Underholdning
16. december 2022

Albert Rosin glæder sig: I år er første år

Den 20-årige skuespiller skal for første gang holde jul med sin dansekæreste. Og så skal de selvfølgelig se “Tinka og sjælens spejl” sammen.
Af: Sara Nørgaard
https://imgix.femina.dk/2022-12-16/20210929-224645-L-6048x4024ma.jpg

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix, Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Julehyggen har indfundet sig i Sydhavnen i København.

I hvert fald hjemme hos 20-årige Albert Rosin Harson og hans kæreste Jenna Bagge, 33.

– Jeg skal holde jul med min kæreste for første gang. Vi er lidt hos min familie og lidt hos hendes familie. Og juleaften er vi sammen med min familie, siger Albert Rosin.

Aftenen bliver helt traditionel med flæskesteg, risalamande, mandelgaver, dans om juletræet og gaver.

– Jeg synes stadig, at julen er lige så hyggelig, som dengang jeg var lille. Der er måske nogle praktiske ting, som jeg tænker lidt mere over, nu hvor jeg er blevet ældre. Jeg skal finde gaver og sådan noget, men ellers synes jeg ikke, det har ændret sig særlig meget, siger Albert.

Albert og Jenna har været kærester i halvandet år. De mødte hinanden, da han deltog i “Vild med dans” i efteråret 2020, hvor de var dansepartnere.

– Jeg lærte hende ikke at kende med den bagtanke, at vi skulle blive kærester. Så det begyndte bare med, at vi fik en rigtig god kemi, siger Albert Rosin Harson.

Den vakse seer kunne nok fornemme, at danseparret hurtigt blev glade for hinanden. Men det var først, efter dansen sluttede, at blev kærester.

– Hvis jeg skal nævne en ting ved Jenna, som jeg rigtig godt kan lide, så er det, at hun er så positiv.

– Hun smiler hele tiden. Og hun har et positivt syn på verden og livet. Det er jeg ret imponeret af. Og så har hun en hel vild umiddelbarhed i sin tilstedeværelse, som jeg synes er rigtig skøn, roser Albert sin kæreste.

De har også planer om, at de skal se “Tinka og sjælens spejl”, hvor han spiller Lasse, sammen i år.

– Hun har set lidt af det tidligere. I år havde hun inviteret alle sine “Vild med dans”-venner hjem til os 1. december, hvor vi så det sammen.

https://imgix.femina.dk/2022-12-16/20201220-004932-7-5274x3516ma.jpg

Alberts liv viser på alle mulige måder, at han er vokset ligesom sin rolle Lasse i “Tinka og sjælens spejl”.

Da optagelserne begyndte til første sæson af TV 2-julekalenderen, var han kun 14 år. Nu er Albert en voksen mand med titlen skuespiller.

– Der er sket en kæmpe udvikling. Jeg var teenager og havde lavet lidt skuespil inden, men julekalender var stort og nyt for mig. Det er det ikke i dag.

Som 17-årig begyndte han på gymnasiet, men han opdagede hurtigt, at det ikke var den vej, han skulle.

– Jeg endte med at konkludere, at hvis jeg skulle have tid til at lave skuespil, som jeg gerne vil, så havde jeg ikke tid til at gå i gymnasiet. Så jeg prioriterede at gå efter min drøm.

Og det har han ikke fortrudt, og han har da også allerede fået en del roller.

– Jeg har en spillefilm, der udkommer til næste år. Den hedder “Jomfruer fra rummet”. Det er en skør ungdomskomedie. Og så kommer der en tv-serie, der hedder “Stadig ikke død”, afslører Albert, som håber på, at der kommer mange flere roller i fremtiden.

– Jeg vil gerne spille nogle skøre eller mærkelige karakterer. Prøve noget, hvor jeg spiller noget helt andet end det, jeg selv er, for jeg minder ret meget om Lasse (fra “Tinka”, red.).

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også