Årets kloge kone: Margrethe Vestager: "Man bliver jo ikke mindre feminist af, at ens løn stiger"

På en trappesten i Gothersgade i København sidder en håndværker, da Margrethe Vestager, EU-Kommissionens nyudpegede ledende næstformand, kommer cyklende. Da hun sætter cyklen foran Europa-huset, standser han hende for lige at sige, at han godt kan lide den, hun er, og det, hun gør. Margrethe er likeable. Folk kan lide mennesket Margrethe. Med enkelte undtagelser. Donald Trump har for nylig udtalt, at Margrethe Vestager ”formentlig hader USA mere end nogen anden”. Det er alligevel noget at få skudt i skoene af USA's præsident. Sandheden i udsagnet er måske i virkeligheden, at Donald Trump har det svært med modne kloge kvinder. Som Margrethe Vestager.

Hendes karriereforløb er en ren nosseknuser for mænd som ham. I komprimeret form: folketingsmedlem, undervisningsminister, kirke- og undervisningsminister, leder af Radikale Venstre, vicestatsminister, økonomi- og indenrigsminister, EU’s konkurrencekommissær – hvor hun benhårdt gik i clinch med virksomheder som Google, Apple og Amazon – og nu udpeget som næstformand i EU-Kommissionen. Hvabehar? Og man siger jo, at magt korrumperer, så spørgsmålet til Margrethe er oplagt: Hvordan er det lykkedes dig at forblive et ordentligt menneske?– Jamen det er da ikke sikkert, at jeg er det. Ha ha, det er da bestemt ikke sikkert. For – ja, magt korrumperer. Og jeg har været magtudøver i mange år, jeg blev minister første gang, da jeg var 29. Jeg har fra den allerførste dag tænkt: Man bliver nødt til at vaccinere sig selv mod at tro, at det handler om en selv, for det gør det ikke. Det er ikke, fordi jeg er et særligt prægtigt menneske, at jeg har fået lov til at løse en opgave, hvor magt er et af de væsentligste instrumenter. Så jeg har prøvet at være til rådighed. Hvis man får lov til at låne magt, bliver man også nødt til at sige lidt om, hvem man er. Jeg fortæller jo ikke alle historier fra mit liv, for noget af det er privat, men jeg ER meget ”What you see is what you get”. Jeg forsøger at være personlig i den måde, jeg er på, fordi jeg synes, det er en forpligtelse, jeg har, når jeg udøver magt. Det gør selvfølgelig, at jeg stiller mig i en mere sårbar position, end hvis jeg havde gemt mig bag et jakkesæt eller en facade. Det er én ting, der sørger for, at magten ikke korrumperer.– Den anden er, at jeg selvfølgelig lever et meget privilegeret, men på andre måder egentlig også et ret almindeligt liv. Altså … vores køleskab fylder heller ikke sig selv. MEN:– Samtidig VED jeg da godt, at magtpositionerne har gjort noget ved mig – som de også gør ved andre. For der er det ved det, at hvis du er i en magtposition, så synes folk, at du er sjovere og klogere og højere. Højere???– Også højere! Jeg ved ikke, hvor meget jeg er VOKSET igennem de her år. Folk tror simpelthen, du er højere centimetermæssigt?– Ja! Jeg er 176 cm uden sko. Men altså … der har stået i interviews, at jeg er 185 cm. Mine ben er blevet længere, der er ingen ende på det! Så jeg er meget bevidst om, at når jeg en dag ikke er magtudøver længere, så må jeg til at finde på bedre vittigheder. For så bliver du lavere igen?– Ja! Jeg snakkede lige med en af mine veninder om det. Hun har fået et virkelig dejligt job, hvor hun står mere frem i sin egen ret i sin ledelsesopgave, og hun sagde: ”Pludselig ved jeg fuldstændig, hvad du taler om. Folk kigger på mig på en anden måde, de er venligere over for mig.” Det bliver bare anderledes, og hvis man ikke er ekstremt bevidst om, at det skyldes positionen, tror man lige pludselig, at det handler om en selv. Har din mand nogensinde måttet minde dig om, at du ikke også er chef derhjemme?