Er det ikke på tide, at vi stopper med at tale om dårlig hud?

Der var bælgravende mørkt i kahytten på den sejlbåd, hvor min veninde og jeg overnattede et par dage i Australien.

En morgen vågnede jeg ved, at hun sad foroverbøjet i fodenden og forsøgte at lægge makeup ved lyset fra lommelygten på sin telefon. Jeg spurgte, hvad i alverden hun havde gang i, men hun trak blot på skuldrene og fortsatte arbejdet.

Så sagde jeg, at det da var for åndssvagt, når vi en halv time senere ville hoppe i vandet for at dykke med skildpadder på Great Barrier Reef. Hun vrissede tilbage, at jeg ikke ville forstå det.

Sandheden er, at jeg udmærket forstod. Og havde jeg ikke været på en totaludtørrende form for medicin, der i en periode gjorde min hud bumsefri og livet meget lettere, havde jeg også selv sørget for, at samtlige røde knopper i mit ansigt var dækket, inden resten af besætningen stod op.

Hvis man selv er velsignet med gener, der giver glat og problemfri hud, kan det muligvis lyde absurd, at akne også kan give ar på sjælen. Men det er lige præcis, hvad det ofte gør.

Et amerikansk studie fra 2020, der analyserer 42 tidligere studier, viser ligefrem en klar sammenhæng mellem akne, depression og angst.

– Betydningen af akne bliver ofte undervurderet, men for mange er det en stor byrde, der påvirker selvværdet, og hvordan man interagerer med andre, forklarer professor i sundhedspsykologi Bobby Zachariae. Han er tilknyttet Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet, hvor han har forsket i livskvalitet og hudlidelser.

Jeg har ringet til ham for at blive klogere på, hvorfor mit eget selvbillede gennem mange år har været uløseligt kædet sammen med min huds tilstand, og hans hurtige svar er enkelt:

– Mennesket er kodet til at reagere på ydre tegn. Selv om bumser ikke smitter, fortolker vi den bumseramte hud som et tegn på inflammation og mulig sygdom, mens vi ser den glatte hud som en sund organisme.

- Det er naturligt, at mennesket er tiltrukket af det glatte, for helt evolutionært ønsker vi at få børn med en sund person, siger han.

Godt nok er denne evolutionære konklusion trist, men psykologiprofessoren påpeger, at kulturen også har betydning. For selv om vi rent biologisk tiltrækkes af glat hud, er medier og sociale medier i høj grad med til at præge, hvad der er socialt acceptabelt.

– Man kan godt sige, at medierne og herunder kvindebladene har et ansvar for at minimere de psykologiske konsekvenser, det kan medføre at have uren hud. Det ville for eksempel være spændende at se, hvad der skete, hvis man holdt op med at retouchere folks hud.

Tandpasta og cremer

Min hud begyndte at drille i en tidlig alder. Jeg var måske 11 eller 12 år, det var i hvert fald før min konfirmation, for jeg husker med skræk og gru, hvordan jeg i ugerne op til var som besat af at drikke nok vand, holde mig fra chips og sukker og duppe tandpasta på de helt slemme krabater inden sengetid.

Igennem mange år købte jeg mig fattig i produkter, der lovede at kurere min akne. Jeg var sikker på, at nøglen til min drømmehud lå på bunden af de dyrt indkøbte cremer, men hver gang jeg nåede derned, blev jeg slemt skuffet.

I dag kan jeg ikke undgå at tænke, om det overhovedet er en naturgiven lov, at enhver kan blive fri for akne, hvis bare man plejer sin hud rigtigt, spiser rigtigt, bruger den rigtige makeup og generelt gør alting rigtigt.

Jeg undrer mig over, hvorfor vi bliver ved med at tale om dårlig hud, der kan kommes til livs med den rette indsats, når faktum er, at akne er en af de mest udbredte hudlidelser på verdensplan, og når det for hver tyvende kvinde i 40’erne er mere end et ”problem”, der hørte teenagealderen til?

For mit eget vedkommende blomstrede der dagligt nye bumser frem godt og vel indtil den dag, jeg fyldte 24 år. Derefter begyndte udbruddene at gå i sig selv, og i dag får jeg bare en bums i ny og næ, typisk i forbindelse med min menstruation.

Mit akneforløb har ikke været unormalt, selv om min teenagehud og min selvtillid har været hårdt ramt. Når min hud i dag er næsten bumsefri, skyldes det nok til dels, at min hormonbalance er faldet til ro med alderen, men jeg tror også, det har noget at sige, at jeg simpelthen lærte at acceptere tingenes tilstand.

Først da jeg gav slip på selvbebrejdelsen og fik arbejdet med den skam, jeg følte, helede min hud langsomt, men sikkert.

LÆS OGSÅ: Fire ting, hudeksperten ville ønske, du holdt op med

Psykologiprofessor Bobby Zachariae fortæller, at det er bredt anerkendt, at stress forværrer akne, og måske har jeg været konstant stresset over at forsøge at finde en løsning på min hudproblematik, gætter han.

Han fortæller også, at skam er en naturlig reaktion, som de fleste af os oplever, hvis vi ikke lever op til normerne i vores kultur og blandt vores sociale relationer.

– Hvis man voksede op på en øde ø uden andre mennesker, ville man aldrig opleve skam, siger han og tilføjer, at forskningen tyder på, at kvinder generelt og unge kvinder i særdeleshed har lettere ved at føle skam over deres bumser end mænd.

