Mode
9. december 2024

Nu skal dine smarteste jeans… gøre dig hjulbenet?

Her er de jeans, du skal investere i inden 2025
Af: Rose Maria Behavý
barrel jeans

Foto: CAMERA PRESS / MEGA

Vi har de seneste år set mange former for jeans, der har afløst 00’ernes fy-fy model, skinny jeans. Alt fra ’mom jeans’ til ’boyfriend jeans’ højtaljede, lavtaljede, brede, lige, klassiske, ultrabredde, cropped og ’dad jeans’.

Rent ud sagt: vi troede ikke der var flere måder, et par denimbenklæder kunne skæres på.

Det viser sig, at det er der.

En helt særlig type jeans har nemlig langsomt vundet indpas og er sivet som grundvand gennem mange jordlag fra den nogle gange lidt excentriske streetstyle scene og ned til masserne.

Og hvorfor er disse særlige jeans ikke bare blevet adopteret fra den ene dag til den anden ude blandt os, der ikke er streetstyle-stjerner? Jo, det hænger nok sammen med, at denne model er lidt mere speciel end et par almindelige jeans med lige eller brede ben.

Vi taler naturligvis om de funky ’barrel jeans’, der som navnet antyder tager lidt form af en tønde.

Disse jeans er skåret med et vidt snit, der poser nærmest cirkulært ud fra hoften hele vejen ned til anklerne og danner illusionen af en ballon eller en tønde, som gør at man kan se lidt hjulbenet ud.

Men… it’s fashion darling, og stylet på den rette måde kan de kontroversielle jeans faktisk se ret smarte ud og give en interessant silhuet til dit look.

Jeanse, der qua deres snit ikke rigtigt strammer nogle steder, er for det første meget behagelige at have på, men udtrykket er ikke nær så afslappet som en løs boyfriend-model, der læner sig meget langt ind i den casual sfære.

Den specielle silhuet giver et outfit dimension og er med til at gøre det sofistikeret – uanset om bukserne styles med sneakers eller høje hæle.

En god tommelfingerregel, for ikke at forsvinde helt i de bredde bukser, er, at vælge en model, der er cropped, altså skåret lige over anklen, da en synlig ankel er med til at genetablere fornemmelsen af en krop under bukserne. En cropped model klæder særligt en pæn, høj hæl.

Det er desuden en god model at markere taljen, når man har vidde forneden, for at skabe balance i looket.

Lad dig inspirere til at bruge barrel jeans på billederne nedenfor – og varm op til at investere i et par inden 2025, hvor vi spår en stor fremgang for de særlige bukser.

Læs mere om:

Læs også