj, du ikke føler dig tilpas og lækker i, tøj, som ikke længere klæder dig, fordi du har skiftet kropsform, og tøj, som er out of date.

2. Find din stilkerne. Find ud af, om der er et mønster i dit valg af tøj - er der noget, du føler dig bedre tilpas i end andet, og hvorfor vender du tilbage til den tøjstil? Kontakt en personlig stylist, eller test dig selv på nettet f.eks. ved hjælp af stilnavigator.dk

3. Når du har fundet din stilkerne, kan du lege med din stil, så du ikke behøver at se ens ud hver dag, men bevarer din kerne, uanset hvilken følelse du ønsker at understrege netop den dag. Du kan få alle følelser uanset kerne, men når du kender din kerne, vil du føle dig godt tilpas, uanset hvad du har på.

4. Hver gang du køber et stykke tøj, så fokusér på, at det kan bruges til tre andre ting. På den måde bliver det nemmere at købe målrettet ind og undgå fejlkøb.

5. Lav en liste over, hvad du mangler for at kunne sætte flere ting sammen i dit skab. Ofte er fem-seks ting nok.

6. Prøv også gerne nye sammensætninger af tøjet i garderoben: Kig i dit skab, og øv dig i at sætte tre eller fire nye hele sæt sammen; sæt også sko og tilbehør til. Og husk at tage et foto, så du kan huske sammensætningerne.

7. Hvis du elsker dig selv og udstråler, at du har det godt med dig selv, så vil andre også holde af dig, og du vil virke mere attraktiv i det tøj, du vælger at have på.

8. Undgå at forveksle status med selvfølelse. En dyr kjole kan give høj status i visse kredse, selv om den ingenting gør for din selvfølelse. Det handler om at acceptere dig selv, som du er, og vælge tøj, som passer til netop dig.

Kilder: Katrine Axholm og Tini Owild

Katrine Axholm er parterapeut med en fireårig uddannelse fra Psykoterapeutisk Institut og en af forfatterne til bogen "Gør det noget, jeg støvsuger imens" (Pretty Ink). Læs mere på axholm.com

Tini Owild er stylist og mastercoach og har bl.a. skrevet "Fra o.k. til lækker", som kan købes via hendes hjemmeside stylewise.dk

Rødt til sæsonens fester

Opstrammende sager

Lune vinterhits

Læs også