Oprydningsguruen Marie Kondo: De 10 vigtigste tips til at rydde op
Foto: PR
Måske har du allerede set den hypede Netflixserie "Tidying up with Marie Kondo", hvor japanske Marie Kondo hjælper amerikanere med at få styr på deres hjem. Hvis ikke - så kan du godt forberede på snart at blive lullet ind i en verden af oprydning. Serien, der er på alles læber i øjeblikket, er blevet et giganthit, fordi den japanske oprydningsguru med sine enkle, men effektive oprydningsprincipper får styr på folks liv. Af samme grund har Marie Kondo fået et hav af fans verden over, og der er da også noget sært tilfredsstillende over at se folk få styr på deres liv.
Marie Kondos bog ”Magisk oprydning – En simpel, effektiv metode, der én gang for alle fjerner rod” udkom på dansk i 2016, og har ligget nummer 1 på de internationale bestseller-hitlister. I dag lever hun af at hjælpe andre med at rydde op som Japans mest berømte oprydningskonsulent.
Og oprydning er simpelthen hot stuff. I bogen beskriver Marie Kondo sin oprydningsmetode KonMari (hendes kælenavn), og hun påstår, at ”en dramatisk omorganisering af hjemmet medfører tilsvarende dramatiske forandringer i din livsstil og i dit perspektiv (...). Når du bringer dit hjem i orden, bringer du også dit liv og din fortid i orden”. Intet mindre.
Marie Kondo/KonMari-metoden: Først smide ud ...
KonMari-metoden lægger ud med en vigtig regel: Start med at smide ud, og dernæst kan du så begynde at organisere. Det giver lige så god mening som først at putte glasur på kanelsneglene, efter at de er blevet bagt. Men hvad så når man når til de ting, der gør ondt at smide ud – som det gamle legetøj og den førstefødtes stribede kravledragt?
Ifølge Marie Kondo skal man tænke nøje over tingenes sande formål i éns liv – og overveje, om de mon ikke har udspillet deres rolle? Anerkend det bidrag, tingene har givet i dit liv, og slip dem med taknemmelighed. Du værdsætter dem alligevel ikke rigtig, når de bare ligger stuvet inde i et skab. Og fordelen ved at følge hendes råd er, at du altid vil være omgivet af ting, der er dyrebare for dig, og som du har brug for lige nu. Derfor lyder en af KonMari-metodens vigtige råd også: Start med at smide ud fra den kategori, der er nemmest, f.eks. tøjet. Og slut med den sværeste: De ting, der har affektionsværdi – som fotografier og breve.
På det tidspunkt er din intuitive fornemmelse for, hvad der vækker glæde, blevet skærpet. Og måske bringer det gamle billede af ekskæresten slet ikke smil på læben mere? Og måske behøver du ikke at beholde alle snapshotsene af solnedgangen, fra dengang du var på Kreta med familien i 1987?
Magisk effekt
Når du har brugt tid på at smide ud, organisere og beslutte, hvor dine ting skal placeres, skal gevinsten høstes: Mere ro i sindet. Marie Kondo understreger nemlig, at et rodet hjem ikke kun har en fysisk årsag. Rodet skyldes som regel, at vi gerne vil afledes fra vores virkelige problem eller ængstelse. Hvilket omvendt indebærer, at vi får overskud til at tackle de ting i vores liv, der bekymrer eller stiller sig i vejen for vores drømme, når vi så kommer til bunds i det rod. Med andre ord: Når dit hjem er ryddeligt, kan du tydeligt se de problemer, du har undgået (da dit rod ”spærrede for” indsigten). Kondo påstår direkte, at vores selvtillid og beslutningsevne vokser, når vi har taget stilling til hver en genstand i vores hjem – det er nemlig en evne, vi kan overføre på resten af vores liv. For er du f.eks. også omgivet af de mennesker, du elsker? Eller har du det arbejde, der får dig til at trives?
Uanset om du vil opleve en magisk åbenbaring i dit arbejdsliv og dit personlige liv, så har en grundig oprydning de fordele, at du får mere plads og overskuelighed i din bolig. Du vil kun være omgivet af ting, du virkelig sætter pris på. Og du vil lære, hvad det vil sige at skulle tage aktivt stilling til, hvad der bringer glæde eller ej i dit liv. Og det er vel værd at bruge nogle dages oprydning på?
KonMari-metoden - trin for trin:
1. Husk: Der er en sammenhæng mellem oprydning og følelser
Når du organiserer dig, organiserer du også dine følelser, lyder det fra den japanske oprydningsekspert Marie Kondo.
