Stil
28. januar 2016Stjæl stilen fra stilikonerne
Verdens førende stilikoner er fantastiske til at holde fast i deres egen stil i en omskiftelig modecyklus, samtidig med at de er de første til at gribe de nye tendenser – som regel i lækker kombination! Og nej, de er ikke kun klædt på til den røde løber i Hollywood – de fleste har en rigtig god hverdagsstil, som vi her har ladet os inspirere af
Af: Majbritt Olsen
KLASSISK Den 32-årige polskfødte model Anja Rubik er en af verdens førende internationale modeller, og hun er også blandt designeren Karl Lagerfelds favoritter. Hun har en helt igennem sofistikeret og naturlig udstråling, som gør hendes klassiske feminine stil utrolig elegant. Dyrk looket med klassiske elementer i lækre kvaliteter og basisfarver, og supplér med høje hæle og måske sæsonens taske. SPORTY Den 50-årige amerikanske skuespillerinde Sarah Jessica Parker kræver næppe den helt store introduktion. De fleste kender hende i rollen som Carrie Bradshaw i ”Sex & The City”. Sarah Jessica Parkers stil ligger langt fra hendes rolle som Carrie. Hun går som regel i afslappet tøj og flade sko, perfekt til en hverdag med tre børn. Selv om hun går mere i jeans end fine outfits, formår hun alligevel at skabe et yderst personligt look. Dyrk hendes stil med sporty bukser, sneakers og en afslappet overdel og tilsæt hue og løst halstørklæde. SE OGSÅ: De største modetendenser til sommeren 2016 HERRESTIL MED ET TVIST Den 32-årige model Miranda Kerr var den første australske model til at gå for Victoria Secret – en blåstempling, der normalt skaber millionkontrakter for modellerne efterfølgende. Hendes stil er afdæmpet og ofte drenget med basis-garderoben i orden. Hun går efter enkle styles, som hun tvister i ny og næ. Dyrk hendes cool look med smalle bukser, herre-inspirerede sko og klassiske overdele i sort-hvide farver. 70’ER-CHIK Det 29-årige amerikanske stilikon Olivia Palermo blev i modekredse kendt fra reality-TV-serien ”The City”, og hun skriver desuden om mode og skønhed på sit eget site, Oliviapalermo.com. Hun har tidligere været kåret af New York Post som bedst klædte newyorker. Olivia Palermo er fantastisk til at opsnappe nye tendenser og bruge dem på en sofistikeret måde, så det ser lækkert og classy ud. Nøgleordene for 70’er-looket anno 2016 er læder, ruskind, vide bukser og strik i brændte nuancer. CASUAL Hvem havde i sin tid troet, at unge Victoria Beckham, kendt fra popgruppen The Spice Girls, senere ville blive et kæmpe stilikon? Hun har både udgivet sange og bøger, men er nok mest kendt som designer nu. Tidligere har 41-årige Victoria Beckham været meget mere outreret i sit udtryk, men med årene er hun blevet mere afslappet – dog stadig med et cool tvist. Tag udgangspunkt i sæsonens vide culottebukser eller en løs A-nederdel og sæt dem sammen med en casual strik eller top, et par chunky sko og et stort tørklæde.