Kom bag kulisserne på Q's modeskydning
foto: Christine Sonne-Schmidt og Caroline Reesbøll
Magasinet Q’s modeserie i vores seneste udgivelse blev skudt i flotte omgivelser på solrige Ibiza, hvor der mellem de mange tøjskift blev mulighed for at få en lille snak med vores skønne model Marie Komossa fra Tyskland. Marie fortalte om sit liv som plus-size-model og syn på flot og stilfuldt tøj til kurvede kvinder.
Hvordan blev du model?
- Et modelbureau skrev til mig og spurgte, om jeg var interesseret i at blive model. ”Hvorfor ikke?” tænkte jeg. Jeg skiftede bureau efter seks måneder, sagde mit job op og begyndte at arbejde fuldtid som curve-model, hvilket jeg har gjort i ca. 2,5 år nu.
Kan du leve af at være model?
- Ja, det kan jeg godt. Selvfølgelig er hver måned forskellig, men du lærer at leve med den risiko, og jeg synes bestemt, at det er det værd.
Hvad synes du om udvalget af plus-size-tøj?
Mange plus-size-mærker har udviklet sig, og tøjet er blevet langt mere lækkert. Dog ville jeg ønske, at alle brands lavede tøj til kvinder i alle størrelser, så vi kunne shoppe, hvor vi ville.
Hvad kigger du efter, når du shopper?
- Først og fremmest kigger jeg efter stilfuldt tøj, derefter størrelsen og til sidst prisen. Selvfølgelig er materialet og kvaliteten også vigtige for mig.