Katie Holmes genskaber legendarisk look fra ‘The Holiday’
Foto: Mega
Der er julefilm, og så er der JULEFILM. Altså dem, vi ser igen og igen hvert eneste år, aldrig bliver trætte af, og som julen føles ufuldkommen uden. En af de film er uden tvivl ’The Holiday’ fra 2006, hvor Kate Winslet, Jack Black, Jude Law og Cameron Diaz spiller sig lige ind i vores julehjerter.
Og særligt Cameron Diaz’ karakter, Amanda Woods, leverer det ene gode look efter det andet.
Lige meget om hun er klædt på til vin og lækkerier i et forsøg på at score Jude Law, om hun sidder iført hue og pyjamas i sin seng i det, der må være det ultimative setup mellem jul og nytår, eller hun begiver sig ud i det idylliske, sneklædte engelske vinterlandskab iført den ene sublime frakke efter den anden, er hun det uofficielle stilikon, vi bliver ved med ar drømme om at ligne. Hver. Eneste. Jul.
Og vi er tydeligvis ikke de eneste der er vilde med Cameron Diaz aka Amanda Woods’ stil i ’The Holiday’.
Frakke-influenceren over dem alle, Katie Holmes har nemlig også ladet sig inspirere af den søde julefilm og den stilfulde co-hovedrolle i et af sine seneste looks.
Her har Holmes genskabt dét af Amand Woods’ outfits vi selv oftest har drømt om, når vi genser filmen, nemlig det, hvor Woods bliver sat af i en snedrive på en mark iført sort rulams-lignende frakke, habitbukser, hvid cashmere, divasolbriller og tårnhøje hæle (sådan ser vi jo alle sammen ud efter en 10 timers flyvetur over Atlanten) og skal forcere en isbelagt grussti og sneklædt mark for at nå frem til Rosehill Cottage.
Katie Holmes har skiftet den idylliske, landlige engelske kulisse ud med New Yorks gader, men har alligevel formået at få lidt ’The Holiday’-stemning med ind i sit look, som hun entrerede med lige inden jul.
Foto: Mega
Vi er stensikre på, at timingen og valget af netop denne frakke ikke er tilfældigt og kun kan være en hyldest til et af de bedste modeøjeblikke i julefilmshistorien.