– Der er en sammenhæng mellem, hvordan vi føler, og hvordan vi rydder op, fortæller Marie Kondo. Hun forklarer, at den måde, der ser ud på i vores hjem, er en afspejling af, hvad der foregår inde i os. Og ved at gøre noget ved ”spejlbilledet”, kan vi også ændre på det, der foregår inde i os. Med andre ord: Ved at rydde op omkring dig kan du rydde op inde i dig selv.
2. Omgiv dig med ting, der vækker glæde
I stedet for at overveje, hvilke ting du skal smide ud, råder Marie Kondo dig til at tænke over, om hver enkelt ting, du ejer, vækker din glæde – hvis ikke, bør du ifølge hende skille dig af med den.
– Sid med tingen. Hav fysisk berøring med den. Det handler om at mærke efter: Hvad gør den ved dig? Hvordan har du det med den? Bringer den dig glæde? Mærk dig selv, råder hun. Ifølge hende vil den proces påvirke andre aspekter af dit liv.
– Når du gennemgår, hvad du kan lide og ikke kan lide, bliver du også i stand til at gøre det, når det gælder andre områder af dit liv. På den måde gør oprydningsprocessen dig i stand til at få orden på dit liv. Du finder ud af, hvad du har brug for, og hvad du ikke har brug for. Du bliver bedre til at vælge de ting til i dit liv, du godt kan lide, og lærer at skille dig af med de ting, du ikke kan lide, forklarer hun.
3. Tænk nu og her
Når mange af os har svært ved at skille os af med ting, på trods af at de ikke gør os glade, skyldes det, at vores tanker om tingene hører til i fortiden eller i fremtiden, fortæller Marie Kondo.
– Grunden til, at vi har svært ved at smide en ting ud, er, at den engang gav os glæde. Eller at vi tænker, at den kommer til at give os glæde. Men vi skal tænke, hvad der gør os glade nu, og ikke hvad vi tror vil give os glæde om fem år.
4. Ryd op i den rigtige rækkefølge
Når du rydder op, så gør det i kategorier i stedet for at tage et rum ad gangen. Logikken er, at vi ofte har de samme ting fordelt i flere rum – f.eks. tøj. Derfor giver det mest mening at tage en kategori ad gangen. Ifølge Marie Kondo bør du tage kategorierne i nedenstående rækkefølge, så du begynder med de nemmeste kategorier. Det vil sige dem, der består af de ting, som du sandsynligvis vil have nemmest ved at skille dig af med, så du får trænet din beslutningsevne. Derfor vil det senere være nemmere for dig at sortere, når du når til de svære kategorier.
– Tøjet er det nemmeste og mindst problematiske at starte med, fordi det ikke er så følelsesbetonet. Der er ikke så mange nostalgiske følelser forbundet med tøj, som der kan være med f.eks. et billede. Tøj har også sin tid og kan gå af mode, hvilket gør det nemmere, fortæller Marie Kondo. Uanset hvilken kategori du er i gang med, er metoden er den samme: Behold kun det, der vækker din glæde.
5. Tre tips til at få styr på dit tøjskab
1. Ifølge Marie Kondo kan du med fordel gå frem i følgende rækkefølge, når du går i gang med at rydde op i dit skab: Overdele (bluser, sweatre osv.), underdele (bukser, nederdele osv.), tøj, der bør hænge på bøjle (jakker, frakker, dragter osv.), sokker, undertøj, håndtasker, andet tilbehør, tøj til særlige lejligheder (f.eks. badetøj) og sko.
2. Lad være med at gemme tøj, du ikke bryder dig om, fordi du kan bruge det som ”hjemmetøj”. Ved at gå i tøj, du er glad for, forstærker du dit eget positive selvbillede – også når du er alene.
3. Hæng kun det tøj på bøjler, der har det bedst med at hænge. Resten af dit tøj bør foldes, bl.a. fordi det sparer plads. Lad være med at rulle dine sokker og strømpebukser til kugler. Fold dem, så stoffet ikke bliver belastet.
6. Sig farvel, selv om det er svært
Det kan være svært at skille sig af med ting, der har affektionsværdi, hvad enten der er tale om billeder eller gamle kærestebreve. Men det bør ifølge Marie Kondo ikke afholde dig fra at gøre det. Ting med affektionsværdi kan nemlig holde dig fast i noget, du ikke vil holdes fast i.
