David Dencik: "Det har været velgørende for min rastløshed at få børn"

Vi mødes på et femstjernet hotel i indre by, selv om både David Dencik og jeg bor i København og sagtens kunne have mødtes et af stederne.

Men sådan er det, når man er en del af James Bond-universet: De skal have styr på selv den mindste detalje, og jeg bliver som det første budt velkommen og bedt om at skrive under på diverse papirer af en kvinde fra produktionen, der er fløjet over fra London udelukkende for at overvåge dagens interviews med David.

Som den femte dansker har han fået en rolle i verdens største og dyreste filmproduktion, og traditionen tro er det skurkerollen, der er blevet tildelt en dansker.

I den 25. James Bond-film "No Time to Die" spiller David Dencik en russisk videnskabsmand, der bliver kidnappet.

Kidnapningen kickstarter filmens forløb, hvor James Bond – for femte gang spillet af Daniel Craig – ellers har trukket sig tilbage fra sin agent-tilværelse og lever det søde liv på Jamaica.

Hovedskurken spilles af Rami Malek, der for nylig fik en Oscar for sin kraftpræstation som Queen-sangeren Freddie Mercury i filmen "Bohemian Rhapsody".

– Det har været sjovt og ret vildt. Det er jo nogle enorme muskler, sådan en produktion har. Da vi skulle hjem fra Jamaica, var det i et fly kun med os og igennem en særlig gate, der var lavet til os. Og jeg er blevet fløjet frem og tilbage bare for at prøve at par sko eller se, om brillerne sad rigtigt.

– De kulisser, de bygger – det ligner alt det her, fortæller David Dencik og peger ud ad vinduet på bygningerne omkring Rådhuspladsen.

– Når vi taler danske spillefilm, er budgettet måske på 15 millioner kroner. Denne her er på to milliarder. Det er afsindigt ressourcestærkt.

For 10 år siden ville David Dencik nok have festet til den lyse morgen og løbet rundt på væggene i begejstring over at have landet så fed en rolle – i dag tager han det mere afslappet.

Rastløsheden og den evige jagt på mere, som drev ham i mange år, er forsvundet og erstattet med det familieliv, han alligevel valgte at få.

– Det er nok meget menneskeligt altid at ville have mere, og jeg har da også opnået meget de sidste 15 år. Mit arbejde har fyldt meget, og jeg har altid haft meget travlt indvendigt med at nå noget. Tiden skulle fyldes og bruges.

– Men der skete noget, efter at jeg blev far og fik en forankring i den "rigtige" tilværelse. Nu bliver tiden også brugt rigeligt – bare på andre ting.

– Så det har været velgørende for min rastløshed at få børn. Jeg føler slet ikke, at den er present på samme måde mere.

Mange i mit fag vælger ikke at have en kæreste

En af de gode ting udspiller sig faktisk i David og hans kone, Sofies, liv lige nu.

Sammen med deres to små børn, Elvira på fem år og Gabriel på tre, har de rykket teltpælene op fra huset på Frederiksberg og bor nu det næste halve år i Los Angeles, hvor Sofie studerer, og David er medfølgende husbond – uden filmoptagelser i kalenderen.

– Det er jo sådan noget, vi kan, og det er en gave. Vi kunne også have flyttet til Kenya eller Malaysia eller et andet sted, men udfordringen ved at skifte land er ret stor, og den bliver ikke mindre af ikke at kunne sproget.

– Vi har været i L.A. før, og det er et spændende, dragende, tåbeligt og vulgært sted – den har det hele.

– Børnene starter i preschool (børnehave, red.), så de kan lære sproget, og jeg kan være hjemme sammen med dem, fortæller David Dencik, som får hjælp af sin 78-årige far, der også er taget til Los Angeles for at bo sammen med familien.

Hans mor døde af cancer allerede som 67-årig, og nogenlunde samtidig – for 12 år siden – mødte han Sofie.

– Det var et stort vendepunkt i mit liv. Ud over sorgen og savnet gik der ikke så mange år, før jeg selv fik børn, og de to ting hænger på en måde sammen for mig.

– Da min mor døde, følte jeg et ansvar over for min familie – min far, bror og så videre – nu er ansvaret mere rettet mod min egen familie.

– Jeg er meget tæt på min far, og vi tager stadig op i sommerhuset i Sverige hver sommer, hvor min far bor. Og han bor også en del i København og hjælper os i hverdagen.

Du var selvvalgt alene i mange år, inden du mødte Sofie – hvorfor?

– Jeg kender rigtig mange i mit fag, som vælger ikke at have en kæreste, fordi det kræver så meget. Man bliver så konsumeret af faget. Det kræver mange rejser og mange opofringer, så det var det valg, jeg tog.

– Jeg havde heller ikke rigtig noget hjem – jeg fik min første lejlighed, da jeg var midt i 30'erne. Jeg levede i en kuffert og var lidt rock'n'roll, syntes jeg selv. Rejste rundt til filmfestivaler og premierer og festede med kollegerne.

