Amalie Lyhne: "Nu gør jeg det med at være mor ordentligt, så må det andet komme bagefter"

Amalie Lyhne oplever, at samfundsgrænserne for det normale snævres mere og mere ind, så hun er ved at lægge sidste hånd på bogen ”Giv os frisindet tilbage”.

– Den handler om frisind og er faktisk en hyldest til ’68. Vi har i så mange år hørt borgerlige brokke sig over ’68. Men nogle gange glemmer man alt det gode, der kom ud af ’68: Tolerance over for homoseksuelle. Ligestilling mellem kønnene. At børn selvfølgelig er nogle, man også skal lytte til. Men der er bare nogle steder, hvor frisindet er lidt på retur.

Hvordan?

– Vi ser en nypuritanisme i øjeblikket. Det er lidt paradoksalt. På den ene side har vi nøgne bryster og balder overalt, men det er en meget poleret nøgenhed. Samtidig viser undersøgelse på undersøgelse, at de unge ikke tør gå i bad med hinanden længere. Vi oplever også pædofilpanik. Vi er blevet … bange for det dér nøgenhed. Det må være forfærdeligt at være mandlig pædagog. De må ikke skifte ble alene, og så skal der være en helt åben dør. Hvad gør det ved børnenes opfattelse af mænd? Og af kvinder? Vi ser det også i ligestillingsdebatten og i #MeToo – manden som potentiel overgrebsmand og frådende sexmonster, der skal styres. Hvor pigerne og kvinderne er helt sarte og uh, vi tænker da aldrig på sex. Det er så karikeret, og det er et lidt gammeldags billede. Det var da det, vi havde forladt! Det var også det, ’68 handlede om: At kvinder selvfølgelig var lige så stærke som mænd og havde en seksualitet, der var lige så stærk som mænds, og at vi måtte lige så meget som mænd. Vi er gået lidt baglæns.

For lidt privatliv

Virker efternavnet Lyhne bekendt? Amalies otte år ældre halvsøster er skuespilleren Mia Lyhne, hvis man kigger godt efter, kan man se ligheden, deres stemmer ligner også hinanden. Hvad bofællesskabet angår, ligner de to søstre ikke hinanden. Mia er flyttet tilbage til storfamilielivet med sine to børn. Amalie foretrækker til enhver tid bungalowen i Emdrup.

– Min far var VS’er, min mor var også langt ude på venstrefløjen, så de fandt sammen i et bofællesskab i Smørum. De bor der stadig, selv om de siden er blevet skilt. Mine forældre tænkte dengang, at det var et rigtig godt sted for børn, og når vi er på besøg, siger min ældste søn da også: ”Aih, kunne vi ikke bo sådan et sted?”. Jeg kan sagtens se attraktionen for børn. Det passede bare ikke lige til mit sind som barn.

Amalie Lyhnes barndom har – med hendes egne ord – været fyldt med skilsmisser, så hun er ikke vokset op med en særlig stor tiltro til kærlighed.

- Men jeg har altid gerne villet have den, og jeg var enormt lang tid om at blive skilt fra min første mand, fordi jeg havde den drøm om kernefamilien. Jeg synes, den er et ideal. Og det er en sorg, der kommer til at være der resten af mit liv: At det fik jeg ikke.”

LÆS OGSÅ: Laura Drasbæk: "Nu er det mig og mine drenge - så må alt andet komme i anden række"

Hun måtte igennem en lang proces for at kunne tage skilsmisse-beslutningen.

– At blive skilt føles som at stikke en kniv i ryggen på sit eget barn. Jeg kunne simpelthen ikke lade mig skille. Så måtte jeg bare holde ud. Men jeg kom frem til, at hvis jeg ikke gik, sad der TO knive i ryggen på ham, for det, han voksede op i, var rigtig skidt for ham, fordi stemningen var så dårlig derhjemme. Det gjorde, at jeg kunne leve med at blive skilt. Men det var en svær beslutning.

Og hvis hun har lært noget, er det, at et presset arbejdsliv kan være med til at spænde ben for kærligheden.

