Sådan støtter du dit lokale yndlingssted under corona
Foto Shutterstock
Det rammer det lokale handelsliv, når Danmark pludselig lukkes ned.
Gaderne er tomme, og det samme er de små butikker, restauranter og caféer som følge af coronavirussen.
Støt det lokale
Lige nu handler det om at støtte dine lokale forretninger, hvis du vil gøre dig forhåbninger om, at de stadig findes efter den nuværende coronakrise.
Det er tid til at vise samfundssind, hvis det lokale handelsliv skal overleve. Og du kan hjælpe på flere måder.
Sådan hjælper du de lokale under coronakrisen
Lokale hjælpegrupper
Flere lokale hjælpegrupper skyder op på Facebook, hvor selvstændige og mindre virksomheder kan gøre opmærksomme på sig selv, og hvad de kan. For eksempel denne Facebook-gruppe.
Blomster til døren
Blomsterhandlerne er ligesom alle andre butikker også ramte af coronakrisen. Du kan gøre isolationen lidt mere udholdelig med friske blomster i hjemmet. Flere blomsterhandler leverer nu blomster direkte til din hoveddør.
Du kan også overraske en, du har kær ved at sende blomster hans eller hendes vej
LÆS OGSÅ: Parterapeut: 3 tip til at undgå coronakrise i parforholdet
Støt din bager
Har du lyst til bagerbrød eller kager, så hav din lokale bager i tankerne. Mange bagere stadig holder stadig åbent og har taget de gældende forholdsregler. Fx at du ikke længere kan nyde dit bagværk i butikken, men kun som takeaway.
De små dagligvarebutikker
I stedet for at gå i de store supermarkedskæder, kan du også vælge at støtte de små dagligvarebutikker, der har det ekstra svært de her dage. Du kan eventuelt prøve at ringe til dem, og høre, hvad de gør for at undgå corona-smitte.
De kan også fortælle dig hvornår på dagen, de har færrest kunder. De kan måske pakke en pose til dig med dine varer på forhånd.
Restauranter tilbyder takeaway
Danmarks restauranter har det rigtig hårdt lige nu. Derfor er der mange restauranter, der ekstraordinært har valgt at tilbyde takeaway – nogen endda med udbringning - til deres kunder.
Så støt dine yndlingsspisesteder og få samtidig lækker mad som afveksling til den hjemmelavede aftensmad. Du kan være med til at sikre, at vi efter coronakrisen stadig har vores gode restauranter og masser af muligheder for at gå ud og spise.
Specialbutikker
Det er meget normalt, at vi handler flere forskellige steder for at få fat i vores yndlingsvarer. Men i disse tider anbefales det, at vi gør vores indkøb ét sted eller på nettet.
Så husk også dine lokale specialbutikker. De fleste kan levere ud eller hjælpe dig med at få fat i dine yndlingsvarer på en sikker måde.
Støt teatrene, museerne og biograferne
Lige nu er mange af Danmarks kulturelle perler i gang med at tænke ud af boksen. Blandt andet tilbyder Kunsthal Charlottenborg gratis streaming af film og serier på kunstnerkollektivet DIS’ streamingplatform ’Dis.art’.
Ligesom Det Kongelige Teater har lanceret en ny hjemmeside, hvor teatrets kunstnere vil vise, hvad de laver, mens de ikke kan komme på scenen.
Støt med et gavekort
Støt nu og oplev senere. Det kan godt være, at du ikke kan gå i teatret eller besøge en restaurant lige nu, men du kan støtte den lokale forretning ved at købe et gavekort til senere brug.
Mange steder tilbyder, at du kan købe et gavekort online, som du kan bruge, når coronakrisen har lagt sig.
Det kan eksempelvis være din lokale frisør, skønhedsklinik eller din foretrukne tøjbutik. På den måde kan du støtte dem her og nu, hvor de har brug for det.
Et kreativt projekt
Har du brug for et kreativt projekt til dagene hjemme, så støt de små butikker, der tilbyder netop det. Du kan blandt andet købe strikketøj, malergrej eller brætspil online, som du kan få leveret lige til døren.
Støt dine lokale vintagebutikker
Flere vintagebutikker prøver ved hjælp af Instagram at sikre deres overlevelse. Shop din sommergarderobe på deres webshop eller direkte via Instagram.
LÆS OGSÅ: 10 tip til at arbejde hjemmefra