
Vi havde aldrig troet, at dette mascara-look kunne blive trendy. Men nu genovervejer vi alt, vi ved

Foto: Evan Agostini/AP/Ritzau Scanpix
Bedst som vi troede, at vi måske skulle til at pensionere vores mascara for stedse, så genopstod Florence Pugh som en gotisk Fugl Fønix til det avantgardistiske modebrand Harris Reeds show i London.
Showet, som løb af stablen under London Fashion Week, leverede nemlig en åbningsseance, der var lidt af en sensation.
Ud på catwalken trådte nemlig ingen ringere end den fabelagtige Florence Pugh, der iført en hellang, sort korsetindspændt kjole med hætte og djævelske horn voksende ud fra bustieren fremførte en mumlende monolog af proklamationer om, at man skal være uregerlig, modig, frygtløs, for meget og lave larm.
Og man kan kun sige, at Pughs larmede - om ikke i monologens egentlige decibel - så snarere i sit helhedsudtryk, der ud over kjolen, der var som taget ud af garderoben fra en Disney-prinsesses onde stedmor, bestod af øjenvipper, der rakte langt ud over hvad vanligt er.
Efter flere sæsoner med en "mindre-er-mere"-tilgang til mascara og øjenvipper og en generel devise om, at vipper enten skal være lange og enkelt definerede eller voluminøse, tætte og dramatiske, så modsagde Pughs vipper, alt vi troede, at vi vidste om øjenvippers udtryk.
Ikke nok med at hendes vipper (ja, de var kunstige, men stadig) var i hvert fald 3-4 centimeter lange og rakte langt op over Pughs øjenbryn, ja, så var der også skruet godt op for volumen ved vippernes rødder. Det, som vi ‘i gamle dage’ nærmest ville have kaldt klumpede vipper.
Og skal det nu være moderne?
Måske.
Florence Pughs dramatiske udtryk er helt sikkert et vink med en vippende vognstang om, at vi - trods modstridende informationer - langt fra er færdige med mascara, og måske endda skal til at eksperimentere med både at få ekstrem længde frem i hver vippe og få dem til at klumpe lidt lækkert sammen langs vippekanten.
For, vi må da indrømme én ting: Pughs look kan noget - og mindre kan altså også gøre det.
