Begejstret Prince: Ida, play the bass!
Foto: Tom Lindboe, Scanpix og Brian Arch
BASSIST FOR PRINCE
Ida Nielsen er i sommeren 2010 på Africa Festival i Østrig, da telefonen i hendes lomme ringer. Der er larm og musik rundt om hende, og hun kan ikke rigtig høre, hvad den engelske kvinde siger i den anden ende.
- What? I can't hear you! råber Ida ind i røret.
- THE ARTIST PRINCE! Don't you know him? råber damen igen.
- What? Who?
- PRINCE! THE ARTIST, PRINCE!!!
Endelig går det op for Ida Nielsen, at damen i den anden ende taler om Prince. Hendes store idol. Men hun er sikker på, at hun laver sjov med hende. For damen spørger, om Ida har lyst til at komme til Minneapolis og jamme med Prince i tre dage. Her snart.
Læs også: Se backstagebillederne fra FEMINA-fotoshootet med Prince-bassisten Ida Nielsen
- Jeg troede, at det var en joke. Kvinden, som viste sig at være Princes manager, sagde, at hun ville ringe igen om nogle dage. Og så gik jeg ellers rundt med ondt i maven. Og var stadig ikke helt sikker på, om det var telefon-fis, fortæller Ida og flækker i et af sine mange store smil, der omfatter hele ansigtet.
Verden rundt med Prince
Sådan gik det til, at hun blev en del af Princes liveband New Power Generation. Og på nettet findes der i dag videoklip med århusianske Ida Nielsen på bas, hvor Prince begejstret står ved siden af og råber:
- Ida, play the bass! Ida, play the bass!
Men hvordan holder man benene på jorden, når ens hverdag indeholder millioner af fans verden over, koncerter nonstop, hoteller og limousiner?
- Hehe, jamen, hvis du havde spurgt mig for 10 år siden, er det ikke sikkert, at jeg ville kunne. Men jeg har jo en alder nu, hvor jeg synes, at jeg står rimelig sikkert i mig selv. Jeg HAR gået til alle de fester, jeg skulle, og drukket de drinks, jeg skulle. Nu nyder jeg det bare helt vildt, det er jo den største gave i mit liv, det her, siger 36-årige Ida Nielsen.
- Nogle gange kigger jeg over på Prince, når vi står på scenen, og tænker: Står han virkelig der? Står jeg virkelig her og spiller sammen med ham? Han har jo været mit idol. Jeg har spillet i bands, som kopierede hans sange. Men det gør han. Det er rigtigt nok. Så kan det godt være, at jeg flyver rundt hele tiden og ikke får set min familie og venner så meget, men det opvejer alt rigeligt alle de ting.
Familien Prince
Og familie har Ida også fået i bandet, siger hun. Et år sammen on the road tømrer folk sammen, og de har taget så godt imod hende.
- Fordi Prince aldrig holder sig til en set-liste - en liste over numre til koncerterne - men godt kan lide at improvisere, så SKAL man bare lære alle numrene udenad. Det har været 200-300 numre, som bare skulle sidde på rygraden, og det var fandeme hårdt! Men bandet har bare været så fantastiske, hjulpet mig igennem, og taget mig til sig.
- Så det har bødet lidt på savnet af familie og venner?
- Helt sikkert. Vi har været på tur sammen i et år nu, og der sker jo meget med alle mennesker i løbet af et år, så vi er blevet meget tætte. Og Prince er en fantastisk bandleder. Fordi han kan spille alle instrumenter selv - og jeg mener virkelig ALLE! - så kan han holde styr på tingene som ingen anden, jeg har oplevet. Han er den største læremester, det er så vildt, at jeg får lov til at opleve det her, siger Ida.
Gwyneth Paltrow: "Jeg trives godt med biroller"
Lotter Reimar: Jeg har prioriteret mit arbejde højere end mine børn