Derfor bør du overveje at droppe parfumen, når det er varmt
FOTO: Panther Media, PR & privat
Endelig har vi fået sol, varme - og mulighed for at få solkysset og glødende hud. Men efter et par dage i solen, kan mange af os kan alligevel godt lide at tage lidt makeup på, når vi går ud - for vejen mod en flot kulør kan for mange af os være brolagt med skjolder, lidt solskoldning og måske mere tør eller fedtet hud.
Og så er der de dejlige friske sommerdufte, vi sprøjter os med, før vi tager på stranden. Men er det egentlig klogt?
- Mit bedste råd er, at parfume direkte på huden skal undgås. Det vil alt for ofte føre til pigmenteringsfejl, siger Mojan Abdeh, klinisk dermatologisk sygeplejerske på hudklinikken Senzie Medispa i Oslo.
Det er alkoholen i parfumen, som tørrer huden ud og gør den mere udsat for pigmentforandringer og duftstofferne, der kan irritere, forklarer hun.
- Påfører du parfume direkte på brystet, uden solbeskyttelse ovenpå, er risikoen endnu højere, siger sygeplejersken og påpeger, at friske dufte med meget citrus ofte er de værste.
- Jeg har selv oplevet pigmentering af parfumebrug og set det på en række kunder, siger Abdeh.
- Parfume indeholder også en del stoffer, der kan irritere huden, og varmen gør den ekstra sensitiv. Har du parfume på halsen og måske også smykker, kan du let få en allergisk reaktion i form af udslet.
Hvad med makeup?
Ok, så parfumen må vi hellere spare på i varmen (måske nøjes med lidt på håndleddene.)
Men hvad med makeup? Mange af os bruger eksempelvis en række produkter med solfaktor – er det tilstrækkeligt?
- Nej desværre. Det dækker ikke nok, hvis du er meget ude i solen, eller på stranden, hvor du sveder i ansigtet og bader. Solcreme skal påføres hver anden til tredje time, omtrent en teskefuld hver gang, forklarer Abdeh og påpeger at det næppe er noget, du ville gøre med en foundation.
- Det ville hurtigt blive meget dyrt og heller ikke særlig pænt, siger sygeplejersken - og opfordrer os i stedet til ikke at tage sol direkte i ansigtet.
LÆS OGSÅ: 10 myter om solcreme
Mange søger hjælp for solskader i efteråret
- Jeg vil også påpege at der findes en række solcremer på markedet, der ikke føles fedtede eller som bliver hvide, når du påfører dem i ansigtet. Jeg vil sige, du sparer penge på at købe en god solcreme til ansigtet i stedet for at skulle behandle dine pigmentspletter hele efteråret, siger Abdeh.
For efter sommerferien er det næsten udelukkende det, hun arbejder med på klinikken.
- Det er forskellige behandlinger, der skal udjævne hudfarven igen. Og en ting jeg ser oftere og oftere, er kvinder, der har fået kraftige peeling-kure om vinteren, men som ikke beskytter huden tilstrækkeligt når sommeren kommer, fortæller Abdeh.
Hun forklarer at sådanne behandlinger gør huden ultratynd og ekstra sensitiv i solen – noget, som mange ikke er tilstrækkeligt informeret om eller tager hensyn til.
- Så de ender med at gå efteråret i møde med værre skader, end de havde oprindeligt, advarer Abdeh.
Husk hatten
Selv er den dermatologiske sygeplejerske opmærksom på at bruge høj solbeskyttelse, og hun soler ikke sit ansigt direkte.
- Rens huden morgen og aften. Brug eventuelt serum med antioxidanter inderst på huden før solcreme, hvis du ønsker ekstra pleje. Derefter kan du lægge en let makeup alt efter, hvordan du foretrækker den, siger Abdeh og anbefaler mineralmakeup uden parfume, hvis du ønsker at går med makeup, når solen skinner.
- Jeg anbefaler også at bruge en kasket eller hat, når du er ude i solen - og som minimum, når du er på stranden. Selv søger jeg skygge så ofte som muligt, siger hudeksperten. Hun mener, det er relativt lidt sol, der skal til for at få glød i huden - resten af solbadningen ”koster mere end det er værd” i form af pletter og fremskyndet aldring, siger hun.
- Det er jo selvfølgelig en prioritering. Men det er vanskeligere at reparere end at forebygge solskader, påpeger Abdeh.
LÆS OGSÅ: 5 steder på kroppen, vi glemmer at smøre med solcreme
Undgår ikke solen helt
Men for mange er det ikke en mulighede kun at opholde sig i skyggen - enten fordi de ikke ønsker det, eller fordi det er vanskeligt at undgå solen helt, når man er ude.
- Jeg beskytter altid ansigtshuden med kvalitetssolcreme og bruger også mange kasketter og hatte siger Anki Hansen, som er hudplejer og indholdsansvarlig for Scandinavianbeauty.no.
Hun har arbejdet i skønhedsbranchen siden 90’erne, både med sine egne saloner og som leverandør. Og hun oplever, at solprodukterne på markedet er blevet markant bedre inden for de seneste år.
- For bare et par år siden kunne jeg også føle at solcremen ”ødelagde” mit hudplejeregime, men det gør det ikke længere, siger Anki Hansen.
- Jeg vil absolut anbefale at investere i en solcreme, som du synes, føles behagelig og er tilpasset din hudtype. Husk at mange af os bruger en god del penge på hudpleje resten af året, og så er en solcreme af høj kvalitet en god investering, mener Anki Hansen og påpeger, at en række mærker og produkter tilbyder solcremer, som langt hen ad vejen virker på niveau med andre aktive hudplejeprodukter.
- Desuden skal det ikke være noget, du smører på hverken mand eller børn. Det skal være helt din egen, påpeger hudplejersken.
Når det gælder parfume og makeup anbefaler Anki Hansen også at det er noget, vi er forsigtige med, fordi det kan forårsage allergiske reaktioner og pigmentforandringer.
- Husk at parfume også bruges i makeup, og at dette bør undgås om sommeren, når vi er mest i solen, påpeger Anki Hansen og tilføjer, at også naturlige ingredienser som citrus og sandeltræ øger risikoen for pletvis pigmentering.
Hun anbefaler også, at vi i stedet bruger sommerduftene, når vi ikke er direkte eksponeret for solen. Dertil fremhæver hun vigtigheden af gode renserutiner for huden.
- Mange kan opleve at få tilstoppede porer af solcreme, derfor er det vigtigt at rense resterne væk efter en lang dag med påføring, siger Anki Hansen.
Og i lighed med de fleste fagfolk påpeger hun, at solen skal nydes, men i mindre mængder.
- De færreste har godt af at få kraftige behandlinger hvert efterår for at rette op på pigmenteringsfejl og andre solskader. Så forebyggelse er afgørende, og man kan altid supplere med lidt selvbruner, opfordrer Anki Hansen.
Denne artikel blev oprindeligt udgivet på KK.no.