– Hvilket måske er medvirkende årsag til, at folk har sværere ved at finde kærligheden. Det hele ER meget presset. Så en af grundene til, at jeg ikke har arbejdet fuldtids i 10 år og bevidst ikke vil gøre det, mens mine børn er små, er, at jeg ikke vil skilles igen.

Noget af det, Amalie siger, gør hende til magnet for en del kvinders vrede. F.eks. at hun ikke vil arbejde fuldtids.

– Men jeg synes virkelig, man skal mærke efter, hvad man selv har lyst til, og så gøre det. Hvis man synes, det er forfærdeligt at være på barsel, skal man stå ved det. Der er ikke noget barn, der dør af at komme tidligt på institution. Stå ved det! Problemet er, at vi kvinder tydeligt mærker tidens snævre normer. Man skal arbejde, gøre karriere, men samtidig også være mor og ikke hente sit barn som den sidste. De kvinder, der kører karriere og siger: ”Så er der andre, der må hente mit barn” – de får hug. Kvinder som mig får også hug, for vi er dårlige forbilleder for vores døtre, og vi udnytter ikke vores potentiale, og nu har vi også fået en gratis uddannelse … Begge poler får enormt meget skældud. Man SKAL som kvinde være i midtersektionen, det er trist.

Er du feminist?

– Åh … jeg kaldte mig det engang, men er holdt op med det, fordi folk misforstår det. Jeg er feminist i den gamle 68’er-forstand, hvor det bare handlede om ligestilling og kvinders styrke og frihed. Men som feminismen er i dag, kan jeg overhovedet ikke skrive under på det. Jeg synes, det er KLYNK. I gamle dage kæmpede man for lige løn for lige arbejde. I dag kæmper man for ligeløn for ulige arbejde. Kvinder tjener altså mindre, fordi vi tager længere barsel, arbejder mere deltids, og vi bliver ikke ingeniører eller økonomer. Men det er, som om man BÅDE vil beholde sin lange barsel OG kunne hente klokken tre – og så vil man i øvrigt lige tjene lige så meget som mændene. Det kan man jo ikke! Der er ingen kønsdiskrimination. Men når børnene kommer, begynder flertallet af kvinder at træffe nogle valg, som gør, at de tjener mindre. Det behøver de jo ikke. Sutteflasken er opfundet!

Du har ikke ammet?

– Jeg ville gerne, men jeg kunne ikke. Det var med brystbetændelse og blod ud af brysterne. Og jeg kan huske ammefascismen. Min daværende mand sagde: ”Hvornår begynder man at give flaske?”. Det ville personalet slet ikke svare på. Det var bare: ”Du kan godt. Du kan godt!”. De blev ved og ved. Med min anden søn kunne jeg heller ikke, men det var ikke helt så slemt. Måske har debatten om amning betydet, at nogle af jordemødrene har været på kursus og lært, at det er kvinders eget valg. I Frankrig gider halvdelen af kvinderne bare ikke amme. Det er et kulturelt valg. Og det er ikke sådan, at alle franskmænd går rundt og har en lav IQ. Så er det heller ikke værre, vel? Verden er større end som så. Men hele det dér … forsnævrende regime herhjemme. Jeg har født begge mine børn naturligt, men det er også en hysterisk debat: ”Du skal føde naturligt!”. Hvis nogle virkelig gerne vil have kejsersnit, så giv dem dog kejsersnit. Lad nu være altså!

Vær mere kritisk

Der er de grænser, vi selv sætter for os selv for at passe ind i ”normen”. Og så er der de retningslinjer, samfundet udstikker. Amalie er ikke overraskende kritisk:

– Man skal være opmærksom på, at staten er den største magtfaktor i dag. Det hele er STAT. Man skal være magtkritisk.

Det synes du ikke, vi er?

