Lærke Baggers striktrøje gik verden rundt: Den skal bringe folk sammen

Mor til to små, chefdesigner for et stort dansk garnbrand og selvstændig strikdesigner resten af tiden.

Der er nok at tage sig til, men alligevel begynder Lærke Bagger sine anerkendte perlesweatre med, at hun trækker omkring 25.000 perler på garnet – hun er vild med processen, for når det kommer til strik, er hun meget tålmodig.

Som 23-årig mødte hun strikdesigner og en af landets førende tekstilkunstnere Isabel Berglund, der tog hende under sine vinger som praktikant. Det åbnede Lærkes øjne for, hvordan det kunne være muligt at leve af det, hun i forvejen brugte al sin tid på – at strikke.

– Vi lavede en 10 meter høj skorsten i strik til modeugen. Jeg troede ikke på, at man kunne leve af det. På det tidspunkt var jeg droppet ud af et universitetsstudie, og Isabel gav mig selvtilliden til at søge ind på designskolen.

Lærke Bagger startede på designskolen som 24-årig som en af de ældste elever på sin årgang.

– Da jeg startede, var studiet delt op i ”fashion” og ”tekstil”. Jeg vidste, hvad jeg ville: Jeg ville lave håndstrik, og det skulle være til beklædning. Ikke rumdelere, puder, tæpper eller strik i en rummelig kontekst. Jeg ville lave beklædning.

LÆS OGSÅ: Tak til pandemien for at åbne mine øjne for den ældgamle kunst at brodere

Lærke fortæller, at hun har været modeinteresseret, siden hun var lille. Men hun vidste dog alligevel hurtigt, at hun ikke ville vælge fashionlinjen.

Med den store interesse for beklædning og mode ville det ellers være oplagt, men når man, som Lærke selv siger, hader at sy, så er det ikke vejen at gå.

– Jeg synes, at syning går for langsomt. Og paradoksalt nok er jeg ret tålmodig, når det kommer til strik, men det der med først at skulle sy en model op i én slags stof, inden man kan få lov at sy det rigtige, det er slet ikke mig. Hvorfor skal jeg arbejde i et kedeligt og grimt materiale, når jeg kan lave mit eget?

- Jeg interesserer mig heller ikke for andre former for materialer. Altså jo, jeg kan godt se det smukke i et stykke vævet stof, men det gør intet for mig i forhold til strik. Jeg har prøvet det hele, for det skal man jo på designskolen, men jeg er altid vendt tilbage til strikken.

– Jeg kan lide processen i strikkeriet, hvor det hele tiden ændrer sig i mine hænder. Selv om det tager længere tid at strikke en trøje, så er selve processen mere givende, for jeg sætter hele tiden nye farver til og formgiver, så der er feedback med det samme.

- Strik kan så meget og kan modelleres undervejs. Så kan jeg trevle op eller ændre kurs, men det er et konstant samspil, forklarer Lærke.

Orden i kaos

Lærke har bunkevis af strikkeprøver liggende. Der er et mylder af farver sat sammen, teksturer i hobetal og løse ender, knuder og kvaster. Umiddelbart kan det se tilfældigt ud, men sådan er det ikke.

– Det er vigtigt for mig, at jeg er fri til den kreative del, men samtidig at det er så styret, at det ikke bare stikker af. Jeg er faktisk meget ordentlig. Jeg er god til deadlines og planlægning osv., og det tror jeg, er afgørende for, at jeg kan få produceret mine opgaver.

- Det nytter ikke noget, at der går kunstnertype i den, når man gerne vil leve af det her.

LÆS OGSÅ: Danmarks yngste borgmester: "Jeg har en forpligtelse til at gøre andre unge kvinder modige"

- Her hjælper min uddannelse, for uddannelse kan jo i høj grad bruges til, at man får nogle værktøjer, man kan bruge, når man sidder fast. Så man ikke bare sætter sig og græder. Det gør jeg ikke mere – det er lang tid siden, at jeg har grædt over et projekt, fortæller Lærke.

Mange af hendes prøver og materialer er helt tilbage fra designskoletiden.

– Jeg er en hoarder, og jeg samler alt. Da jeg var fattig studerende, var det også af nød, at jeg samlede selv de afklippede ender. Sådan er mine første restesweatre blevet til.

