Brooke Shields datter fandt helt særlig kjole i sin mors klædeskab - og ser fantastisk ud
Foto: Mega
Det kan virkelig have sine fordele at have en mor med et veludstyret klædeskab. Det har Brooke Shields datter, Grier Henchy, netop erfaret.
Den 18-årige datter, der netop er blevet student, valgte nemlig at gå i sin mors klædeskab for at finde sit outfit til studenterceremonien, og det var ikke hvilken som helst kjole, hun kom ud med.
Det var nemlig den kjole, som Brooke Shields havde på, da hun blev gift med tennisstjernen Andre Agassi i 1997. Parret blev dog skilt to år efter, i 1999, men kjolen, den holder stadig.
Ikke nok med den giver den helt rigtige – og ægte – 90’er-vibe, der er ualmindeligt populær særligt blandt den unge generation netop nu, så slår Henchys genbrug også et slag for at bruge det, man allerede har i skabet. Eller i dette tilfælde: hvad ens mor har i skabet.
I et interview med People, forklarede Brooke Shields og Grier Henchy, at kjolen blev tilrettet lidt, inden Henchy hoppede i den.
”Vi rettede den lidt til, så snittet fremstod lidt slankere og mere enkelt. Vi fjernede al puffen, fordi jeg ikke ville have at den struttede,” forklarede Henchy.
Brooke Shields tilføjede, at det også var en fornyelse, at kjolen var stropløs.
Foto: Amco20 Tyja/Backgrid/Ritzau Scanpix
”Hun så fantastisk ud. Det er sådan en ære, når de (børnene, red.) har lyst til at have ens tøj på. Under normale omstændigheder synes de ikke, jeg er sej,” sagde Brooke Shields.
Det er dog ikke første gang, at Shields’ døtre går i hendes tøjskab, der ved nærmere eftertanke må indeholde en behørig samling moderelikvier.
Tænk engang: Det var jo Brooke Shields, der i 1980’erne som blot 15-årig fik sindene verden over til at gå i kog over en reklame, hun lavede for Calvin Klein Jeans, med teksten “Do you know what comes between me and my Calvins? Nothing.” En reklame, der slet var ikke gået i dag. Men ikke desto mindre var Shields altså med til at skrive modehistorie dengang, selv om afsættet var lidt tvivlsomt.
Men det er altså gået op for den tidligere model og skuespillers døtre, at der er noget at komme efter i moderens skab. I 2021 var det datteren Rowan, der gik i sin mors gemmer, og fandt en Richard Tyler-kjole, som Shields havde båret til Golden Globes i 1998, som hun tog på til sit high school gallafest.