– Nej, og det tror jeg hænger sammen med, at jeg fra dag et har vidst, at ministeren, partilederen og kommissæren ikke er efterspurgt derhjemme. Der er jeg i min rolle som mor, hustru og ven. For ens egen skyld skal man virkelig holde fast i det, for det er dét liv, der bliver ved. LÆS OGSÅ: Se alle de nominerede guldkvinder her KVOTER!Der er også noget andet, hun har holdt virkelig godt fast i: sin feminisme.– Man bliver jo ikke mindre feminist af, at ens løn stiger. Budskabet er klart: Når man er en af de kvinder, som har formået at arbejde sig helt op i toppen, har man en forpligtelse til at holde døren åben, så andre kvinder kan komme med op. Derop, hvor der stadig er laaangt flere mænd end kvinder i magtpositioner. Hvad har du erfaret om køn, seksualitet og magt undervejs?– Først og fremmest at jeg selv har haft virkelig mange illusioner om et ligestillet Danmark. Ikke at vi var fuldt ligestillede, men jeg tænkte, at det gik da egentlig meget godt. Og det er forkert. Der er stadig virkelig meget at gøre. Der er også virkelig meget at gøre for mænd, for at de kan leve et fuldt liv. For mange mænd er ofre for en stereotyp kønsopfattelse. Jeg synes, der bliver lagt nogle snævre bånd på dem, så der er virkelig meget at gøre. Men … hvis du havde spurgt mig for 15 år siden, havde jeg sagt ”KVOTER? Nej, det er for fisk”. Men jeg har indset, at der har været en uformel mandekvote på omkring 95 procent i nogle hundrede år. Så det har virket super godt. For mændene. Og det peger på, at selvfølgelig virker kvoter. Derfor synes jeg bare, de skal tage imod tilbuddet om balance og sige ”super”, hvis der skal være nogen rimelighed i det. Ellers vil vi have 70 procent mænd på magten i de næste 100 år. Vi skal ud over stepperne?– Ja! Det er virkelig tankevækkende, at selv om kvinder får uddannelser og bliver læger og jurister og alt muligt andet, som burde bane vejen for ligestillingen, så sker det med en langsommelighed, som man simpelthen ikke skal finde sig i. Man kan bare se, hvor mange kvindelige jurister der er uddannet de seneste 10 år, og hvor få kvindelige partnere der er i advokatfirmaer. Bare som ét åbenlyst eksempel. Oplever mænd dig som en trussel?– Jeg tror i hvert fald, at de nogle gange ikke ved, hvad man gør her. For når to mænd mødes – selv i en interessekonflikt – har de jakkesæt på og er klippet på nogenlunde samme måde. Så der er en hel masse ting, de kan lade underforstået: Det kan godt være, vi har en konflikt her, men vi forstår ligesom hinanden, fordi vi har den samme uniform på og taler det samme sprog. Når der så sidder en dame med en kjole og nogle farver og spørger, om man vil have en kop kaffe, går der ligesom kludder i det. Min dag er tit opdelt i 30-minuttersintervaller. Det går ud over stepperne med møder, og hvis man har sådan et 30-minuttersmøde, synes jeg ikke, man skal bruge det til at høre om, hvor mange børn jeg har! For vi er der for at tale om nogle virksomheder og den markedssituation, de nu er i og så videre. På den anden side forstår jeg godt, at det sker for at finde ud af: Hvad er det så for en kode, vi taler i her? Hvad er kvinders største misforståelse om magt og karriere?– Jeg tror faktisk, at mange stadig har en lidt ubevidst fornemmelse af, at det er noget farligt og beskidt noget, som kræver noget særligt. Så ”derfor er det ikke rigtig noget for mig”. Er kvinder bange for magt?– Njaaa, ser måske lidt ned på den: ”Man er sikkert ikke et ordentligt menneske”. Og et stykke ad vejen er det jo rigtigt. Hvis man ser på #MeToo, viser det sig, at der er mænd, som har troet, at magten handlede om dem selv og gav dem nogle helt særlige groteske rettigheder over for andre. På den måde forstår jeg det sådan set godt. Men det ER jo heldigvis stadig et lillebitte mindretal. Så man skal over barrieren og sige: Hvis jeg har set magt forvaltet på en forkert måde, vil jeg gerne være med til at forvalte den på en god måde – ved selv at gribe den og se den som et redskab til at gøre nogle