– Det kan godt være, gamle kærestebreve i virkeligheden er en byrde. Derfor er de også sunde at få sorteret ud i, så du kan slippe fortiden og komme videre i dit kærlighedsliv. Igen handler det om at finde ud af, hvad dine ting gør ved dig, siger Marie Kondo.
7. Sæt pris på det, du har
Når vi skiller os af med vores ting, bør det ifølge Marie Kondo ske på en ordentlig måde, hvad enten tingen har fortjent at blive foræret væk til din veninde, sendt til genbrug eller ryge i skraldespanden. Det betyder, at du bør takke tingen for det, den har gjort for dig – og så sige pænt farvel. Ligesom de ting, vi beholder, også har fortjent vores tak.
– Vi glemmer ofte i hverdagen, hvordan vores ting hjælper os: Vores bad gør os rene, vores seng gør, at vi kan sove godt og vågne friske osv. Det skal vi huske at værdsætte, siger Marie Kondo og påpeger, at vi ved at sætte pris på vores ting også lærer os selv taknemmelighed.
8. Sidegevinster ved at rydde op
Mere tid og mindre stress er to af de ting, oprydning kan føre med sig. – Noget af det, der typisk ændrer sig, når vi får organiseret os, er, at vi får et andet forhold til tid. I takt med at vi rydder op, skal vi f.eks. ikke bruge lang tid på at lede efter tingene. Derudover bliver mange også mere fokuserede. De bliver i højere grad i stand til at se deres mål, fordi der er ikke er noget, der distraherer dem. Det inspirerer dem til at få deres prioriteter i orden.
– Når du inddeler ting i kategorier, bliver du også bedre til mentalt at adskille, hvem du skal bruge tid på, og hvem du ikke skal bruge tid på. Du lærer, hvem og hvad du skal holde dig fra for at undgå f.eks. skænderier, så der kommer mere harmoni i dit liv. Endvidere reducerer orden også stress, siger Marie Kondo.
9. Køb reflekteret
Når du har ryddet op, vil du måske undre dig over, hvor mange ting du har måttet skille dig af med, som du egentlig aldrig har været glad for. Forklaringen på, at vi omgiver os med sådanne ting, er ifølge Marie Kondo, at en stor del af de køb, vi foretager, foretager vi uden at tage stilling til, om de vil gøre os glade eller ej.
– Der er mange andre forhold, der spiller ind på, om vi køber en ting eller ej. F.eks. kan reklamer få os til at købe ting, vi ikke har brug for, ligesom vi også kan blive lokket til at købe noget, fordi det er billigt. Det vil sige, at mange af de ting, vi køber, køber vi uden at være særlig reflekterede, siger Marie Kondo.
Hun mener, der er penge at spare (og mindre rod i dit hjem), hvis du fremover tager mere aktivt stilling til dine indkøb. Som hun siger: – Når du lærer, hvad du ikke har brug for, bruger du også dine penge mere hensigtsmæssigt.
10. Gør også rent!
Oprydning er én ting, rengøring en anden – men de spiller begge en rolle for dit mentale velvære.
– Når du rydder op, lærer du dig selv at kende, når du gør rent, passer du på sig selv. Man kan sige, at oprydning er selvindsigt, mens rengøring er omsorg for dig selv, fortæller Marie Kondo.
LÆS OGSÅ: 4 gode tips: Organisér dit klædeskab, så du ved, hvad du har
Denne rækkefølge bør du rydde op i:
1. Tøj
2. Bøger
3. Papirer (manualer, garantipapirer osv.)
4. Småting (cd’er, kontorudstyr, ledninger osv.)
5. Ting med affektionsværdi
4 generelle huskeregler:
- Lad være med at opmagasinere dit vintertøj om sommeren – og omvendt. Hav det hele fremme året rundt. Ellers glemmer du, hvad du allerede har og køber nyt af samme slags.
- Hold din bogsamling lille. Så bliver virkningen af den information, du læser, større.
- Ting skal ikke stables, men stilles på højkant. Når du gør det, fylder de hurtigt mere, og så bliver du nødt til at tage stilling til dem. Desuden skånes de mere, end hvis de stables.
- Hold dit opbevaringsudstyr enkelt. En skotøjsæske kan bruges til mange ting: Strømper, shampooer, rengøringsmidler, bageforme, der ikke bruges så tit, osv.
”Magisk oprydning – En simpel, effektiv metode, der én gang for alle fjerner rod” er udkommet på forlaget Borgen. Kvinden bag er Marie Kondo, Japans mest berømte oprydningskonsulent.