Hudpleje til alle aldre
Hvis du er i 20'erne ...
DIN HUD LIGE NU: Din hud er måske glat og fejlfri, men hudpleje er lige så meget forebyggelse som daglig pleje, og derfor bør du allerede nu have en simpel hudplejerutine på plads.
DIN SKØNHEDSRUTINE: Brug et renseprodukt, der ikke udtørrer din hud, morgen og aften. Om morgenen skal du påføre dagcreme med faktor - og om aftenen en fugtende natcreme. Du skal også allerede nu gå i gang med at tænke på den fine hud omkring øjnene og begynde at bruge en øjengelé.
DET SKAL DU HUSKE: Det er vigtigt at huske solfaktor i dagcremen, da solen er skyld i 75 procent af de ældningstegn, vi får gennem livet. Skader, du pådrager dig i dine unge år, vil med tiden vise sig som pigmentforandringer, linjer og i værste tilfælde - celleforandringer! Så derfor: Brug faktor hele året rundt.
Hvis du er i 30'erne ...
DIN HUD LIGE NU: Det er nu, den naturlige fugtproduktion og andre vigtige processer begynder at halte, og de første fine linjer opstår. Øjenomgivelserne skal nu ikke længere plejes med en let øjengelé, men med en decideret øjencreme. Supplér den daglige hudpleje med en ugentlig grundrengøring i form af peeling og maske.
DIN SKØNHEDSRUTINE: Exfoliering, scrub, peeling ... Kært barn har mange navne. Fælles for alle betegnelser er, at de alle dækker over et produkt, der ved hjælp af fine korn, havreflager eller noget helt tredje fjerner døde hudceller på hudens overflade og efterlader huden ren og blød. Efter exfoliering får huden større gavn af masker, serummer og cremer. Det er nu, du skal i gang med exfolieringen!
DET SKAL DU HUSKE: Selv om du nu begynder at kunne se de første linjer, så husk på, at små linjer ved mund og øjne er et glædestegn - ikke et ældningstegn. Smil og nyd livet, det pynter på ethvert ansigt!
Hvis du er i 40'erne ...
DIN HUD LIGE NU: Du begynder at kunne høste frugterne af mange års daglig hudpleje. Pigmentpletter, sol- og rygerynker vil være mindre tydelige, hvis du har gjort dit arbejde, så fortsæt med det.
DIN SKØNHEDSRUTINE: Supplér din hudplejerutine med et anti-aging produkt i form af et serum eller en kurbehandling med f.eks. C-vitamin. C-vitamin er en stærk antioxidant, som virker stimulerende på hudens produktion af kollagen og elastin og gør den mere fast og elastisk. Du kan få mange slags serummer, nogle virker fugtgivende, mens andre f.eks. virker lysnende. Et serum indeholder en særlig høj koncentration af aktive ingredienser.
DET SKAL DU HUSKE: Supplér din daglige hudplejerutine med en omgang ansigtsmassage - derhjemme på badeværelset eller hos en professionel i ny og næ. Massér i små cirkulære bevægelser for at øge blodcirkulationen og opstramme vævet.
Hvis du er i 50'erne eller over
DIN HUD LIGE NU: Den modne hud producerer typisk mindre fedt, taber spændingen i vævet og rynkerne viser sig tydeligere end tidligere.
DIN SKØNHEDSRUTINE: Fortsæt den daglige hudpleje, du har bygget op gennem årene, og sørg for at give huden masser af fugt og næring. Supplér evt. med kosttilskud som fiskeolie og IMEDEEN-hudplejetabletter, der hjælper med at holde huden sund indefra.
DET SKAL DU HUSKE: Selvom du i årevis har været glad for de samme produkter, så kan det være en god idé at se på, hvilke produkter du bruger. Behovet ændrer sig med alderen, og markedet byder samtidig på nye virksomme cremer.