Makeup
7. marts 2025

Her er dine bedste venner, hvis du vil have flotte øjenbryn

Få fem gode råd til flotte øjenbryn her.
Af: Af Cecilie Rosfort-Nees
Bryn

Foto: Unslash/Francesco Giacomini

  1. Hvis du vil udfylde huller eller give dine bryn lidt ekstra fylde, skal du have fat i en øjenblyant med en så lille spids som muligt. Den slags har tit en lille kam i den anden ende, og den kan du rede brynene med (og rede farven lidt ”ind i brynene” med, så looket bliver så naturligt som muligt), når du er færdig med at fylde ud. Brug lidt tid på – og få eventuelt hjælp til – at finde den rigtige nuance.
  2. Hvis du ikke er tryg ved at ”tegne op”, kan du også vælge en brynmascara, som du nemt reder ind i brynene for at give lidt farve, fylde og hold. De fås også i gennemsigtige, som du kan bruge enten alene eller efter brynblyanten.
  3. Med et bryn-serum kan du få dine bryn til at vokse sig stærkere og fyldigere – et hit, hvis du tidligere har overplukket dine bryn. I følge Forbrugerrådet Tænk skal bryn-sera med prostaglandiner og prostaglandinlignende stoffer undgås. De kan have flere navne (f.eks. Norbimatoprost, Trifluoromethyl dechloro ethylprostenolamide, Dechloro dihydroxy difluoro ethylcloprostenolamide, Isopropyl cloprostenate og Ethyl tafluprostamide), så hold øje med ingredienslisten.
  4. I brynsaloner som f.eks. Kenny Anker Brow Studio kan du få en brynbehandling, hvor du får farvet og plukket bryn og bliver vejledt i, hvordan du selv kan lægge makeup på dine bryn.
  5. Når det kommer til at plukke, er dine venner en god pincet, et spejl, der forstørrer og gerne har indbygget lys – og begrænsningens kunst. Nøjes med at plukke de brynhår, der vokser uden for faconen. Husk, at lidt concealer under brynet får dine bryn til at fremstå endnu flottere – og nyplukkede.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 7/2025, der også er ejet af Aller Media.

Læs mere om:

Læs også