Anders Matthesen: Jeg skylder ikke ungerne en skid

Ander Matthesen fik en indentitetskrise

Lige nu er komiker Anders Matthesen aktuel i dokumentarfilmen ”Den anden side”. Der kommer vi blandt andet helt tæt på Anders, da han for to år siden under turneen med sit anmelderroste show ”Anden” ramte et lavpunkt.

- Jeg var ikke kun træt og udbrændt, der var en reel krise, hvor jeg ikke anede, hvad fanden jeg skulle, hvem jeg var, og hvad jeg mente om noget som helst. Ting i mit liv skiftede: Jeg fik en unge, skægget blev gråt, og jeg tænkte over, hvor længe man mon er den samme. Anden og Anders? Hvem er jeg nu?

For første gang havde Anders sin familie med på turne. Og det var svært at få familielivet med kone, to bonusbørn og en nyfødt til at gå op med et liv på farten, hvor Anders før havde været vant til at være hundrede procent i turnelivet, hvor hvert eneste show endte i en nattelang bytur.

-Pludselig var det sådan: ”Hurtigt, her er en autograf”. Og så hjem og lave grød og gå med barnevogn og liste ind og prøve at lægge sig ned i et hotelværelse og sige: ”Okay. Det var så en arbejdsdag”. Jeg skulle omstilles fra et totalt rock’n’roll-liv til at prøve at se det som et arbejde, og det var sgu lidt deprimerende indimellem, fortæller Anders.

LÆS OGSÅ: Anders Matthesen: Indimellem er jeg ved at brække mig over mig selv

Verden farer forbi

Grundlæggende føler Anders sig mest i balance med sig selv, når han arbejder og forbereder noget. Det er det, han brænder for, det der er hans livsformål. Så da turneen var ovre, og Anders bare gik derhjemme, gav hverdags trummerummen identitetskrisen frit spil.

-Jeg vaskede op, vaskede tøj, hyggede mig med børnene, tog på en masse ferier – vi havde det, man populært kalder kvalitetstid. Men jeg var helt zombieagtig.

Hvad skete der inde i dig?

-Jeg følte mig isoleret. Jeg havde svært ved at finde ud af, hvilket sprog jeg skulle tale. Havde jeg overhovedet noget sprog? Jeg følte, at alt, hvad jeg sagde, var forældet – ligesom at tale med en skolelærer fra 70’erne, som siger ”fedt” og ”kodylt”. Hele den dér friskhed ved at være med på beatet, med i livet – jeg følte mig HELT bagefter. Og tænkte: Gud! Der er er alle mulige spor, der bare kører så stærkt, jeg kan ikke følge med. I politik, i musik, på nettet, hvad de unge synes er sjovt. Det er som om, at verden ræser forbi mig.

LÆS OGSÅ: Casper Christensen: Jeg har aldrig jagtet unge piger

Vil ikke lege ørneborg hele tiden

Selvom det nu er to år siden, så er Anders stadig ikke helt sig selv.

-Jeg føler ikke, at krisen er ovre. Ikke helt. Der er så mange ting, der er dårligere end før, synes jeg. Jeg har taget 20 kilo på, mine fødder er dårlige efter en fejlslagen operation… Men lige nu er der et show ude. Der kommer en film. Og denne film. Jeg har et bogprojekt og næste år et 25-årsjubilæum, som skal fejres på en eller anden måde. Så jeg føler mig lidt i vælten nu. Jeg har rystet kuglen, og det føles rart.

På familiefronten går det også den rigtige vej. Anders er blevet bedre til at sige FRA og være ærlig om, hvad han har brug for.

-Jeg er blevet bedre til at sige: Det dér vil jeg være med til, det dér vil jeg ikke være med til ... Det er lidt svært uden at komme til at virke som en narcissistisk psykopat i en familie med tre børn, men jeg vil ikke lege ørneborg hele tiden, jeg vil også lege den leg, JEG har herinde, siger Anders Matthesen og banker sig på tindingen.

-Jeg vil have et rart sted at sidde, hvor der ikke er legetøj, og hvor man ikke bruger mine tusser. Det er mig, der laver de shows, det er det, vi lever af – jeg gider ikke altid føle, jeg halter bagefter og skylder nogen noget. Jeg skylder sgu ikke ungerne en skid. De har alt, hvad de skal bruge, og mere til. Jeg er ingen dårlig far, de får masser af kærlighed og DERudover masser af slik, masser af sene aftener, masser af kildeture, masser af gaver, masser af ferier. De får meget mere end de fleste unger, jeg har mødt, og der er ikke noget af det, der gør en skid hverken fra eller til, om man er lykkelig eller ej. Om man får en iPhone 4 eller kommer tidligt i seng - det er jo lige meget.

-Så jeg vil ikke rende rundt og lege, at jeg er noget andet, for det ER det her liv, jeg har valgt. Jeg er hverken travl eller stresset eller drikfældig eller smækker med døre, men jeg vil fandeme have lov til at være inde i mit eget rum også. Det SKAL der være plads til. Det er den kamp, jeg er kommet lidt efter, synes jeg. At tage mig selv alvorligt.