– Ikke nok. Der er mere og mere overvågning og kontrol, og perspektivet er skræmmende. Jeg har spurgt mange politikere i debatter: Hvornår er det godt nok for dig? Hvor meget må jeg veje? Hvor gule må mine tænder være? Det kan man aldrig få et svar på! Og levealderen? Den har det sådan set fint! Den går op hele tiden. Det er da rigtigt, at vi har problemer med rygning og overvægt, men hvor går grænsen? Må man SLET ikke være overvægtig? Er det først godt nok med alle de kampagner og tiltag og bla-bla-bla, når der ikke er en eneste overvægtig tilbage i hele landet? Altså! Rygning. Alkohol. Overvægt. Det hele bliver snævret ind. Det er ”i den bedste mening, og uh vi skal også redde folk fra sig selv”, men jeg kan ikke lide det. Selvfølgelig er det problematisk at ryge. Min kæreste ryger, og jeg siger hver dag, at han skal holde op, fordi jeg er bange for, at han får lungekræft. Det er bare en privat diskussion, som staten ikke skal mene noget om. Den må vi SELV tage. Men vi ser mere og mere tvang. Det er svært og komplekst at tabe sig som meget overvægtig, og jeg vil gerne betale skattekroner til, at folk kan få hjælp, men det skal være frivilligt. Folk skal ikke tvinges. Men det bliver de. Sosu-assistenterne i København SKAL dyrke motion nu som en del af deres job. Det er indgriben i folks liv.

Vi er på vej mod et samfund, hvor alle er slanke, og ingen ryger eller drikker – og alle har det ”godt”?

– Ja, og det er vildt uhyggeligt. For samtidig skal vi i psykologbehandling for alting, men sorg og smerte er en del af livet. En eller anden dag opfinder nogen garanteret en pille, man bare kan tage – og så er man lykkelig og sund resten af livet. Den synes jeg ikke, man skal tage! Jeg vil i hvert fald ikke tage den. Man mister det uperfekte ved at være menneske.

LÆS OGSÅ: Geeti Amiri blev udsat for vold og social kontrol: "Det værste er faktisk følgerne"

Vi er vel ikke ligefrem bange for frisind?

– Jo, det tror jeg. Måske også for at stå ved os selv. Vi ser en eksplosion i stress, angst og depression, og kvinder har en overvægt af de lidelser. Jeg tror, det kommer meget af ikke at være tro mod sig selv. Jeg havde selv en svær periode som pressechef hos LA, mens min ældste var lille. Officielt var jeg på deltid, men det var op til et valg, og jeg arbejdede rigtig meget. Jeg kunne godt, jeg syntes bare ikke, det var sjovt. Jeg fik hjertebanken, og det hjalp at tage et glas vin, når jeg kom hjem. Jeg har altså ikke haft noget alkoholproblem, men jeg kunne mærke: Det her er sgu ikke så godt, det skal helst ikke være sådan, at det er den eneste måde, jeg kan få skuldrene ned på, når jeg kommer hjem. Jeg havde dårlig samvittighed over for min arbejdsgiver, når jeg skulle gå for at hente barn, når der var ting på arbejdet, som jeg burde have gjort. Og henne i institutionen syntes jeg, jeg kom for sent. Der var ikke NOGET, jeg gjorde ordentligt. Det var enormt stressende. Så traf jeg beslutningen: Nu gør jeg det med at være mor ordentligt, så må det andet komme bagefter. Andre har det så bedst på andre måder. Men jeg tror simpelthen, mange af de dér stress-ting kommer af, at man ikke står helt ved sig selv. På mange planer i livet. Når vi sidder til forældremøder og diskuterer skærmtid eller sukker, og det bliver en konkurrence om, hvem der har de strengeste regler, så mangler vi en accept af, at folk gør tingene på forskellige måder. Vi BEHØVER IKKE at have fælles regler for alting. Børn er forskellige. Voksne er forskellige. Familier er forskellige. Og vi mener alle sammen forskellige ting, fordi vi er forskellige mennesker. Skal der ikke være plads til det? Vi behøver da ikke at have fælles regler for alting.

Amalie Lyhne, 39 år, klummeskribent på Berlingske, fast politisk kommentator i ”Jersild minus spin” på DR2 og i ”Søndagsfrokosten” på P1. Tidligere pressechef for Liberal Alliance. Mor til to sønner – den yngste har hun sammen med sin nye mand, Jeppe Veddinge, der desuden har to børn fra et tidligere forhold.