En biografgængers hemmelige bekendelser: ”Jeg elsker at gå i biografen alene”

Jeg har en hemmelighed.

Sådan føltes det i hvert fald i lang tid. Det startede en dag, hvor jeg havde spurgt alle, jeg kendte, om de havde lyst til at tage med mig. Et efter et tikkede afslagene ind med et ”Ej, det ville jeg virkelig gerne, men…, ” og så undskyldningen med, hvad de skulle i stedet.

Jeg forstod det godt.

Det var med kort varsel, og jeg ville nok også selv have svært ved at finde tid eller overskue det, hvis jeg fik sådan et tilbud med et par timers varsel.

Men nu var det sådan, det var.

Så da der ikke var nogen, som havde tid til at tage med mig, så gjorde jeg det bare selv.

Og hvor er jeg glad for, at jeg endte med at tage i biografen alene.

Jeg havde egentlig altid tænkt, at det kun var dem uden venner, der tog i biografen selv og måske havde det lidt sørgeligt over, at de var der alene.

Men efter at have prøvet det ved jeg nu, at jeg ikke kunne tage mere fejl.

For hold da op, hvor er det rart bare at sidde for sig selv og hygge i biografen med en film.

Med både job og familie at tage hensyn til er det ikke altid så nemt at få arrangeret en biograftur. Alene delen med at få kalenderen til at gå op med vennernes, kræver en hidtil uset nuance af sort bælte i planlægning.

Jo, når det drejer sig om en storfilm, er der som regel lidt mere villighed til at få tingene til at lykkes. Men når jeg lige har det uventede frirum en aften eller den lyksalige uventede dag på året, hvor jeg lige pludselig har fri midt på dagen.

Lige dér kan det være pokkers svært at finde en biografdate.

Men det har jeg heller ikke brug for længere.

Nu nyder jeg nemlig at gå i biografen selv.

Enten er jeg impulsiv og tjekker, hvad der går i den lokale biograf, eller også bruger jeg mit Biografklub Danmark-medlemskab og ser månedens film derfra.

Om det er det ene eller det andet, så sørger jeg altid for at have bio-sættet klar: En lille sodavand og pose bland-selv-slik, som består af 75 % surt slik. Fordi det er min favorit.

Det er så rart at kunne indtage sit eget space på den måde. I knap to timer er der ikke nogen, jeg skal tage hensyn til eller hjælpe med noget.

Det er rendyrket mig-tid, og sjældent har noget føltes så skønt!

Misforstå mig ikke, jeg elsker at tage i biografen med andre. Men nogle gange er det også bare rart ikke at skulle snakke om den film, man lige har set. Nogle gange er en film bare god eller dårlig, og så er diskussioner om temaer eller farver lidt ligegyldige og irriterende, hvis humøret ikke er til det.

For det kan virkelig noget at slå hjernen fra, sidde med bio-sættet og så bare se en film. Ingen børn, ingen kæreste og heller ikke den filmnørdeven, der lige har et fun fact om instruktøren eller en af skuespillerne.

Jeg vil bare se min film i fred.

Og det er derfor, jeg ikke længere holder det hemmeligt, at jeg går i biografen alene. For jeg synes, det er megafedt at gå i biografen selv.

Faktisk så meget, at min hemmelighed nu er, at jeg finder på undskyldninger for at kunne smutte i biografen alene og nyde min mig-tid.