
"Danskerne ser det jo som et hyggeprogram. Men man ved ikke, hvor hårdt det faktisk er, før man står i det"

Foto: Privat
Det er ingen hemmelighed, at deltagerne i Nybyggerne har forskellig erfaring med håndværk og indretning. For seerne er det tydeligt, at Freja og Vino – især i de første afsnit – kæmper med den håndværksmæssige erfaring.
“Vi tilmeldte os, fordi det var i Holstebro, og vi ville gerne tættere på hjem. Vi kan godt lide at indrette, og så tænkte vi, at det ville være dumt ikke at prøve,” fortæller Freja.

Foto: Privat
For dem er det vigtigt at skabe plads til både dansk og tamilsk kultur. Begge deres familier bor i Holstebro, og de vil gerne have, at alle føler sig velkomne.
“Vi ville gerne have, at begge vores familier føler sig hjemme. Det er vigtigere, end at det bliver perfekt.”
Perfektion er en svær målestok, når man ikke har den store erfaring med i bagagen. Det kom hurtigt til udtryk, da de i starten af programmet fik udleveret en værktøjskasse fyldt med alt til en husrenovering.
“Vino og jeg kunne genkende ét værktøj ud af alt det, vi fik. Og det var boremaskinen,” griner Freja.

Det første rum parret lavede, var soveværelset.
Foto: Privat
De var bevidste om den stejle læringskurve, de stod overfor. I år var de underdogs-parret, men dommeren Sif understregede, da det gule hus vandt “baghaven”, at programmet handler om udvikling.
Og udvikling har der været meget af.
Freja og Vino bor til daglig i en lejelejlighed og har ingen byggeerfaring.
“Vi kunne måske male lidt, men det er det,” siger Freja.
Flere gange i programmet presser tårerne sig på, men med Vinos støtte lærer Freja at sige “pyt” – noget, der var nødvendigt for at komme helskinnet igennem.

Freja og Vino vandt 'baghaven'.
Foto: Privat
“Danskerne ser det jo som et hyggeprogram. Men man ved ikke, hvor hårdt det faktisk er, når man står i det. Men vi havde gjort det igen, for vi har lært så meget.”
Hjælp udefra var der ikke noget af. Selvom man som seer kunne tro, at der er nogen at spørge, når det hele brænder på, var virkeligheden en anden.
“På et tidspunkt begynder en af vores lamper at brænde, og jeg tænker: Hvad gør vi? Kameramanden kigger bare på os og siger: I skal ikke kigge på mig,” griner Freja.
Fem hurtige med 'Gult hus'
Hvad er i særligt glad for i huset?
At bruge en tamilsk saree (tamilsk festkjole) som dekoration – både som vægophæng og skabskjuler. Det tilfører både farve, historie og personlighed i rummet.
Hvad er jeres indretningsstil?
Vores stil er en blanding af skandinavisk enkelthed og varme detaljer inspireret af Sri Lanka.
Hvor finder I inspiration?
Mest i hverdagen. Men også rejser, naturen og steder, hvor vi føler os hjemme og tilpas.
Hvilket rum var det sjoveste?
Badeværelset. Det var det hårdeste og det bedste. Vi er så stolte af, at vi nåede det.
Bedste indretningstip?
Lyt til, hvad der giver dig ro og glæde – indret med de farver, materialer og elementer, der betyder noget for dig, i stedet for kun at følge trends blindt.
Der er meget, seerne ikke ser på TV. Blandt andet at hvert par kun har seks timer dagligt til at handle. Overskrides tiden, koster det en times straf.
Så når nogen panikker over en glemt ting, er det, fordi de ikke bare kan hente den.
Mellem hvert rum har parrene en såkaldt hviledag, men den bruges på oprydning og returnering af varer.

Badeværelset i gult hus.
Foto: Privat
“Hvis man gerne vil have pengene tilbage, så man kan bruge dem til det næste rum, er det bare i gang,” siger Freja med et grin.
Noget, de ikke havde tænkt over, inden de blev castet, var, at mikrofonerne er tændt hele tiden – bortset fra når de sover, hvilket er få timer.
“Det var et chok med mikrofonen – at nogen kan lytte til dig hele tiden. I begyndelsen tog man mikrofonen af, når man gik på toilettet. Men så begyndte man at glemme det. De har fået én på opleveren, dem der har lyttet,” griner Freja.