– Jeg besluttede ikke aktivt, at jeg ikke ville have en kæreste, men jeg besluttede, at jeg ikke ville have børn. Netop fordi jeg ville have friheden til at maksimere det potentiale, jeg følte, lå i at skabe mig en karriere.

Hvad skete der så, da du mødte Sofie?

– Jeg følte det nok ikke lige så relevant længere at jage efter jobs. Jeg slappede lidt af og opdagede, at jeg faktisk godt kunne lide at have et hjem, og at jeg var ret huslig. Jeg begyndte at holde af en form for forudsigelighed i min hverdag, noget, der forankrede mig og rodfæstede mig. Jeg følte mig klar til det.

Du har kone og to børn nu. Hvordan hænger det sammen med alle dine rejser?

– Jeg har helt klart været en flittig arbejdsmyre, men jeg har også lange forløb, hvor jeg ikke arbejder og er hjemme med min familie. Men så snart jeg får et job, er jeg væk.

– Altså jeg er ikke her i Danmark. Det er en omstændighed, vi lever under, og det er jo et lidt anderledes liv. Min kone, Sofie, har ikke arbejdet et års tid nu, og en af årsagerne er, at vi havde svært ved at få det til at hænge sammen.

– Når jeg filmer, bliver to uger tit til tre uger, hvis der sker noget uventet, så kan jeg ikke komme hjem den dag, vi havde aftalt, og så skrider alle planerne. Og så er man ikke den forælder, man gerne vil være. Så Sofie havde en følelse af, at det gav mindre og mindre mening – også af private årsager.

– Så det har uden tvivl været en udfordring, men også en velsignelse, fordi vi kan gøre ting, andre familier ikke kan, i og med at vi ikke er bundet. Vi kan rejse, vi har meget tid sammen i lange perioder ad gangen … gode ting, som man også skal huske på, siger David Dencik.

Sofie og jeg kan frigøre hinanden

På spørgsmålet om, hvad der kan få ham op af stolen, svarer David Dencik lakonisk, at han dybest set prøver at blive siddende i den.

– Jeg lever et ret fredeligt liv, bruger meget tid på at lave mad og andre huslige ting, prøver at lære at spille lidt klaver og er ellers bare forvirret over det meste. Jeg ved aldrig, hvad jeg skal stemme, og hvilke traditioner jeg skal relatere til – men jeg prøver at holde et fleksibelt udsyn.

Er du også forvirret omkring børneopdragelse?

– Helt klart. Og enormt glad for, at Sofie er der. Vi taler meget om, hvad der er det rigtigste at gøre – det er jo en følelsesmæssig ting, det med børneopdragelse. Endnu et område, som jeg har brug for at danne mig selv inden for. Det at blive far er at lære en helt ny side af mig at kende og en ny side af mit parforhold at kende.

Hvorfor er I gode sammen, du og Sofie?

– Hmm, fordi vi kan det meste sammen. Vi kan have det sjovt sammen, vi kan skændes, vi kan skabe en fremtid sammen, en familie, muligheder for hinanden. Jeg tror, at vi i vores bedste stunder kan frigøre hinanden.

– Hun kan for eksempel gøre det muligt for mig at rejse verden rundt og lave James Bond, samtidig med at jeg har en familie derhjemme. Det er to sider af min identitet, jeg gerne vil have, skal kunne eksistere samtidig. Og jeg kan gøre det samme for hende.

– Hun vil gerne læse i USA, så flytter vi hele familien derover, så hun kan begynde at tænke over, hvad hun vil med sit liv. Det ville vi ikke kunne, hvis vi havde et 9 til 17-job, begge to, og løb rundt for at betale af på huset. Forstår du?

Ja. Hvad er planerne efter jeres ophold i USA?

– Jeg er medfølgende husbond frem til juni, og faktisk har jeg ikke nogen fremtidsplaner lige nu. Der kommer sikkert noget, men det føles meget godt, det her.

– Lige nu har jeg ikke lyst til mere arbejde. Jeg har lyst til, at Sofie får lov til at fordybe sig i sit studie, og det gør mig absolut ingenting at have et halvt år, hvor jeg ikke skal hoppe på et fly og sige replikker i et andet land.

David Dencik, skuespiller, 45 år. Gift med Sofie, som han har Gabriel og Elvira på fem og tre år sammen med. Familien bor på Frederiksberg, men er lige nu flyttet et halvt år til Los Angeles, hvor Sofie studerer, og David er medfølgende ægtefælle uden andre planer end at være familiefar. Pt. skulle David Dencik have været aktuel som russisk videnskabsmand i den 25. James Bond-film "No Time to Die", der var planlagt til at have premiere den 2. april. Efter at dette interview var skrevet, blev premieren udskudt i et halvt år på grund af coronavirussen.