ting. Magt er noget, du har til låns, og derfor skal du behandle den med respekt, for du skal kunne levere den tilbage. Det handler ikke om dig, det handler om, at du skal løse en opgave. Det er for mig en helt anden måde at se magt på, end det der ”Hov se lige mig, jeg er en prægtig person, på grund af det må jeg behandle andre mennesker som skidt”. Det forstår jeg godt, at ingen vil have med at gøre. Men der er bare andre måder at gøre det på, og der er brug for andre måder at gøre det på, for vi lever nærmest i en global tillidskrise, hvor folk ikke har tillid til mennesker, de selv har valgt til at repræsentere sig, og hvis vi ikke kan begynde at behandle magt på andre måder, end vi gør, kan vi ikke vende den krise. Og så siger Margrethe diplomatisk om d’herrer Vladimir Putin, Donald Trump, Boris Johnson, Kim Jong-un med flere. – Verden er et meget mangfoldigt sted i øjeblikket, det må man sige … ROLLEMODEL”Så bliver det ikke større,” siger Margrethe med et skævt smil, da jeg fortæller, at vi på femina i år gerne vil hædre hende i Guldnummeret for at være en klog kone til inspiration for andre kvinder. Hun har det meget dobbelt med at være rollemodel. – Jeg vil gerne være sådan en rollemodel, der får folk til at tænke: Jeg har ikke brug for en rollemodel, jeg kan selv. Under Folkemødet optrådte Margrethe i en ligestillingssamtale med Ekstra Bladets daværende chefredaktør Karen Bro. Stemningen blandt publikum var nærmest – smuk. Der var ikke tale om idoldyrkelse, nærmere om en slags fælles følelse af empowerment. Hvis urkilde var Margrethe. – Ja, det var VIRKELIG dejligt. Men … jeg synes, det er utrolig meget at bede et andet menneske om at være rollemodel. For ingen af os kan leve op til det. Jeg håber, jeg gør nogle ting, som kan være inspirerende for andre. Men man kan jo ikke i alting være noget, andre skal gøre. En gang imellem gør man også dumme ting. Så du vil helst ikke glorificeres?– Altså, det er også det, der gør det svært – den der dobbelthed. På den ene side er det fedt at se, at nogen kan. Det var en kæmpe ting, da vi fik Helle som statsminister, så alle børn i Danmark kan se, at det kan man også blive som kvinde. Men det må samtidig ikke blive så uopnåeligt, at man tænker: Super, men det kan lille mig aldrig blive, for det er alt for svært, man skal kunne alt for meget. – Og der er også mange ting, vi ikke ved om hinanden. Lige såvel som der er noget personligt, som vi kan lære at kende, så er der også noget, der er privat. Det er paradokset, at det er privat, og derfor betragter vi det som noget, der er helt vores eget, men det er lige præcis tit der, hvor vi er allermest almindelige. Fordi vi tager blødt tøj på, når vi kommer hjem, og nogle gange spiser vi is op af dåsen …Eller ser ”Glam up” på TV2 Play … – Det er ”Bagedysten” for makeupartister. Først en opgave, så en større opgave, og en, der bliver skilt ud hver gang. Jeg skal SLET ikke sige, hvad min mand mener om, at jeg ser sådan noget – når man nu kunne læse om Europas historie i stedet, ha, ha. Vi er mennesker?– Ja. Så det er den dobbelthed, man på en eller anden måde skal manøvrere i. Du har behov for forskellige rum i dit liv for at kunne komme tilbage i det politiske rum?– Lige præcis. Det er også derfor, jeg ikke forsøger at bilde folk ind, at jeg arbejder hele tiden. Fordi det er forkert. Nogle aftener har jeg brug for bare at sidde med mit strikketøj og se Netflix. For ellers er jeg en dårlig beslutningstager dagen efter. Margrethe Vestager51 år, ledende næstformand i EU-Kommissionen. Fortsætter samtidig som konkurrencekommissær. I den position er hun tidligere gået i clinch med virksomheder som Google, Apple og Amazon – før da imponerende karriere i dansk politik, blev minister første gang som 29-årig. Gift med adjunkt Thomas Jensen, sammen har de døtrene Maria, Rebecca og Ella.

