Victoria Beckham trodser royal etikette og ankommer til fest på Buckingham Palace i kontroversiel kjole
Foto: Lisa O'connor/AFP/Ritzau Scanpix
Det er ikke nogen hemmelighed, at salig Dronning Elizabeth II havde meget bestemte holdninger til, hvad der var passende i royale anliggender, og hvad der ikke var.
Eksempelvis havde hun meget at udsætte på en særlig frisure, Prinsesse Diana bar i 1984, og som efter én offentlig visning blev bandlyst for stedse.
Desuden har der – i hvert fald under den nu afdøde dronning – været et temmelig striks regelsæt som kongefamiliens medlemmer skulle overholde med helt særlige dessiner angående hvilken farve neglelak og strømpebukser, der måtte anvendes.
Om reglerne også udstrakte sig til kongefamiliens gæster, vides ikke, men én ting er sikkert: Den kjole, Victoria Beckham valgte at tage på til en statsmiddag på Buckingham Palace i anledning af et officielt besøg fra Emirerne af Qatar i starten af december, var næppe blevet bifaldet af den tidligere Dronning.
Bevares, kjolen var guddommelig smuk – og havde faktisk ældgamle royale referencer – men disse faldt lidt i baggrunden, fordi kjolen var som malet på. Og sort. Begge stilistiske valg, der er noget kontroversielle til en officiel royal begivenhed.
Victoria Beckham var akkompagneret af sin mand, David Beckham, og deres deltagelse i den officielle middag, som Kong Charles og Dronning Camilla var værter for, skyldes, at de begge er tildelt ordenen 'Order of the British Empire', og dertil var David Beckham ambassadør for verdensmesterskabet i fodbold i 2022, som det år blev afholdt i netop Qatar.
Parret, der begge var i sort så som altid formidable ud, og Victoria Beckham gjorde sig altså på bedste minimalistiske vis bemærket med sin kjole, som udover det tætte snit havde lange ærmer, høj hals og slæb, og dermed levede op til den uskrevne ’demure’ etikette.
Den royale reference bestod af en integreret knude af stof, bundet lige under kønsbenet, og som skabte en ultra-diskret V-effekt omkring Victorias… vulva.
Foto: Mega
Det lyder dog frækkere end det er, for stilen er kendt fra det gamle Egypten, hvor lignende draperingseffekt blev anvendt på Faraoernes klæder, som der er fundet spor af blandt andet i Tutankhamuns grav.
Effekten blev yderst populær i 1920’erne, efter Tutankhamuns grav blev opdaget i 1922, og stilen har siden været fortolket af John Galliano (1997) og Christian Dior (2004) samt i de seneste kollektioner fra luksusbrands som Alaïa, Paco Rabanne og JW Anderson – og naturligvis Victoria Beckhams brand i eget navn.
De royale referencer til trods er vi sikre på, at det nok kun er Victoria Beckham, der kan slippe afsted med netop den kjole til fest på Buckingham Palace. Men så igen, Mrs. Beckham er jo nærmest royal selv, og så må man vel gøre som man vil, ikke?
Og kjolen – isoleret set – er uomtvisteligt utrolig smuk, og det er Victoria Beckham også.