L'Oréal fjerner ord som 'lys' og 'hvid' fra deres produkter
Freja Lyngbo. Foto: Scanpix, Shutterstock
De mange antiracistiske protester, der lige nu finder sted verden over, har fået en del firmaer og producenter til at tage stilling til deres produkter, de navne de har, samt hvordan de markedsføres.
I den anledning har den franske kosmetikgigant L'oréal valgt at fjerne ord som "blegning" og "lys", på engelsk "whitening" og "fair", fra deres produkter. Det har selskabet meldt ud ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ordene fjernes - men produkterne forhandles stadig
L'Oréal producerer nemlig cremer, der har til formål at gøre huden lysere, og selvom den multinationale virksomhed længe har modtaget kritik for netop dette, er det først nu, selskabet vælger at fjerne bestemte ord fra produkterne.
Men produkterne, som især er efterspurgte i Asien og Afrika, vil dog stadig være at finde på hylderne verden over.
Debatten om racisme har fået en del andre firmaer til også at tage kritisk stilling til de produkter, de sælger.
For eksempel vil Johnson & Johsnon, som er et af verdens største producenter af kosmetik, helt stoppe salget af bestemte blegende cremer, som især sælges i Asien og Mellemøsten.
Modvind på de sociale medier
L'Oréals tiltag har modtaget en del kritik på de sociale medier. På Twitter skriver en bruger blandt andet:
- Det er dybt indlejret i den asiatiske kultur at betragte lys hud som et skønhedskrav. Medmindre vi ændrer kulturen, og hvordan skønhed defineres, vil det ikke gøre nogen stor forskel, at nogle kosmetikfirmaer ændrer navngivningen af deres produkter.
En anden skriver:
- Hvem kritiserer dem? Vi er ligeglade. Vi har ikke bedt om sådanne symbolske gestusser, Bandaid, FamilyGuy, The Simpsons, Houston Association of Realtors, og hvem I ellers er. De betyder intet for os.
Flere mener også, at beslutningen er decideret dum. For eksempel skriver en Twitter-bruger:
- Det eneste I skulle, var ikke at bruge farver til at definere mennesker, men i stedet for fjerner I farver fra produkterne, sådan at det netop kan bruges til at definere folk. I har lige ramt et helt nyt niveau af dumhed.