GENERTMargrethe udstråler ro. Ligner en, der er i sync med sig selv og sit arbejdsliv. Men det har jo ikke været nemt hele vejen.– Da jeg overtog ledelsesopgaven i Radikale Venstre, var partiet ved at gå i stykker. For et politisk parti er det ikke nogen succes, at folk går fra det for at starte deres eget parti. Det var forfærdeligt. Så vi havde nogle virkelig svære år, før det vendte. Hvad er det for et sind, du har med dig, som gør dig god til at tackle sådan nogle ting?– Jamen … det er noget, jeg er blevet meget bedre til. Jeg var meget genert som barn. Jeg havde ikke noget behov for at stille mig frem. Mine forældre var præster begge to, og hvert år i august satte de en annonce i ugeavisen, og så var der åbent hus. Over fire dage kunne vi nemt have 350 mennesker, som skulle have hjemmebagte boller, kringle og lagkage. Indtil vi til sidst bad bageren om at lave det ... Men der skulle dækkes bord og laves kaffe og te og bæres ind i den rigtige rækkefølge. Jeg ville helst bare være i køkkenet. Jeg ville helst nøjes med at bære kaffekanden ind, og så stod min far og min bror derinde og sørgede for, at der blev sunget og fortalt historier. Jeg var meget bedre i køkkenet. Det sidder stadig i mig. Jeg synes, køkkenet er det bedste rum. Så du ender i køkkenet til fester?– Ja. En god fest ender i køkkenet, for så bliver man lidt småsulten, og selv om der måske ikke officielt er natmad, finder man et stykke rugbrød eller et eller andet. Men det er måske derfor, det ikke er afgørende vigtigt for mig at stå fremme. Hvad handler det så om?– Det handler jo om det, man kan gøre. ALTING handler om det, man kan gøre. Har du haft en eksistentiel krise i dit liv?– Ja. Dengang det gik så dårligt i Radikale Venstre, og journalisterne for rullende kameraer spurgte mig: ”Er du den rigtige leder af Radikale Venstre?” er det klart, at jeg måtte spørge mig selv: ”Er det virkelig det her, jeg skal?” Jeg har fortalt historien her mange gange, men det har jeg, fordi den er vigtig for mig: En dag sad jeg inde på mit kontor på Christiansborg og var helt ude af den. Jeg har altid haft nogle kelimtæpper på mit kontor, fordi jeg godt kan lide farver og varme, og dem så jeg på, da det slog mig: Det er ikke værre, end at jeg kan rulle dem sammen og bære dem ud herfra, og jeg kan gå min vej, og jeg behøver ikke se mig tilbage. Det lyder helt vildt mærkeligt, at sådan en banal indsigt kan virke opklarende, men det var først dér, det gik op for mig, at det at være leder af Radikale Venstre ikke var noget, jeg SKULLE. Der var ingen, der sagde: ”Du spiller i hvert fald håndboldsæsonen ud, for vi har betalt kontingentet.” Jeg kunne gå min vej. Det gjorde, at jeg kunne vælge det til. Det blev et vendepunkt. Der er en helt anden styrke i ting, man gerne selv vil, end i ting, man synes, man skal. Hvilket forbillede har du været for dine døtre?– Jamen de er først og fremmest nogle virkelig dejlige unge kvinder, og jeg tror, at noget af det, vi har vist dem, er, at man kan virkelig mange ting og ikke behøver lade sig begrænse af gængse roller. Jeg er nogle gange blevet spurgt, om ikke jeg er en ravnemor. Så siger jeg, at det ved jeg ikke, men mine børn ved jo ikke bedre. Der er også det ved det, at jeg lever et andet kvindeliv, end min mor gjorde, men hun levede også et andet kvindeliv, end hendes mor gjorde. Jeg tror, der nogle gange er risiko for, at vi måler vores liv op imod et fikspunkt, som ikke findes. Hvordan?