Denne kulttaske fra 90’erne får et comeback denne sæson
Foto: Mega
Alt, hvad der bare lugter lidt af nostalgi, har potentiale til at blive et hit. Særligt når de nostalgiske noter kommer i en pæn indpakning og tilmed er blåstemplet af tidens største meningsdannere.
Tag blot eksemplet (og fænomenet) Zendaya, der gang på gang tager kegler med sine tøjvalg, uanset om det er til premierer eller privat, hvor hun ofte finder vintage-sager frem.
Men lad os dvæle ved de looks hun sporter, når hun ikke er gæst på en rød løber. For der er hun bestemt værd at skele til for et hint om, hvad der kommer til at præge moden det næste stykke tid – uanset om det er vintage eller ej.
Hendes seneste tøj- og accessory-valg er ingen undtagelse.
Senest er hun nemlig blevet spottet ad flere omgange med en taske, der var en it-taske, før begrebet ’it-taske’ fandtes, nemlig 'Diane'-tasken fra Louis Vuitton, designet af Marc Jacobs for det franske modehus i slutningen af 1990’erne.
Foto: Splash/Ritzau Scanpix
'Diane'-tasken blev genintroduceret af Louis Vuitton i 2022, hvor den også fik sit navn (før hed den bare ’skuldertaske’), og det tapper lige ind i en tendens, vi ser på tværs af modehuse, hvor brands som blandt andre Balenciaga genintroducerer den tidligere populære taskemodel ’Motorcycle’ (nu kaldet ’City’) og Gucci har genindført ’Jackie’ og ’Horsebite’-modellerne.
Foto: PR
Og noget tyder på, at tasken bliver det nye store taskehit. Den originale forgænger for tasken oplever lige nu et boom på vintage-sider, og bliver solgt næsten dobbelt så hurtigt som andre Louis Vuitton-tasker. Det har en talsperson fra luksusgenslagssitet, Rebag, udtalt til Vogue.com.
Foto: PR
Louis Vuitton hos thevintagebar.com, 1.218 kr.
Den stigende efterspørgsel på modellen kommer ikke blot i kølvandet af relanceringen af ’Diane’ i 2022, men er i sær opstået de seneste måneder, efter Zendaya er blevet set med den nye model til blandt andet Wimbledon og i Notting Hill i London.
Foto: Mega
Og vi forstår godt populariteten – særligt ved den originale model, der lige nu kan opstøves hos vintage-forhandler (hvis man er hurtig, vel at mærke).
Skuldertasken er både klassisk og praktisk i det, den er gjort i Louis Vuittons relativt slidstærke signatur monogramkanvas, har crossbody skulderstrop og er mere rummelig end mange af tidens andre populære tasker, der knap kan indeholde en iPhone.
Så mon ikke Diane – både i ny og gammel version – er et gensyn fra 90’erne, vi kan glæde os til at se mere til det næste stykke tid?