Mange tror, at det er naturligt: Skomoden siden 1600-tallet har haft ét stort problem

Meget få producenter fremstiller sko, som passer til den naturlige fod. Og ikke siden begyndelsen af 1500-tallet har fodformede sko været normen. Det fortæller Vivi Lena Andersen, som foruden at være arkæolog og museumschef for Rudersdal Museer også har en Ph.d. i skohistorie.

– At tilpasse os for små og smalle sko er så almindeligt, at mange tror, at det er naturligt, at tæerne ligger tæt op ad hinanden. Ser vi mod andre dele af verden, hvor befolkningen sjældent eller slet ikke bærer sko, findes skavanker som ligtorne og knyster ikke, siger Vivi Lena Andersen, der tilskriver moden, at vi vælger at lide for skønheden.

– Vi er så vant til smalle sko med spidse snuder, at vi finder de bredere versioner klodsede. Men sko uden hæl, med brede snuder og såler, der bøjer og følger fodens bevægelser, er bedre for os. At de ikke passer til vores idé om pæne sko er en opfattelse, som går langt tilbage i tiden.

Vivi Lena Andersens forskning i arkæologisk fundne sko viser nemlig, at det for alvor gik galt for fodsundheden i vores del af verden omkring år 1600. Da bød skomoden på den nyopfundne hæl, tykkere såler og smalle, spidse sko.

Det er fra tiden med etablering af store handelskompagnier, som hentede te, silke, krydderier, porcelæn og meget andet i Østen, at idealet om den lille fod kommer til Europa. I Kina var indsnørede fødder, de såkaldte lotusfødder, nemlig en del af kvindeidealet. Den uhyggelige praksis blev forbudt i 1912, men forherligelsen af små fødder i små sko lever fortsat, også hos os.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 44/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.