Camilla Bendix: Man skal ikke blive voksen så tidligt, som jeg gjorde

Camilla Bendix bor i dag på Amager med mand og to børn, men sin barndom tilbragte hun i Sønderjylland med far, mor og tre søstre. Da hun var 11 flyttede familien til Fyn, hvor hendes far blev højskoleforstander. Når Camilla taler om sin barndom og ungdom, tager hun udgangspunkt i sin far, og det er der en indlysende grund til. Hendes mor døde som kun 51-årig.

– Min mor døde, da jeg var 17. Hun kørte galt. Sagde: ”Farvel”, og kørte ud og så ... Det skete, året før jeg kom ind på Skuespillerskolen, siger Camilla Bendix.

Hvordan har du haft det med det?

– Man skal ikke blive voksen så tidligt. DR har lige kørt en program-serie, ”Mor er død – men det taler vi ikke om”, som jeg synes er meget yndig, jeg har set den med stor fornøjelse. Jeg har GRÆDT og det hele. De medvirkende havde forældre, der døde af sygdom. Min mor kørte af sted, og så skete der en ulykke, og så døde hun. Det var tjubang, og det cut tror jeg ikke er så godt. Jeg har virkelig arbejdet med det og talt om det og holder også foredrag om det, men det ... sidder jo i mig. Det var simpelthen for tidligt. Voksne skal dø, når deres børn er gamle nok til det.

HØ OG MØG

Hendes mor var en ”meget stærk dame”. Hun blev 51 år, og vi taler om mentale regnestykker. Om seks år vil Camilla være lige så gammel, som hendes mor nåede at blive.

– Og det var alligevel vildt, da jeg havde kendt min mand i 17 år og dermed i længere tid, end jeg havde kendt min egen mor. Nu har vi været sammen i 25 år.

Har du været tryghedssøgende tidligt, eller er han bare den rigtige?

– Det VED man jo ikke, nu er jeg kun midt i livet, det kan stadig være, der kommer en høj, flot, sort mand og henter mig, haha, nej ... jeg så min mand Ulrik, da jeg var 16, og havde det sådan: Ham dér tror jeg, jeg skal leve mit liv med. Og hver gang der er en krise i vores liv, træder jeg et skridt tilbage og kigger ind i vores liv, og så tænker jeg: Jamen, det er jo ham, jeg elsker. Selv om der er hø og møg og hæsligheder, vi skal igennem, så er det grundlæggende sådan, at hvis jeg skraber alt væk, kan jeg ikke se nogen, jeg kunne elske lige så meget, som jeg elsker ham for den sære personlighed, han nogle gange er. Han er komponist. Skriver manuskripter. Laver alt muligt. Mit liv er ind og ud ad en masse nye døre. Skal jeg sige ja til det ene eller det andet? Der er hele tiden valg. Han er bare en super mand, som lever lige nu. Han ER her. Det går. Vi kan lide hinanden. Alle de grundlæggende ting. Vi kan lide at være sammen, vi kan lide vores familier. Basen er der, og så må alt det med vasketøj og økonomi og babbada ligesom stå lidt i forhold til det.

Det er en voksen betragtning – i lyset af de mange skilsmisser?

– Jamen, jeg ved da ikke, om der ligger en skilsmisse derude. Det VED man jo ikke. Men jeg søger den ikke. Og når vi virkelig har kriser, og det har vi, det har alle parforhold, så har jeg altså et eller andet greb. Jeg lever mig bevidst ikke derhen i tanken, hvis du forstår. Jeg synes, jeg har et valg. Jeg kan vælge at gå med det mørke i mit sind – for det er der – eller jeg kan gå med det, som holder mig oven vande. Det lyse.

Beder du mørket gå væk?

– I virkeligheden gør jeg det modsatte. Jeg siger: Nu har jeg det rigtig skidt, nu er jeg nødt til at stoppe op og kigge lige ind i alt det sorte lort, der ligger dér. HVAD er det ..? Og så må jeg – gulp – leve sådan nogle uger eller måneder eller et halvt år. Hele sidste år var sådan et år, hvor jeg tænkte: Hvad fanden laver jeg? Jeg ved godt, det er en midtlivsperiode og alt muligt, men jeg havde det, som om jeg havde adhd. Det blev jeg ved med at kalde det, fordi mine følelser stak af. Så var jeg glad. Så var jeg ikke glad ...

Fandt du ud af, hvad det handlede om?

– Ja, det gjorde jeg faktisk. Jeg har læst mig frem og talt med kloge folk, og sådan som jeg har forstået det, så handler det om, at når man kommer midt i livet, vender man psykisk tilbage til det, man var, da man var ung og vild og 18-25 år – det liv, man levede, og den sjælelige fornemmelse, man havde af, hvem man var. Det var sådan en omgang, jeg havde sidste år – jeg var jo punker dengang, jeg var ung. Med tre millimeter hår på hovedet og hul i næsen. Og så havde jeg spillet håndbold, så jeg var én stor firkantet muskel med hoved på toppen og havde den dér jaja, fuck det-tilgang til verden. Så døde min mor, og der var nødt til at ske noget nyt. Det var lidt den fornemmelse, jeg syntes, jeg vendte lidt tilbage til sidste år.

EN LILLE DJÆVEL

Det er blandt andet den fornemmelse, der får hende til at tænke: I må sgu skrive, hvad I vil om mig, om medierne.

– For jeg passer ikke ned i nogen kasser, og hver gang der er en kasse, får jeg lyst til at sparke til den. Da jeg flyttede ud til Amager, tænkte jeg også: Jeg er nødt til at sparke det her hus ned, for det er for RIGTIGT, og jeg VÉD, ridserne er der. Og jeg véd, der et sted står en eller anden lille djævel, som hele tiden æder lidt af det livstræ, jeg går rundt om. En lille djævel, der spørger: ”Er du sikker på, du har det godt?”. Man må finde den og se, hvad det handler om – og sende den lille djævel tilbage i sit hjørne igen. Men den er der altid.

Så taler vi om frihed. At være uden for kassen. Følelsen af at være sluppet fri af den. Hvad det er. (Ud over at være en kat, der slap for dødssprøjten). Camilla siger:

– Jeg læste engang i Weekendavisen om en, der havde boet i Afrika i nogle år. Hun skrev, at herhjemme var der net omkring trampolinerne, dernede hoppede børnene på tre fjedre, og herhjemme var man bange for at have mus i kælderen, dernede skulle man tømme støvlerne for skorpioner. Hun satte det bare sådan op. Og for mig er det faktisk frihed at sige: Ja, så cykler min søn indimellem uden cykelhjelm, og hvad så? Måske er det også, fordi jeg som 17-årig så, at vi ikke kan helgardere os. Min mor kørte ikke ud for at slå sig selv ihjel, det SKETE bare, og det var en ulykke, og det var frygteligt, og det var traumatisk, og det var alt det, det ikke skulle være. Når det så er sagt, så har jeg i mit voksenliv set: Ja, det gælder om at gøre tingene nu, for vi ved sgu ikke, hvad der sker.