– Jamen at der skulle være sådan en perfekt balance mellem arbejdsliv og familieliv. At der er en bestemt måde, familien kan fungere på, som er sådan, som det skal være. Jeg bor i Bruxelles, Thomas og vores yngste bor her i Danmark. Nummer to bor i England, den tredje flyttede hjemmefra, før jeg begyndte som kommissær. Det viser sig så, at der er mange mennesker, der bor på en anderledes måde. Ligesom da jeg var gravid første gang og tænkte: Hvor var alle de gravide kvinder før??? Først når man selv er i situationen, lægger man mærke til, at andre er i den samme situation. Der er rigtig mange mennesker, der lever på en anden måde, end at børn skal i skole og madpakker og af sted og hjem og hente og aftensmad og aften og en gang til. Som pendler langt og bor fra hinanden. Alt muligt. Hvis vi var lidt mere generøse over for for os selv med, hvad vi måler vores liv op imod, så ville vi kunne gøre meget mere. Vi kontrollerer for meget? – … Ja, det er lige fra kropsidealet til arbejdsidealet til familieidealet, som når først det hele bliver flettet sammen, kan blive til et meget snærende bånd. NYSGERRIGDer er ingen bånd, der binder Margrethe, når hun cykler. Hun elsker sin cykel så meget, at hun foretrak den frem for ministerbilen, dengang hun var minister. Kommer der et tidspunkt, hvor det er okay at køre på fortovet en gang imellem?.... er det ikke altid i nødstilfælde det, man gør? Det her helt vildt underlige spørgsmål kommer af, at en af mine kolleger jævnligt har set Margrethe tage den på cykel ind over fortovet på Amager. Margrethe griner og siger:– Det kan ALLE komme til. Du er blevet mere fri og personlig i tonen, siden jeg interviewede dig første gang tilbage i 1990'erne?– Ja, det er jeg, men det hænger sammen med, at når man er helt ung, så ved man ikke rigtig, hvem man er: Sådan havde jeg det i hvert fald: Jeg vidste ikke rigtig, hvem jeg var, og så er det svært at være personlig, for så stiller man noget frem, som stadig er meget modellerbart. Men når man er 50, har man fået nogle stød, og det, man stiller frem, er selvfølgelig stadig modellerbart, men man er bare selv herre over det på en helt anden facon. Du synes også, det er fedt at blive ældre?– Jeg synes, det er SKØNT. Det er ikke kun det med alternativet, der er værre. Jeg synes i det hele taget, at det er skønt at blive ældre. Jeg har det heller ikke sådan, at jeg er 17 år inden i. Det er jeg ikke! Jeg er først i 50'erne både inden i og uden på. Jeg ville være meget ked af at skulle være 17 år igen. Det er da fantastisk at have levet længe, oplevet meget og drevet det til noget. Hvordan vil du gerne blive gammel?– Jeg vil gerne blive meget gammel, jeg er simpelthen så nysgerrig for at se, hvor det hele går hen. Nu stiller vi mål op for 2050, og dér skal man i hvert fald være der for at se, om det kommer til at spille. Det er et delmål for dig?– Ja. Altså, hvis man er et nysgerrigt menneske, vil man da gerne hænge ved og se, hvordan det går alt sammen!