- Det er også det, jeg godt kan lide ved strik – det er demokratisk, fordi det er tilgængeligt for de fleste, og det fortæller en historie om, at det i tidligere tider er opstået netop af nødvendighed og med det, man nu lige havde, siger hun.

Hun har stor respekt for det klassiske håndarbejde og de traditioner, der ligger i strikkeriet. Da hun under første lockdown lancerede sin første opskrift i eget navn, Alone Together Sweater, mærkede hun for alvor den samhørighed, strikkeriet kan give på tværs af aldre, segmenter og evner.

Det var vigtigt for Lærke, at trøjen skulle kunne strikkes i mange størrelser, så alle følte sig inkluderet, og at den var nem at customize for den enkelte.

Den skulle bringe folk sammen, og det lykkedes i høj grad på Instagram, hvor der i skrivende stund ligger over 3.000 sweatre under tagget #alonetogethersweater.

En bedre designer af børn

Da Lærke startede på designskolen, havde hun ikke tænkt, at hun skulle lave strikdesign i eget navn. Det er en ny underbranche, der er skudt op de seneste fem-ti år.

– Da jeg startede med at studere, var det ikke en ting at designe selv og sælge opskrifter. Man kunne komme til at arbejde i industrien. Sidde for et modehus og lave swatches, der kunne sendes til Asien og blive strikket op for et andet brand.

Derfor kunne Lærke heller ikke have forudset det arbejdsliv, hun har nu som selvstændig strikdesigner. Men netop den selvstændige del af hendes liv er et emne, der også fylder hos hende: Moderskabet i forhold til rollen som iværksætter, og hvad det gør ved hende og hendes kreativitet.

– Med et begreb, jeg selv hader, men som jo dækker meget godt, så er jeg jo også ”momtrepreneur” (kvindelige iværksættere, der også er mødre, red.). Det burde ikke være noget, vi stadig snakker om, men det er det, og det er også noget, der fylder i mit arbejdsliv og selvforståelse, at jeg nu er mor til to børn.

- Det ændrer bare ens hverdag enormt, og jeg synes, at det er vigtigt at vise frem, at det sgu er ret sejt at være nogens mor og samtidig også knokle for sit eget.

– Jeg er blevet en meget bedre designer af at blive mor. Det er utroligt så effektiv, man bliver, når man kun har den afsatte tid til det, og det kan jeg godt lide.

- Tidligere kunne jeg godt gå til og fra projekter eller beslutninger, men nu skal jeg tage en beslutning, og så gør jeg det – og resultatet bliver jo ikke dårligere af den grund.

- Og at det så er med håndarbejde, jeg er selvstændig, synes jeg bare, binder en sjov sløjfe på det hele, fordi kvinder jo altid har skullet stå for husstandens tøj, samtidig med at de også skulle passe børn osv., så jeg føler mig også som en brik i historien.

Anerkendelse til hele branchen

Få måneder efter at Lærke havde gjort sig bemærket med sin Alone Together Sweater, kom nomineringen til Elle Style Awards som årets newcomer. Det er en nominering, der betyder meget for Lærke.

– Jeg synes, jeg deler den med mange af de kvinder, der er uddannet omkring samtidig som mig – Laura Dalgaard, Ditte Lerche, Tine Winther for eksempel – og som arbejder i det samme krydsfelt som mig med de gamle håndarbejdstraditioner på den ene side og mode på den anden.

LÆS OGSÅ: Når lunten er kort, springer hjemmeskolen i luften

- Det betyder noget for os, at håndarbejde bliver anerkendt af en anden branche. At man fra andre sider begynder at tage håndarbejdet og det, at folk skaber deres eget tøj, seriøst som en del af modebilledet. Som det jo i virkeligheden har været altid, fordi det er dét, folk har gået i – tøj, deres mor har syet og strikket. Inden for de seneste par år er det så blevet en modeting.

Både at det er blevet moderne at strikke, og også at det, man strikker, kan være et mode-piece i sig selv, og at de store strikdesignere er med til at præge modebranchen.

Vi er stadig ved at blive en skarpt defineret og etableret branche, men det er første skridt på vejen, at en anden branche nikker anerkendende til os, mener Lærke.