Dette overraskende materiale kommer til at være på alle tasker denne sæson
Foto: MEGA
Hvis du skal investere i én taske, dette efterår, så lad den være i ruskind.
Selvom det bløde lædermateriale i sig selv ikke er en nyhed, eller et revolutionerende valg, når efteråret og dets obligatoriske nuancer af brun melder sin ankomst, så er tasker i ruskind alligevel mere præsente denne sæson, end de længe har været.
Uanset som man ser til The Rows nyeste bud på en klassiker, den ckokoladebrune Margeaux-model, der er over alt på Instagram netop nu, Khaites karamelfarvede ’Lotus’, der er blevet en nærmest konstant forlængelse af Katie Holmes’ skulder, hvorfra den falder i bløde folder eller Totêmes boho-version af en tote bag i mælkechokoladefarvet ruskind, så er der ingen tvivl om, at brunt ruskind er materialet, man skal gå efter denne sæson.
Også brands som Bottega Veneta, Jacquemus, Prada og Saint Laurent har introduceret deres populære modeller i det efterårsvenlige materiale, ligesom der er glimrende (og mere prisvenlige) alternativer at finde hos Arket, Decadent, Mango, Coach, J.Crew og Tod’s.
Men hvorfor er ruskindstasker, der immervæk næsten altid har været fast inventar hos bløde boho-brands som Isabel Marant, lige pludselig synes at være mere allestedsnærværende end de plejer?
Det kan måske have noget at gøre med, at i den usikre geopolitiske og økonomiske tid, vi befinder os i, søger hen mod (forbrugs)valg, der læner sig op ad noget mere sikkert og langtidsholdbart, end i tider, hvor alt bare er honkey-dory.
Og her er ruskind et glimrende valg.
Ruskind har karisma nok til at skille sig positivt ud fra mængden, men er alligevel tilpas klassisk til at kunne bruges igen og igen fra år til år.
Det er det, som modeeksperter kalder ”low risk, high reward”, altså en ’chance’ man tager med et element, som måske adskiller sig en smule fra det man plejer, men ikke er så syret at det stikker helt af fra hverken generelle trends eller personlig stil, men vis effekt er umiddelbar og iøjnefaldende.
Det er præcis dét et element – herunder alt fra tasker til støvler og frakker - i ruskind giver.
Dog er tasken en af de mere sikre investeringer man kan gøre sig i ruskind, da ruskindssko ofte er en tand for sarte til det danske efterårsvejr, og en frakke i ruskind er et statement piece, der måske ikke bliver brugt hver dag.
En taske derimod er anvendelig – og ikke i samme kontaktfrekvens med våde fortove som sko.
Ruskindstasker passer desuden til de fleste personlige udtryk. Alt fra Sienna Miller’sk boho anno 2005 til Katie Holmes’ afslappede New Yorker-stil til Kelly Rutherfords ’rich mom energy’ fra dagens modebillede bliver kun positivt forbedret med elementer i ruskind.
Så det er vist sikkert at sige, at en taske i det bløde, karamel eller chokoladefarvede materiale er en vinder dette efterår… og mange efterår ude i fremtiden.
Foto: PR
Arket, 2.290 kr., kan købes her
Foto: PR
Coach, 2.400 kr., kan købes her
Foto: PR
Totême, 7.090 kr., kan købes her