Bobby Zachariae har et forsigtigt bud på, hvorfor det forholder sig sådan.

– Der kan være mange grunde, men når man spørger henholdsvis kvinder og mænd om, hvor meget udseende betyder i vurderingen af, hvor tiltrækkende en anden person er, betyder det mest for mænd, hvilket bidrager til, at kvinder bekymrer sig mere om deres ydre fremtoning.

Nydelse og skam kædet sammen

Det gør mig ked af det at tænke på, hvordan mit ansigt tidligere brændte af skam, og hvor meget energi jeg har brugt på at forbande enhver ujævnhed i mit ansigt.

I mere end 10 år var der en fordømmende stemme i mit hoved, som kædede nydelse og skam sammen. Stemmen mindede mig hele tiden om, at når jeg tillod mig at nyde, for eksempel ved at spise et stykke kage, ville min huds tilstand blive forværret, og dermed ville skammen over ikke at leve op til skønhedsidealet vokse.

Jeg udelukkede den ene fødevare efter den anden og begrænsede dermed både mig selv i sociale sammenhænge og fra at leve i nuet. Mad blev simpelthen et problem.

Men helt ærligt, der var ingen bemærkelsesværdig forskel på, om jeg spiste gluten eller ej, erstattede mælkeprodukter med planter, slugte kosttilskud eller spiste helt almindeligt.

Den eneste forskel var, at ethvert nyt tiltag var begrænsende og livskvalitetsnedsættende.

I mange år havde jeg også altid en concealer i tasken. Jeg tænkte over lysindfald på min hud, og jeg afholdt mig fra at gå i svømmehallen og fra at få hovedet under vand, når jeg var på stranden.

Jeg kunne endda finde på at droppe overnatninger ude, og når jeg sov hos min gymnasiekæreste, listede jeg mig ud på badeværelset, før Fanden fik sko på, for at være sikker på, at min hud var dækket, inden resten af huset stod op.

Energi, som jeg kunne have brugt på at forøge min livskvalitet med slik, badeture og snoozen under dynen, spildte jeg i stedet på bekymringer, overspringshandlinger og undskyldninger.

Sammenbrud

Men der skete noget, da jeg en aften som 23-årig fik et mindre sammenbrud over at være, ja – 23 år, på vej til fest og stadig bakse med bumserne.

Jeg havde overhovedet ikke lyst til at tage afsted, så i ren afmagt ringede jeg tudende til min mor og forventede forståelse. Men hendes ord var ikke så trøstende, som jeg havde håbet. Nu mente hun, at jeg måtte lære at leve med bumserne.

LÆS OGSÅ: Forfatter Anne Mette Kirk: "Min valuta er ikke, hvordan jeg ser ud, men hvordan jeg agerer. Det ville jeg gerne have indset tidligere"

- Måske er det bare dit lod i livet at have en lidt besværlig hud, sagde hun.

- Og måske bliver du nødt til at acceptere det. Du må simpelthen ikke begrænse dig selv på den måde. Alle mennesker har noget at slås med, og når du smiler, er der alligevel ingen, der lægger mærke til andet, end hvor sød og dejlig du er.

Det sidste skulle hun selvfølgelig sige som min mor, så det valgte jeg pænt at ignorere. Men det med ”mit lod i livet” lød så forfærdeligt, at jeg benægtede per refleks.

Ikke tale om, at jeg skulle affinde mig med situationen! Hele mit liv er jeg blevet fortalt, at bumser er et problem, der kan løses, og medier, film og reklamer har kun bekræftet mig i den idé.

Jeg skulle fandeme bare finde løsningen, og så ville alt blive godt. Slut! Jeg var rasende, da jeg lagde på.

Alligevel krøb ordene langsomt under huden på mig. Det er forkert at sige, at min mors opsang ændrede min selvforståelse radikalt, men det var første gang, nogen sagde til mig, at problemet måske var ude af mine hænder.

Og det ændrede præmissen: Hvis ikke jeg kunne løse det, måtte jeg lære at acceptere det. Dét var svært. Og det kan stadig være svært på dage, hvor jeg render rundt med en bums i panden, der føles selvlysende.

Sådan tror jeg, det vil være, så længe jeg stort set udelukkende præsenteres for polerede kendisser i medierne og ansigter med filter på Instagram.

Men min mors ord begyndte altså at rumstere, når jeg før sengetid fik lyst til at gennemgå enhver ansigtspore under ubarmhjertig belysning, eller hvis jeg et kort sekund overvejede, om det var værd at ”smide masken” og hoppe i bølgen blå. Selvfølgelig er det det værd!

Jeg er lykkens pamfilius på et utal af måder – selv hvis jeg aldrig bliver bumserne helt kvit. Men de to ting bør ikke være gensidigt udelukkende.

Det troede jeg engang, men det er jo kropsskammen og ikke urenhederne, der er det egentligt begrænsende.

Jeg ønsker ikke at negligere den psykiske påvirkning, akne kan have på de ramte, og jeg tror bestemt ikke, at en enkelt bums på kinden af en forsidemodel vil gøre en verden til forskel for den, hvis hud er hårdt medtaget.

Men jeg tror på, at diversitet mindsker kropsskam, og derfor håber jeg, at vi i fremtiden vil se mere af dét frem for retoucherede skønhedsidealer.