Fran Fine er stilikonet fra 1990’erne, du helt havde glemt, at du elskede
Foto: Mega
Hvis du voksede op i 1990’erne, husker du sikkert serien ’The Nanny’ (’Alle Tiders Barnepige’ på dansk) rulle over skærmen.
Her så vi livet i huset hos en rig, flot, succesfuld, britisk enkemand, Maxwell Sheffield (spillet af Charles Shaughnessy) og hans tre børn blive vendt op og ned, da en smuk dør-til-dør makeupsælger, Fran Fine (spillet af Fran Drescher) impromtu bliver hyret som familiens barnepige.
Karakteren Fran Fine er – modsat den rige britiske familie, der er bosat i et mondænt palæ på Manhattan – fra den knap så glamourøse bydel Flushing i Queens. Her er hun vokset op i en excentrisk jødisk familie, og det opstår selvsagt mange morsomme kulturelle clashes på baggrund af.
Mest udtalt er dog Fran Fines garderobe. Ikke nok med at den skilte sig ud i serien, hvor barnepigen vimsede rundt i mininederdele, pailletkjoler, udringede bluser og gigantisk hår i det ultrakonservative hjem, hvor hun passede børn, så skilte garderoben sig også ud for sin tid.
Da serien rullede over skærmene fra 1993 – 1997, var den eneste TV-serie, hvor moden havde en central betydning, i serien ’Dollars’. Men aldrig havde moden nærmest indtaget sin egen plads på rollelisten i en serie, som den gjorde i ’The Nanny’. Det var nemlig før serier som ’Sex and the City’, der for alvor cementerede broen mellem TV-verdenen og modeverdenen. Men man kan vove at påstå, at ’The Nanny’ var med til at støbe fundamentet.
Fran Fine skilte sig nemlig signifikant ud med sin legende, maksimalistiske og excentriske stil, der trods de vovede elementer (i hvert fald for tiden og erhvervet taget i betragtning) altid formåede at balancere det sexede med en underlægger af sødme og elegance. Ikke desto mindre blev karakteren hurtigt kendt for altid at være iklædt det absolut forkerte på det absolut forkerte tidspunkt. Det blev nærmest essensen af showet, og i hver episode formåede Fran Fine at optræde i op til seks forskellige fabelagtige og ”forkerte” outfits.
Og det er netop derfor, at hun er et af de mest legendariske stilikoner, der findes – selv 30 år efter serien sluttede.
Fran Fine var nemlig typen, der ufortrødent holdt ved sin stil og den hun var – uanset hvad omgivelserne forventede eller dikterede. Hun gav absolut zero f*cks for, at en barnepige, der boede med familien, ikke troppede op til morgenmaden iført morgenkåbe, eller om der nu skulle være regler for at have en pink pailletbesat cocktailkjole på til hverdag. Hun klædte sige efter lyst og humør, og det er noget, mange måske kunne lære noget af.
“Serien er fascinerende, og jeg tror det er fordi den er så visuelt lækker at se på. Fran Fine havde god smag, og hun behøvede ikke at klæde sig som en barnepige. Da vi skød pilotepisoden, fik vi en meddelelse fra producentkanalen, at en barnepige aldrig ville spise morgenmad i sin badekåbe. Dertil sagde vi ‘Hallo, det er ligesom essensen af serien… ’ Serien handler næsten kun om, hvordan hun egenhændigt udtrykker sig,” har Fran Drescher sagt i et interview med InStyle.
Samtidig trandencerer hendes stil årtier. Den er nemlig ikke synderligt sigende for 1990’erne, hvor serien foregik, og hvor de overlæggende strømninger i moden var enten grunge, normcore eller elegant minimalisme.
Fran Fines stil låner lidt fra alle årtier: 1940’ernes og 1950’ernes elegante silhuetter med fremhævet talje og små jakker, 1960’ernes minikjoler og -nederdele, 1980’ernes sprudlende farver og glamourøse maksimalisme, kombineret med (dengang) aktuelle designere, som turde lege med udtrykket.
Særligt Moschino var ofte brugt i Fran Fines garderobe, og den dag i dag er der stadig referencer og elementer af hendes stil at spore i kollektionerne hos det italienske modehus. Desuden har vi set, hvordan brands som Alaïa har lavet hjerteformede tasker, som næsten er 1:1 identiske med de tasker, Fran Fine har med sig i serien.
Serien blev, mens den rullede over skærmene, nomineret til hele 12 Emmy Awards, men vandt kun enkelt – for 'Outstanding Individual Acheivement in Costume Design for a Series' – og det er mere end fortjent.
Nedenfor har vi fundet 13 legendariske Fran Fine-looks, der beviser, at hun er det ultimative stilikon, du helt havde glemt, du elskede.