
Fire modetrends, der kommer til at være allevegne i 2025

Foto: Copenhagen Fashion Week
Nyt år, nye tendenser. Det er lige så sikkert som amen i kirken, men heldigvis er det også sådan, at moden går i ring, og du måske allerede har alt, du skal bruge til at være *fash* denne sæson liggende hjemme i skabet.
I hvert fald tyder alt på, at vi skal have fat i nogle gedigne klassikere det kommende år - fra jordfarver til professionelle takter, de jeans, du elsker og printet, du måske elsker at hade (eller ikke kan få nok af).
Vi har identificeret fire trends for 2025, som du allerede kan tage i brug nu.
Dyreprint
Der var ingen tvivl efter den netop afholdte modeuge i København, og de internationale modeuger, der løber af stablen i skrivende stund, bekræfter tendensen: Dyreprintet, altså i den klassiske leopardform, er tilbage. Herhjemme var bannerføreren Baum und Pherdgarten, men printet er også dukket op hos Valentino og COS. Så, grrr…. Gør dig klar til et vildt modeår.

Foto: Copenhagen Fashion Week
Pantones Mocha Mousse
Pantone har udnævnt årets farve til at være ‘Mocha Mousse’ og i radioen er Sabrina Carpenters’ ‘Espresso’ stadig ganske uundgåeligt. Derfor var det kun et spørgsmål om tid, før den kaffeholdige trend fandt vej til dit klædeskab. Det er sket nu, og alle nuancer af brun, mocha og espresso er noget af det fineste, du kan hoppe i. Under modeugen i København gik farven igen hos flere brands, men særligt Herskind serverede kaffen til perfektion.

Foto: Copenhagen Fashion Week
Work it, girl
Efter flere sæsoner med meget feminine flæser, blonder og farver skal der nu lidt seriøsitet til igen. Slips, jakkesæt, habitbukser og skjorter, som skriger, at du er dybt, dybt professionel, er en seriøs trend dette år. Uanset om du kører en klassisk sort/hvid-kombination eller bruger elementer af lyseblå, grå eller bordeaux, så holder looket 100, som her hos svenske CMMN SWDN.

Foto: Copenhagen Fashion Week
Løse jeans
Til dig, der har frygtet at de lækre, løse jeans snart er en saga blot, og at de ålestramme jeans fra 00’erne igen kommer og overtage kan vi mane til ro. De løse jeans lever stadig i bedste velgående, og det er uanset om du er til klassiske ‘dad jeans’, ‘barrel jeans’ eller ‘bootcut jeans’ med svaj a la dem. Kendrick Lamar optrådte i til årets SuperBowl halftime show. Herhjemme viste danske Gestuz præcis, hvordan en pæn, løs jeansmodel skal skæres. Og så er den ikke længere.

Foto: Copenhagen Fashion Week
