Underholdning
27. august 2024

Den er god nok! Oasis bekræfter, at de spiller koncerter næste år

Det ikoniske britpop-band spiller på Wembley Stadium og i hjembyen Manchester næste år. Det bekræfter Gallagher-brødrene.
Af: Thomas Balslev og Louise Elly Meyer
Oasis genforenet

Mike Clarke/AFP/Ritzau Scanpix

Det sker! Oasis har efter deres opbrud i 2009 endelig besluttet at finde sammen igen. De ikoniske brødre Liam og Noel Gallagher kommer til at stå på scenen sammen til en række koncerter i England i 2025.

Dermed er den seneste tids rygter om en genforening nu bekræftet. Særligt siden i går har Oasis-fans siddet og sitret af spænding. Brødrene lagde nemlig simultant en teaser op på det sociale medie X med en lille videosekvens, der ikke rummede mere end en dato og et klokkeslæt: 27.08.24, 8am.

Det er selvfølgelig langt fra fyldestgørende at sige, at rygterne derefter eksploderede. Var det legendariske Manchester-band på vej med en genforening? En turné?

Men den er altså god nok. Genforeningen er en realitet, og de planlagte koncerter vil finde sted på både Wembley Stadium og Heaton Park i Manchester næste sommer.

Begivenhederne kommer som manna fra himlen for tusindvis af fans, for hvem de seneste 15 år har været en lang ørkenvandring uden mulighed for at opleve bandet sammen. Begge brødre har dog spillet solo og med deres respektive projekter, High Flying Birds og Beady Eye.

I det hele taget har stort set hele verden bortset fra de to Gallagher-brødre været enige om, at Oasis burde blive gendannet.

Den engelske avis The Guardian har for eksempel kaldt det “the mother of all no brainers”.

Ligeledes har landsmanden Matty Healy fra bandet 1975 gjort sig bemærket ved at sige, at der ikke findes én eneste fan til en koncert med Liam Gallagher eller Noel Gallagher, som ikke hellere ville være til en Oasis koncert.

Nu er ventetiden næsten forbi. Billetter til koncerterne kan købes fra lørdag 31. august klokken 10 dansk tid.

Læs mere om:

Læs også